Samfund
15. november 2023

Du skal ikke bekymre dig om at hente dit barn sent. Men én ting bør du overveje

Forskere mener ikke, børn tager skade af at blive hentet sent fra institutionen. Men vi bør interessere os for, hvad de laver, mens de venter på at blive hentet.
Af: Katrine Rosenbæk
barn

Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Du sidder godt fordybet i et spændende projekt, kaffekopperne har hobet sig op omkring dig, du er i flow.

Men hov! Tiden er løbet, og pludselig går det op for dig, at det er dig, der henter i dag.

Du skynder dig at sætte kursen mod institutionen – du henter sent, igen, og samvittigheden nager måske hos dig.

Men bør den egentlig det?

Ifølge flere forskere, som Videnskab.dk har talt med, bør du faktisk ikke bekymre dig for, at dine børn tager skade af at blive hentet sent.

En af dem er Noomi Matthiesen, som er lektor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet.

- Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at det er problematisk for børn at være i pasningstilbud, selv i mange timer, så længe kvaliteten er i orden, siger hun til Videnskab.dk.

Det sidste – kvaliteten – bør vi have mere for øje.

Det mener Crisstina Munch, der er docent og ph.d. ved Københavns Professionshøjskole, også.

- I stedet for at tale om, hvorvidt barnet er i institution en time ekstra, bør vi tale om, hvad der sker i den time, siger hun til Videnskab.dk.

Hun forsker i små børns fællesskaber i daginstitutionen, og netop de fællesskaber fremhæver hun som vigtige.

Det er nemlig her, børnene udvikler sig sammen med andre børn. Og ifølge hende bliver børnefællesskaberne faktisk kun vigtigere i takt med, at børnene bliver større.

Hun har set med egne øjne, hvad en forbedring af normeringen – altså forholdet mellem antal børn og pædagoger – betyder.

I et forskningsprojekt fulgte hun en lille gruppe institutioner, som fik en forbedret normering, og det havde ”kæmpe betydning”, at pædagogerne ikke skulle tage sig af så mange børn som sædvanligt, fortæller hun.

Der opstod nærvær, og det gør det nemmere for børnene at deltage i fællesskabet.

Det gav pædagogerne tid til rent faktisk at udøve pædagogik – i stedet for bare at passe børnene. Så længe der er tid til det, mener Crisstina Munch, at børnene kan være i institutionen i det tidsrum, familien har brug for.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:




Læs mere om:

Læs også