Eksperter: Der findes flere kvindelige psykopater, end man hidtil har troet
Genrefoto: Unsplash
Måske findes der flere kvindelige psykopater, end man hidtil har troet.
Hidtil har man i forskningsverdenen vurderet, at cirka én procent af den kvindelige befolkning er psykopater, hvorimod det gælder for cirka to til fire procent af den mandlige befolkning.
Men den fordeling sætter eksperter nu spørgsmålstegn ved.
Det skriver Weekendavisen.
En af dem er Clive Boddy, professor i marketing fra Anglia Ruskin University, som har forsket i psykopater på arbejdspladser, for eksempel blandt ledere.
Han er kritisk overfor, at man indtil videre i forskningen har konkluderet, at forholdet mellem kvindelige og mandlige psykopater er 1:6 - altså én kvindelig psykopat til seks mandlige.
I stedet peger han på, at forholdet nærmere er 1:1,2.
- Den kvantitative metode, jeg bruger, blev ved med at opfange flere kvindelige psykopater end forventet. Ved nærmere undersøgelse fandt jeg ud af, at der ikke er belæg for et lavere antal kvinder end mænd, fortæller Clive Boddy til Weekendavisen.
Også Tine Wøbbe, der er chef- og retspsykolog ved Psykiatrisk Center Sct. Hans mener, at der er tale om en underdiagnosticering, når det kommer til kvindelige psykopater.
Det skyldes, at man i diagnosticeringen af psykopati fokuserer på nogle symptomer, der i højere grad kendetegner mænd. Det betyder, at man kommer til at give kvinderne nogle forkerte diagnoser, forklarer hun.
Man undersøger oftest personer for psykopati, hvis de begår grove forbrydelser, og når fagfolk i et behandlingsforløb skal vurdere, om en person er psykopat, benytter de sig af metoden PCL-R, også kaldet "psykopat-tjeklisten".
Den går ud på, at man i to timer spørger ind til alt lige fra hverdagsrelationer til barndom.
- Psykopattjeklisten er i virkeligheden mest designet til mænd. Den fokuserer meget på agressivitet, som ligger mere til det mandlige køn, og der er samtidig langt flere mandlige indsatte i fængsler, siger hun til Weekendavisen.
Hun peger på desuden på, at psykopati ses lidt som en “mandediagnose”, og at kvinder oftere diagnosticeres med for eksempel borderline, som opfattes mere som en “kvindediagnose”.
Kritikken af psykopattjeklisten er to af de forskere, der har udviklet den, uenige i.
Den ene er Craig Neumann fra University of North Texas, og den anden er hovedforfatteren på den reviderede tjekliste, Robert Hare fra University of British Colombia.
Robert Hare fremhæver, at flere faglige undersøgelser har konkluderet, at metoden er pålidelig og ikke har nogen kønsbias.