Elisa fik opsat spiral som 13-årig: Jeg var bare en lille pige

Elisa kan mærke kroppen ryste, da hun under skarp overvågning af den ældre læge, skubber numsen frem på briksen og lægger sine ben i de kolde metalbøjler.

Ydmygelsen ved at skulle blotte sit underliv for den fremmede mand får hende til at ryste, og hun gør, hvad hun kan for at holde tårerne tilbage.

Han tvinger hendes ben fra hinanden, og kort tid efter mærker hun en eksplosiv smerte i sit underliv.

– Jeg fik at vide, at ’sådan gør vi ved grønlandske piger’. Der var ingen, der fortalte mig, hvad en spiral var, eller hvad den gjorde. Men det var noget af det mest smertefulde, jeg nogensinde har prøvet, fortæller den i dag 63-årige Elisa Christiansen fra rækkehuset i Albertslund.

Skilt fra sin mor

Elisa blev født i Grønland, hvor hun de første år boede med sin grønlandske mor.

Men da hun var 2 år, tog hendes danske far hende med ombord på en færge for at bosætte sig i en anden by i Grønland og efterlod Elisas mor skrigende og grædende på kajen.

Efter at have boet nogle år hos sin far, stod det dog klart, at han ikke kunne tage vare på hende. Alkohol fyldte i hjemmet, og når han var på arbejde, blev Elisa tæsket og sultet af sin stedmor.

Elisa lærte hurtigt selv at finde vej hen til børnehjemmet, og som 4-årig tog hun sin lillesøster med derhen, når der var optakt til ballade i hjemmet.

Elisa husker den skæbnesvangre dag, som var det i går, da hendes far tog hende med hen til helikopterpladsen. Hun var 6 år, da hun blev sat ind i monstret med de roterende blade med to firkantede kufferter og 20 nypudsede femører.

Hun skulle til Danmark og bo hos sin fars søster.

Hun prøvede krampagtigt at holde fast i sin far, mens hun hulkende bad om at få lov til at blive. Da helikopteren lettede, og hendes far blev mindre og mindre, plantede der sig et svigt i hende, der aldrig forsvandt.

For Elisa var mødet med Danmark som at træde ind i en ukendt og skræmmende verden.

Hun troede gadelygterne var små huse, for på Grønland kom der kun lys fra husene, og da hun ankom til fasterens hus, forstod hun ikke, hvorfor hun skulle være der.

Hun kunne ikke sproget, og savnet til sin far fik hende til at folde sig grædende sammen i fosterstilling om natten.

Hun husker, hvordan hun blev vist frem som en eksotisk genstand for deres venner og familie, og da hun kom i skole, stod det hurtigt klart, at hun skilte sig ud.

Som en af de få på skolen med en mørkere hudfarve var hun genstand for nedladende øgenavne og fysisk mobning. Men udadtil smilte den lille pige.

– Jeg havde fået at vide, at hvis jeg ikke opførte mig ordentligt, ville jeg blive sendt tilbage til Grønland. Min stedmor var modbydelig, når min far ikke var der. Hos min faster fik jeg i det mindste mad. Så jeg måtte udholde alt det andet, forklarer Elisa.

Slået og misbrugt

Gennem en stor del af sin barndom i Danmark blev hun udsat for vold og seksuelt misbrug af flere personer.

Hun prøvede flere gange at sige, hvad der skete med hende, men hver gang blev hun ignoreret. I stedet fandt hun et åndehul, når hun var i naturen.

Den friske luft og græsset under hendes fødder gav hende for en stund en ro. Hun elskede at tegne og male, for gennem kunsten fik hun ubevidst afløb for den smerte, hun havde i sig.

Som 12-årig opdagede hun en dag noget brunligt i sine underbukser. Panikken bredte sig i hende, og da blodet begyndte at sive, følte hun sig flov og beskidt.

Hun gjorde alt for at skjule det. Lagde en masse toiletpapir i underbukserne og gik hele tiden på toilettet for at skifte. Fortvivlelsen og ensomheden byggede sig op, og hun forsøgte at tage sit eget liv.

Selvmordsforsøget mislykkedes, og hun vidste, at hun blev nødt til at fortælle sin plejemor, hvad der skete i hendes krop.

– Hun sagde med foragt i stemmen, at jeg havde fået mit ’skidt’. Jeg vidste jo stadig ikke, hvad det var, eller hvad det betød. Da hun sagde, at jeg skulle til lægen, troede jeg, at jeg var syg. Først senere fandt jeg ud af, at man så på grønlandske piger som nogle, der var løse på tråden.

Ubærlig smerte

Den syrlige, metalliske lugt fra den gamle læges konsultation kan hun stadig genkalde sig. Da hendes plejemor gik ud i venteværelset, var det ikke kun den jagende smerte, der ramte hende.

Den gamle læge brugte tiden på at pille ved Elisas kønsdele, før han satte den alt for store spiral op i den lille barnekrop. Da hun efterfølgende rejste sig op, var smerten så stor, at hun havde svært ved at gå.

Den før så aktive pige kunne ikke engang sidde på cykelsadlen, uden at hun måtte bide tænderne sammen i smerte. En følelse af, at noget gnavede i hende indefra fulgte hende i flere måneder, og hun begyndte at styrtbløde.

Til sidst kunne selv hendes plejemor se, at den vedvarende smerte ikke ville stoppe, og da Elisa igen lå med benene i bøjlerne, var hun ved at besvime af smerte, da lægen trak spiralen ud.

– Jeg var under den seksuelle lavalder, så det har jo været dybt ulovligt at sætte sådan en stor spiral op i mig. Jeg var jo bare en lille pige, fortæller Elisa.

Som årene gik, begyndte de uforløste traumer at indhente hende. Hun prøvede flere gange at tage sit liv. I en periode var hun hjemløs og boede på gaden.

Den konstante følelse at af være et andenrangsmenneske blev hun ofte bekræftet i. For nedladende tilråb og mænds grænseoverskridende opførsel over for hende var efterhånden blevet en del af hendes liv.

– Grønlandske kvinder var sådan nogle, man bare kunne rage på. Vi blev ikke set på som mennesker med grænser og følelser, men som et objekter, der skulle tilfredsstille en mands behov, forklarer Elisa.

Hun blev gravid, da hun var i starten i af 20’erne. En dag fik hun akut feber og store smerter. Det viste sig, at fosteret havde sat sig fast i bughulen, der var bristet.

Det samme gentog sig nogle år efter i den anden side, og hun begyndte at udvikle smertefulde cyster i underlivet. Flere gange blev hun opereret, og til sidst var meldingen fra lægen klar.

De var nødt til at fjerne hendes livmoder.

– På det tidspunkt tænkte jeg ikke så meget over det. Der var sket meget i mit liv, og jeg havde bare behov for at puste ud. Men det forandrede sig senere hen, forklarer Elisa.

Ønsket om børn

Efter nogle turbulente år kom hun i behandling på det psykoterapeutiske center Stolpegården, hvor hun for første gang åbnede sig om de mange år med seksuelt misbrug.

Hun fik sin egen lejlighed og uddannede sig til fodterapeut. Men da veninderne omkring hende begyndte at få børn, dannede der sig en knude af sorg i Elisas hjerte.

– Jeg ville så gerne være hende, der sad og strikkede tøj til mine børn. Hende, der gav dem den kærlighed, jeg ikke selv havde fået. Men den mulighed blev taget fra mig, og det vil altid være en sorg for mig, fortæller Elisa, der kunne se med fra sidelinjen, når familier blev udvidede, og hvordan kærligheden lyste i deres øjne, når de kiggede på deres børn.

I dag er Elisa ikke i tvivl om, at de mange år med seksuelt misbrug og den store spiral har været medvirkende til, at hun ikke kunne få børn.

– I dag kunne jeg have haft børnebørn. Men den glæde har jeg ikke. Jeg prøver at få tanken til at forsvinde. For det gør alt for ondt.

For Elisa har traumerne haft store konsekvenser. Men hun har fundet ud af, at hver gang hun åbner op for smerten, føler hun sig mentalt lettere.

Ligesom i barndommen bruger hun naturen til at finde ro, og når hun vågner om morgenen, fokuserer hun på de mange fine ting, som hendes liv i dag byder på.

Hun har haft sin dejlige kæreste i 14 år, og hun har fortalt sin historie på Christiansborg foran landets beslutningstagere.

Talen er nu udstillet som en videoinstallation i Tokyo, og det gør hende glad, at hendes historie er kommet ud til et stort publikum, for så har smerten og traumerne ikke været forgæves.

– Det var forkert dengang. Det er forkert nu, og det er forkert i morgen. At sætte en spiral op i børn er voldtægt, og det må aldrig ske igen.

Det bliver bedre

Hun håber, at hendes historie kan være med til at bane nye veje for relationen mellem grønlændere og danskere, at man kan mødes på et ligeværdigt plan og skabe et godt fællesskab.

For netop rigsfællesskabet står hendes hjerte nært. Når hun handler og fortæller sin historie, giver hun omsorg til den lille, bange pige, hun var engang.

– Hvis jeg kunne, ville jeg give lille Elisa et kram. Jeg ville sige til hende, at hun er, lige som hun skal være. Hun skal bare holde ud. For en dag bliver det bedre.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.