Én sølle kvindelig forfatter er på gymnasiets kanonliste. Har I hørt om disse seks forfattere?

Tove Ditlevsen, Dorthe Nors, Olga Ravn. Hvad har de til fælles?

Tja, de ligger hjemme på mit natbord og er i gang med eller venter på at blive læst.

Og de er kvindelige forfattere, som har meget på hjerte og er elsket bredt – herhjemme, men også udlandet, hvor Tove Ditlevsens ”Copenhagen Trilogy” dette forår har taget USA med storm (min amerikanske onkel på 76 år staver sig igennem de danske originaler for at sammenligne med de engelsksprogede oversættelser!), og Olga Ravns oversættelse af 2018-romanen ”De ansatte” er indstillet til Bookerprisen – ligesom Nors var det for ”Spejl, skulder, blink” i 2017.

Men de har også det til fælles, at de ikke er på den meget omtalte kanonliste over de forfattere, som alle gymnasieelever skal stifte bekendtskab med i løbet af deres gymnasietid.

På den liste, som tæller 14 forfattere, er der nemlig kun blevet plads til én kvinde. Én!

Én sølle kvindelig forfatter i et samfund som vores, der bryster sig af sit høje niveau af ligestilling og uendelige muligheder for piger og kvinder!

Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

(Den ene kvindelige forfatter er i øvrigt Karen Blixen, og ja, hun er nok et af sejeste mennesker, der nogensinde er blevet født i vores lille bitte land, og jeg elsker hendes fandenivoldskhed, kompromisløshed og ’hvad rager konventioner dog mig?’-attitude, men hun må også siges at være en forfatter, som er ret traditionelt maskulin i den måde, hun levede på, og i mange af sine tematikker og fortællestil.)

Kan det virkelig være rigtigt, at det kun er mandlige forfattere, der har skrevet og skriver så klogt og indsigtsfuldt, at deres værker skal være obligatorisk læsning i gymnasiet?

Nej, selvfølgelig ikke.

Den litteratur, unge bliver præsenteret for i gymnasietiden – i de år, hvor de måske er allermest modtagelige over for tanker, ideer og viden – skal selvfølgelig afspejle den verden, de lever i.

En verden, hvor vi alle sammen kan (opnå) det samme, og hvor et land som det mest naturlige i verden kan have både en kvindelig monark og en kvindelig statsminister, og hvor både kvindelige og mandlige landshold sparker røv ved slutrunder i både fodbold og håndbold.

Litteraturen kan hjælpe os med at forstå vores historie og gøre os klogere på de kampe, der er blevet kæmpet – rent bogstaveligt og i overført betydning – for at skabe den verden og den hverdag, vi lever i lige nu.

Men den kan også hjælpe os til at forstå os selv og vores medmennesker.

At gøre os mere empatiske, mere rummelige og give os en følelse af fællesskab.

Og det er her, de kvindelige forfattere skal på banen. Ikke fordi de per definition skriver mere om følelser, relationer, identitet, sorg og lykke end deres mandlige kolleger, men fordi de udvider og fuldender spektret for, hvad litteratur er og kan.

De skal med i gymnasiernes kanon, fordi de sammen med mændene kan præsentere gymnasieeleverne for hele livet og hele historien.

Unge mennesker med udsyn og indsigt. Unge mennesker, der tror på deres egen plads i verden, men også giver plads til andre – andre mennesker, andre ideer, andre måder at leve på.

Er det ikke dem, vi gerne vil slippe ud i samfundet med huen på?

Seks kvinder til listen

Der er 14 forfattere på gymnasiernes litteraturkanon.

Kun én kvinde – Karen Blixen.

Hun skal naturligvis blive der, men her er seks bud på kvindelige kolleger, som kunne gøre hende selskab, hvis mænd og kvinder skal repræsenteres ligeligt på listen:

Tove Ditlevsen

Altså – ingen over, ingen ved siden af Tove! Den danske forfatter har oplevet en kæmpe revival de senere år, hvor hun også er blevet taget under kærlig behandling af det geniale kunstnerkollektiv Sort Samvittighed på teaterscenen.

Jeg er i gang med at læse hendes ”Man gjorde et barn fortræd” fra 1941, og dens skildring af en ung kvindes usikkerhed og mindreværdskomplekser kunne lige så godt være skrevet i dag, ligesom dens tema om overgreb lander midt en meget aktuel debat.

Suzanne Brøgger

Kvindekampen i Danmark havde set anderledes ud, hvis ikke vi havde haft Suzanne Brøgger – det er helt sikkert (tak, Suzanne!).

Og hun har banet vejen for alle os andre med intelligens, humor og bid. ”Creme fraiche” og ”Ja” er hovedværker i dansk litteratur, uanset om man er mand eller kvinde, og så er det jo også dødinspirerende, at hun stadig orker at blande sig i debatten og stadig skriver tankevækkende bøger, som ”For egen hånd”, der udkom for nylig.

Naja Marie Aidt

Der skal også være plads til nutidige forfattere på listen – forfattere, som allerede har skrevet moderne klassikere, men med garanti også kommer til at begejstre med kommende værker.

En af dem kunne være Naja Marie Aidt, som både mestrer digte, noveller og romaner.

Hendes ”Har døden taget noget fra dig, så tag det tilbage” om hendes søns død er umulig at komme igennem uden en bunke kleenex, men uendeligt smuk, gribende og menneskelig.

Inger Christensen

Hendes digtsamling ”Sommerfugledalen” er – med rette – en del af Kulturkanonen fra 2006, men der er ikke plads til Inger Christensen på gymnasiernes læselister.

Det er – undskyld mig – direkte åndssvagt. Hun er efter min mening Danmarks digter nummer et!

Og så er hun på ingen måde svært tilgængelig.

Hun skriver poetisk og sanseligt, men hendes digte kredser om emner, vi alle sammen kender og bakser med: livet, døden, kærligheden, kreativiteten og det forhold vi har til os selv og vores medmennesker.

Leonora Christina Ulfeldt

Fortællingen om kongedatteren Leonora Christine Ulfeldt, der blev smidt i Blåtårn og holdt som fange i 22 år, er en af de vildeste historier i danmarkshistorien – som ellers nok rummer en del tjubang!

I fangenskab skrev hun selvbiografien ”Jammers minde”, som er tilegnet hendes børn og først blev offentliggjort i 1867 – 200 år efter tiden i Blåtårn.

Bogen skabte kæmpe røre dengang, og det forstår man stadig den dag i dag, hvor den fremstår både velskrevet, nuanceret og stærk. Rå kvindepower fra 1600-tallet!

Sara Omar

Skal en forfatter med kun to romaner på cv’et have plads i en litteraturkanon?

Ja, det synes jeg faktisk godt, man kan retfærdiggøre, når forfatteren har en så distinkt stemme som Sara Omar – og en så vigtig historie at fortælle.

Den dansk-kurdiske forfatter bragede igennem med den rystende ”Dødevaskeren”, der bl.a. handler om kvindelig omskæring, og fulgte op med ”Skyggedanseren”, som hun fik De Gyldne Laurbær for i 2019.

Sara Omar viser en del af samfundet, som sjældent har en stemme, og hvordan politik, religion og kønsnormer kan forme menneskeliv – på en helt forkert måde.