Ét spørgsmål er gået igen under hendes graviditet: Jeg får lidt kuldegysninger ved tanken om, at vi ikke ved, at vi selv bestemmer

Ida Kilias husker ikke præcist, hvornår fødslen startede, men hun mærkede de første veer natten til mandag i den første uge af august.

Om mandagen fik hendes kæreste handlet de sidste ting ind, så alt var klar til fødslen.

Frugtfadet blev anrettet, fødekarrret blev fyldt med luft, fødselsmusikken var på plads, og kyllingesuppen blev tilberedt og sat på køl klar til den sult, der måtte melde sig efterfølgende.

Detaljerne omkring præcist, hvad der skete de næste dage, baserer sig udelukkende ud fra Ida og hendes kæreste Anders’ hukommelse.

Der er nemlig ingen journal fra en fødeafdeling, som beskriver længden på veerne, pauserne imellem dem, hvor mange centimeter, hun var åben, og hvornår fostervandet gik.

Ida Kilias fødte sin søn i en såkaldt “frifødsel”.

Det vil sige en fødsel, hvor der ikke er en jordemoder eller anden sundhedsfaglig person til stede.

Den foregik hjemme hos hende selv, og det var planlagt, fra før hun overhovedet blev gravid.

I flere år inden hun selv blev gravid, har Ida Kilias arbejdet med gravide og fødende, først som yogainstruktør for gravide og i dag også som doula, der assisterer fødende både ved hjemmefødsler og hospitalsfødsler.

“Der var mange af de gravide, jeg mødte, som fortalte om at føle sig overset, ikke følte sig mødt eller følte sig pressede til bestemte ting i deres graviditet eller i forbindelse med fødslen. Fx igangsættelser. Det startede en gnist i mig, for jeg synes, det virkede ret vildt, at de her kvinder ikke følte, at de havde et valg selv,” siger Ida Kilias, der er 32 år og bor i København.

Ida Kilias gjorde sig længe, inden hun blev gravid, forestillinger om, hvordan hun gerne ville være gravid og ikke mindst, hvordan hun gerne ville føde.

Hun havde samtidig et behov for at sætte sig grundigt ind i alt, hvad det indebar fra undfangelse og graviditet til selve fødslen.

Hun skulle ikke dykke ret langt ned i de danske regler og retningslinjer, før det stod klart, at gravide faktisk har frit valg i forhold til, hvor og hvordan de vil føde, men at det sjældent er noget, de er klar over.

Når en læge eller jordemoder har anbefalinger til en gravid, som er gået flere uger over tid, som har et BMI højere end en vis grænse, eller som tidligere har født ved kejsersnit, er det netop anbefalinger.

Ingen kan med andre ord tvinge en gravid til at stille op på en fødegang eller at følge anbefalingerne, hvis hun ikke ønsker det.

Man har som gravid derimod ret til en jordemoder ved sin fødsel.

Det gælder også selvom man føder hjemme, og også selvom man ikke følger anbefalingerne.

Og så må man faktisk gerne føde helt uden en jordemoder eller anden sundhedsfagligt personale til stede.

“Der er ét spørgsmål, der er gået igen i min graviditet er: “Må du godt det?” Det synes jeg er interessant, og jeg får faktisk lidt kuldegysninger bare ved tanken om, at de fleste af os faktisk ikke ved, at vi gerne må bestemme over vores egen krop, også når vi er gravide og skal føde,” siger Ida Kilias.

I lang tid var Ida Kilias’ tanke en hjemmefødsel med en jordemoder.

Det skyldes blandt andet, at hun hurtigt i sin research fandt ud af, at der ved en hjemmefødsel er færre indgreb og desuden mindre risiko for, at fødslen skulle ende med et kejsersnit, end ved at starte den på et hospital, men det er stadig et emne, der deler fagpersoner.

“Vi taler meget lidt om, at en fødsel er en helt naturlig del af at være et menneske. At være på et hospital føles for mig som at gå imod vores fysiologi. Alene det, at vi forlader vores hjem er allerede et indgreb i fødslen.”

Jordemoder Anne Ruby har i 17 år assisteret gravide ved hjemmefødsler, men har også erfaring fra flere fødeafdelinger.

Hun mener først og fremmest, at det i diskussionen af vilkårene for fødsler er vigtigt at skelne mellem hjemmefødsler med jordemoder og frifødsler.

I de første kategori er hun ikke i tvivl om, at det i rigtig mange tilfælde er en god løsning for både mor og barn at føde hjemme pga. færre indgreb som igangsættelser, brug af sugekop m.m.

Det tror hun er en afgørende faktor, når kvinder vælger at føde hjemme.

Ifølge Anne Ruby har vi indrettet et samfund, hvor vi anser fødsler som en udelukkende biologisk hændelse, som vi har brug for lidt professionel hjælp til.

Men fødsler er meget større end det, mener hun.

Nogle kan for eksempel opleve kropslige erindringer om tidligere overgreb eller andet ubehageligt, der er sket med deres krop, når de bliver undersøgt af en jordemoder.

Men det kan også være overvældende for mange kvinder, der ikke har oplevet noget traumatisk, at fremmede mennesker rør ved en eller syr en uden, at man nødvendigvis føler sig fuldt orienteret om, hvad der sker undervejs.

“På et hospital er der rigtig mange mennesker, og hvis der sker noget mere akut, er du måske pludselig omgivet af 10 forskellige mennesker, som ikke kender dig, og som gør alt muligt ved dig. Du skal noget meget intimt og blottende i et rum, som ikke er dit. Det kan der være et stort kontroltab ved.”

Anne Ruby har gennem sit virke som jordemoder mødt mange kvinder, som har sagt, at de ikke kunne åbne sig så meget som en centimeter på hospitalet, selvom de forinden havde tænkt, at det var tryggest for dem at føde der.

Tidligt i sin graviditet fandt Ida Kilias ud af, at hendes drøm om en fødsel med en kendt jordemoder ikke var nem at realisere.

Hun ville ikke være sikker på, at den regionale hjemmefødselsordning kunne stille med en jordemoder, hun kendte godt i forvejen, og de private jordemødre, som assisterer hjemmefødsler, hænger ikke på træerne, fortæller hun.

Gennem sit arbejde og sin personlige interesse for området havde hun imidlertid mødt flere kvinder, som har valgt en frifødsel, som det hedder, når der hverken er læge eller jordemoder til stede.

“Jeg har været utrolig inspireret af andre kvinder, jeg har mødt i mit liv, som har født uden en jordemoder.”

Ida Kilias har også medvirket ved en del fødsler gennem årene i funktion af doula.

Hun har i den forbindelse både assisteret gravide, som har født hjemme og på et hospital.

Det var særligt én oplevelse med en kvinde i en hospitalsfødsel, var med til at understrege, at det ikke var noget for hende.

“Det var meget voldsomt at opleve. Jordemoderen lyttede overhovedet ikke til kvinden undervejs og stak fingrene ind i kvinden uden samtykke. Jeg havde en oplevelse af at være vidne til et overgreb, selvom jeg egentlig ikke tror, at kvinden selv havde det sådan. Hun havde selv valgt at føde på et hospital, og jeg tror, hun havde en god oplevelse. Så det handler ikke så meget om denne kvinde, men mere om, hvad der skete i min krop, og jeg kunne bare mærke, at det i hvert fald ikke var det, jeg ville,” siger Ida Kilias.

Som jordemoder ved flere hundrede hjemmefødsler, har Anne Ruby ofte hørt om kvinder, der vælger en frifødsel.

Nogle gange, fordi det er det, de helst vil og andre gange, fordi de bevidst vælger ikke at følge de officielle anbefalinger for alder, vægt, tidligere fødselshistorik og andre faktorer, hvor det anbefales at føde på et hospital.

Men når kvinder vælger at føde helt uden om systemet, vil det alt andet lige indebære en vis risiko, fordi der ikke er en jordemoder, som kan gribe ind, hvis det skulle blive akut eller som kan vurdere, at det undervejs vil være tilrådeligt at flytte fødslen til et hospital på grund af komplikationer.

Omvendt forstår Anne Ruby godt de kvinder, der vælger en frifødsel, og hun synes, at systemet, både fødeafdelinger og jordemoderstanden, burde tage ved lære af kvindernes motivation for at føde uden om systemet.

“Jeg synes, at det er en falliterklæring for os som system, at vi ikke er bedre til at imødekomme kvinder på deres egne præmisser. Jeg synes kun, at pilen peger den vej,” siger hun.

Anne Ruby hører fra tid til anden en påstand om, at kvinder, der vælger en frifødsel, ikke tager ansvar for sine børn eller bringer dem i fare, hvis man vælger en frifødsel.

Den retorik vil hun dog ikke være med på.

“Jeg oplever faktisk det modsatte. At kvinder, der vælger en frifødsel, tager ekstremt meget ansvar og man sætter sig sindssygt godt ind i tingene. Jeg vil jo sige, at det er et ansvar, de kunne have været foruden, for hvis man siger "Ja, jeg er afklaret med, at barnet kan dø, og så er der en højere mening med det", så er det ikke sikkert, man for alvor kan tænke den tanke igennem som gravid. Og jeg synes ikke, at nogen skal have de overvejelser i 2024 et velfærdssamfund, hvor alle jo har ret til en gratis jordemoder.”

Anne Ruby mener, at det siger noget om vores kvindesyn som samfund, at vi ikke i højere grad lytter til kvinder og deres ønsker, når de er gravide og skal føde.

Hun mener, at sundhedssystemet negligerer, at en kommende mor aldrig vil gøre noget, som hun tror kunne være farligt for sit barn.

“Men hun kan føle sig tvunget til det, fordi hun føler sig så klemt i systemet, bare fordi hun i virkeligheden vil gå igennem ild og vand for sit barn.”

Ida Kilias havde med sin omfattende research i bagagen naturligvis gjort sig tanker om, hvad der kan være af konsekvenser og eventuelle risici ved at gennemgå en hel graviditet uden scanninger eller jordemoderbesøg og en fødsel med ingen andre end sin kæreste ved sin side.

Hun vidste godt, at hun kunne risikere, at barnet havde kromosomfejl eller andre medfødte sygdomme, at der potentielt kunne være tvillinger, eller at hun kunne ende i en situation, hvor hun alligevel var nødt til at føde på et hospital.

Men hun affandt sig med de forskellige scenarier, fordi hun mente, at der var større risici forbundet med at blive fulgt af og føde i systemet.

“Jeg overvejede meget tidligt: Hvad er det, jeg gerne vil have at vide, hvis jeg bliver undersøgt? Og hvad vil jeg gøre med den information, jeg får? Jeg besluttede mig for, at jeg var okay med ikke at vide noget. Jeg kunne meget tidligt mærke liv, han var meget aktiv, hvilket var utrolig rart for mig. Det måtte være, som det var, og jeg var indstillet på ikke at vide alt, men jeg havde også en stor tillid til at min krop nok skulle fortælle mig, hvis jeg havde brug for hjælp.”

Hun endte faktisk med en fødsel med grønt fostervand, men hun vidste også, at det ikke nødvendigvis er farligt, hvilket det ikke var i hendes tilfælde.

Hendes barn er derudover født med læbe-gumme-spalte, men heller ikke dette faktum havde hun behov for at kende til i graviditeten.

Men det er ikke altid, at grønt forstervand er ufarligt, eller at en frifødsel går så godt, som den gjorde for Ida Kilias.

Der findes flere eksempler internationalt på børn og kvinder, som ikke har overlevet en frifødsel, eller hvor der var store komplikationer til følge.

Fortalerne for frifødsler vil dog pointere, at disse scenarier også kan udfolde ved hospitalsfødsler, og da der ikke findes ret meget forskning eller statistik om frifødsler, er det svært at sige, hvem der egentlig har ret.

Men der er behov for at understrege, at der kan opstå en række uventede akutte scenarier ved en fødsel.

Det fortæller Helene Westring Hvidman, der er cheflæge på Danmarks største fødeafdeling, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital.

“Der er altid risici ved en fødsel, som hvis de opstår udenfor hospitalet kan blive mere kritiske, og så er der særlige forhold fx tidligere kejsersnit, der gør, at vi fraråder, at man føder hjemme. Den fornemste opgave for en fødegang er jo, at vi kan tilbyde en art hjemmefødsel på et hospital samtidig med, at vi også kan tilbyde hjælp i et scenarie, hvor det bliver akut,” siger hun.

Der er til gengæld altid mulighed for at ønske en hjemmefødsel, siger Helene Westring Hvidman.

I det tilfælde er det jordemoderens og fødselslægens opgave at forventningsafstemme med den gravide i forhold til fordele og ulemper og at oplyse, om der er særlige risikofaktorer ved at føde hjemme.

“Ud fra en medicinsk faglig synsvinkel, er det væsentlige, at man er velvisiteret, så man ved, hvad man som kvinde går ind til. Men hvis man er sund og rask og venter et normalt stort barn og har et ønske om at føde hjemme, er der i udgangspunktet intet til hinder for det. Så stiller vi med en jordemoder,” siger hun.

Men én ting er, at kvinder vælger en hjemmefødsel i den regionale ordning, når ellers anbefalingerne følges. Noget andet er, at kvinder vælger at føde helt uden om systemet.

Det kan godt vække bekymring hos fødselslægen.

“I udgangspunktet er det at være gravid og skulle igennem fødsel jo en fuldstændig normal og naturlig proces. Men fødsler er uforudsigelige, og der kan være forløb, hvor vi forventer, at det bliver fuldstændig ukompliceret, men hvor der tilstøder nogle komplikationer under fødslen, som kan gøre, at den ikke længere er ukompliceret,” siger hun.

Helene Westring Hvidman nævner eksempelvis tegn til iltmangel hos barnet, afklemning af navlesnoren eller blødning efter fødslen, som kan gøre, at en kvinde hurtigt må overflyttes til et hospital.

Men føder man helt uden sundhedspersonale, kan disse ting risikere at blive overset eller udvikle sig alvorligt.

Da Ida Kilias besluttede, at hun ville føde i en frifødsel, var det heller ikke, fordi Ida Kilias ville føde hjemme og uden om systemet for enhver pris.

Hun besluttede sig fx for, at hvis hun fødte inden uge 35, vil hun føde på et hospital, ligesom hun gjorde op med sig selv, at hvis noget undervejs føles forkert, vil hun række ud til læge eller jordemoder.

Men Ida Kilias havde en stærk fornemmelse af, at graviditeten forløb som den skulle, både ud fra den faglige viden, Ida Kilias har, men også ud fra det kendskab, hun har om sin egen krop.

Helene Helene Westring Hvidman sig da også ved, at den forskning, der findes om kvinder, der føder uden om systemet, viser, at de som Ida Kilias er meget bevidste og velovervejede i deres valg.

“Det er jo oftest kvinder, som har sat sig utrolig godt ind i tingene og har truffet et meget velbegrundet valg. Jeg er optaget af, hvordan vi som fødeafdeling kan blive bedre, og her er selvfølgelig noget at hente i nogle af de kvinders motivation for at vælge som de gør.”

Ida Kilias ville formentlig have født hjemme uanset hvad, men hun så gerne, at forholdene blev forbedret, så kvinder, der faktisk gerne ville føde på et hospital, ville føle sig mere trygge ved det.

Blandt andet ved mere kontinuerlig støtte i graviditeten og en sikkerhed om, at man har mødt den jordemoder, der kommer til ens fødsel, inden man føder.

“Jeg ville ønske, der var mere tillid til den gravide, men også, at man stoppede med at sætte gravide og fødende i skemaer, hvor man går ud fra, at de forskellige faser tager så og så lang tid, og at hvis man ikke udvider sig et bestemt antal centimeter ud fra et skema, skal man have syntocinon (kunstigt fremstillet erstatning for det naturlige hormon oxytocin, som fremkalder veer under en fødsel, red.),” siger Ida Kilias.

Helene Westring Hvidman mener ikke, at man skal tage valget fra de kvinder, der vælger at føde uden om systemet, men i højere grad blive bedre til at imødekomme kvinder, som har samme overvejelser, men som ikke har lyst til at føde uden læge eller jordemoder.

“For mig er det her et spørgsmål om, at vi kan blive klogere, både af de kvinder, som føder hos os og af de kvinder, som vælger anderledes. Det vigtigste er, at de træffer valget på et oplyst grundlag. Jeg er ikke optaget af, at færre skal føde hjemme, men at vi skaber nogle ordentlige rammer for gravide og fødende ikke mindst på landets fødeafdelinger, hvor flertallet vælger at føde” siger hun.

Helene Westring Hvidman er lydhør over for kritikken af fødeafdelingerne, men mener samtidig, at der er sket store forandringer de senere år, hvor der har være fokus på problematikken med blandt andet jordemodermangel, også politisk.

“Jeg synes, der er sket utrolig meget i forhold til indretningen på både vores fødegang i forhold til at lave et mere tidssvarende indtryk, og rigtig mange steder er der jo også arbejdet med at gøre det mere hjemligt og en mere individualiseret tilgang. Jeg synes, vi i Danmark kan være stolte af den svangreomsorg, vi har opbygget over mange år. Betyder det, at vi er i mål, eller at vi ikke kan gøre det bedre, og at der ikke er steder, hvor vi kan optimere? Det kan vi helt sikkert.”

For Ida Kilias var en frifødsel det helt rigtige valg. Men hun forstår sagtens, at det kan være svært for nogle at forstå, eller at andre vælger anderledes.

“Jeg tænker helt sikkert, at det måske ikke er for alle. Det er absolut mit valg. Man skal kun skal gøre det, hvis man føler, man har en tryghed i, at det, der sker, gerne må ske. Vi har også forskellige liv, vi har levet, og forskellige historier, der bevæger sig i os. Og nervesystemer, der er blevet udsat for forskellige ting. For mig var det her det bedste, og det var det bedste for mit barn.”