Eva troede, at hun var hittebarn. Så dukkede et julekort op

Eva Tind blev født ud af et fly. Sådan står der i hendes nye bog, ”Min Kim”. Det er på én gang skrevet med et glimt i øjet, men samtidig med en stor alvor.

I ”Min Kim” undersøger forfatteren Eva Tind nemlig, hvad der egentlig skete, da hun som etårig blev sat på et fly fra Korea til Danmark for at lande i favnen på sine nye forældre. Det er både en undersøgelse af konkrete spørgsmål – hvor langt er der egentlig fra Korea til Danmark – men også af alle de følelser, der er forbundet med en adoption.

Inden man læser Evas bog, vil man nok kalde hende ”adopteret” eller ”adoptivbarn”. Det gør man ikke, når man er færdig med bogen. Eva vender nemlig ordene på hovedet.

– I princippet er jeg jo adopteret. Men min tanke var at prøve at se, hvad der skete, hvis jeg holdt op med at betragte mig selv som adopteret og i stedet betragtede mig som et helt almindeligt menneske, der har været udsat for nogle ting i mit liv, blandt andet en adoption, der ikke længere definerer mig. Det er en del af min historie, det påvirker mig helt grundlæggende, selvfølgelig, men jeg er ikke defineret af det. Der er en forskel, og det har været eksperimentet, siger Eva og fortsætter:

– Jo længere, jeg kom med den bog, des mere kunne jeg se, at der også skete noget, når man ikke længere tilhørte en kategori. Hvis jeg tilhører kategorien ”adoptivbørn”, er jeg også lidt stadig et barn. Nogle kan stille sig over mig, og det er ikke en ligeværdig relation. Hvis jeg er ”adopteret”, tilhører jeg også en anden kategori, end en almindelig dansker gør.

I sin bog ender Eva med at lande på, at hun er et menneske, der er blevet ”udsat for adoption”. Og det var også, hvad der skete. Som etårig fik hun en ny fødselsattest, hvor der stod, at hun var barn af sine nye forældre, der boede i den lille jyske by Låsby.

De var kærlige forældre, og barndommen var tryg. Begge forældre kom ud af bondeslægt, de havde arbejdet på landbrug og i huset, fra de var meget unge, og mens Eva voksede op, arbejdede hendes mor som køkkenassistent på det lokale plejehjem, og hendes far var vejmand. På mange måder var Evas opvækst som mange andres – og så alligevel slet ikke.

– Jeg kan se nu, at jeg har haft meget mere arbejde end andre. Selv om jeg er blevet elsket og har haft en tryg barndom, er min familie i Låsby meget forskellig fra mig, for eksempel når det kommer til følelser og interesser. Vores temperamenter er også meget forskellige.

– Jeg har ikke haft nogen at spejle mig i, og det har gjort, at jeg skulle opfinde det hele forfra. Jeg har selv skulle finde mine redskaber til at navigere i verden, siger Eva, for hvem læsningen blev et frirum.

– Jeg læste meget, da jeg var barn, for det var min måde at rejse på. Jeg havde en stor udlængsel, og bøgerne var en måde at komme til andre verdener.

– Jeg kunne læse fem bøger på en weekend! Jeg var ikke skolet i, at noget var fint eller ikke fint, så jeg læste også min mors romancebøger fra Brugsen. Jeg læste alt! Jeg tegnede også en del og var meget optaget af mere filosofiske spørgsmål i livet. Hvem er jeg? Hvorfor er vi her?

En fortælling om et hittebarn

Eva voksede op i den tro, at hun var et hittebarn, der var blevet fundet i Korea. Hun talte nogle gange med sine forældre om sin adoption, men først som 14-årig slog det hende, at hun måske kunne finde sin biologiske familie, fordi hun hørte et radioprogram om en kvinde, der havde gjort lige præcis det.

– Hvad nu, hvis jeg kunne det, tænkte jeg, selv om det nok ville være usandsynligt. Jeg nævnte det for en lærer, og han gav mig lov til at låne telefonen på hans kontor. Jeg slog op i telefonbogen og fandt Adoptionscenteret i Aarhus og ringede til dem. Jeg fik at vide, jeg skulle ringe tilbage, så det gjorde jeg i næste frikvarter. Kvinden i røret sagde: ”Det er nok ikke umuligt at finde din familie, men du skal komme herind med dine forældre”. Det var meget bizart, og jeg gik helt i chok. Det samme gjorde mine forældre, for alt blev jo vendt på hovedet.

Det viste sig, at Evas familie i Korea havde sendt hende et julekort to måneder forinden. Og at hun bestemt ikke var hittebarn.

Hendes koreanske far og mor havde haft en krise, de var ved at blive skilt, og faren besluttede, Eva skulle bortadopteres, selv om moren var imod. I Korea er det nemlig faren, der har forældremyndigheden. Evas mor forsøgte at stjæle hende tilbage, men der var papirerne gået i orden, og Eva blev til sidst sat på et fly til Danmark. Nu lå der pludselig et julekort fra en familie, Eva ikke kendte – og hun skrev til dem.

– Derefter begyndte jeg at skrive med dem, for min familie havde ikke råd til at rejse derud – og jeg havde heller ikke særlig meget lyst til det. Jeg var meget nervøs og syntes, det var en mærkelig situation. Og så syntes jeg også, de så underlige ud! De lignede asiatere, og jeg syntes ikke selv, jeg lignede en asiat. Men jeg lagde mit pasfoto ved siden af et billede af dem, og så kunne jeg jo godt se, at vi lignede hinanden, siger Eva med et lille smil om den ungdom i et Østjylland, hvor der ikke var nogen, der lignede hende.

– Hvis jeg i det mindste havde haft nogen, der så ud som mig, havde jeg kunnet læne mig ind i det. Men det havde jeg ikke, så jeg er blevet ret selvopfunden. Men det har også gjort gode ting.

– Jeg kom jo ind i en familie, hvor ingen havde lange uddannelser og heller ingen forventninger til, hvad jeg skulle. Og det betød, at jeg kunne blive til det, jeg ville.

Årene gik, og Eva blev færdiguddannet som arkitekt. Hun tænkte ikke på det tidspunkt, at hun skulle være forfatter, men efter at have fået tre børn, fik hun stress.

– Der begyndte jeg at skrive, for jeg kunne ikke andet. Jeg kunne skrive underlige ting på min computer – det var det.

Eva endte med at blive forfatter, og hun har nu flere bøger bag sig, der blandt andet kredser om, hvad der gør, at vi hører til et sted eller i en familie. Og så i 2021 skete der noget skelsættende for hende. Tiden var moden, og hun tog til Korea for at møde sin familie.

Et mærkeligt møde

– Det var en meget voldsom oplevelse og mærkeligt at møde det her land, jeg slet ikke forstod. Jeg boede kort efter i Ghana, og jeg kunne faktisk bedre forbinde mig med ghaneserne end koreanerne. Alt var så fremmed.

– Det er en svær kultur at komme ind i, fordi koreanerne ikke er så åbne, som ghanesere for eksempel er. Samtidig blev jeg hele tiden genkendt som én, der hørte til, og det var jo fantastisk rent kropsligt, fortæller Eva og fortsætter:

– Den første gang, jeg mødte min mor, var ikke særlig lykkelig for mig, for det var meget hendes følelser og sorg, der fyldte. Man møder jo ikke bare hinanden, og så er alt godt. Det tog nogle gange, før jeg begyndte at føle mig hjemme og kunne åbne mig selv for de her relationer til min koreanske familie.

Derhjemme mødte Eva stor opbakning om sin rejse, selv om moren især var nervøs for, at hun ville blive såret eller ked af det i mødet med sin koreanske familie. Men faktisk var det i begyndelsen ikke så vigtigt for Eva, om hun kunne lide den familie, hun mødte i Korea.

– I begyndelsen fyldte det meget for mig at få lov til at være blevet født ligesom alle andre. At møde den kvinde, der havde født mig. Om jeg kunne lide hende eller ej, var ikke så vigtigt – det vigtige var, at hun fandtes, og at jeg var kommet til gennem hende.

– Men med tiden fik det virkelig stor betydning for mig for min indre stabilitet som menneske, at jeg mødte min koreanske familie. Jeg følte en eksistensberettigelse. Jeg må gerne være i verden, siger Eva og fortsætter:

– Når man mangler det anker, bliver man let at slå ud af kurs. Jeg blev i hvert fald. Det ændrede sig i mødet med mit ophav og min slægt. Noget af det eneste, vi har, som ikke kan ændres, er jo, at vi er blevet født af vores mor. Der er ikke så mange absolutter tilbage, men det at være blevet født kan ikke udfordres.

Den dag i dag forsøger Eva at leve med det nye narrativ om sin adoption. Det er noget, hun er blevet udsat for – men det definerer hende ikke.

– Jeg siger, at jeg har været udsat for adoption, for det er ikke noget, jeg selv valgte. Jeg havde sandsynligvis valgt noget andet, hvis jeg var blevet spurgt på det tidspunkt. En adoption er en transaktion og et papir, der bliver udfyldt. Det er selve adoptionen. Når den er sket, findes den ikke længere. Jeg går jo ikke rundt og bliver adopteret hver dag, siger Eva, der i sin bog tager os andre med ind i en nuanceret udforskning af, hvad adoption gør ved mennesker.

– Jeg har forsøgt at finde nogle termer eller måder at italesætte det på, som er mere sande i forhold til, hvordan det rent faktisk føles. I den her tid bliver folk mere og mere optagede af, hvilke skabeloner vi skal passe ind i. Men er det den rigtige skabelon for mig? Det ligger i sætningen: ”Jeg er blevet udsat for adoption”, at så er der blevet begået et overgreb. Men det er der jo også.

– Jeg var et uskyldigt væsen, der blev udsat for noget, men samtidig har jeg også svært ved at sige, at det var det, der skete. Mine danske forældre har jo ikke ønsket at begå et overgreb på mig, siger Eva, der forholder sig kritisk til adoption den dag i dag:

– Jeg synes, at selve adoptionssystemet skal afskaffes. Adoption betyder, at man laver et papir, hvor man forfalsker folks fødselsattest. Det skal man holde op med. Men jeg er ikke imod, at man kan tage sig af børn, der ikke er ens egne.

– Jeg vil ikke have afskaffet, at man må danne familie på andre måder, men jeg prøver at pege på, at familieforholdet godt kan løses juridisk, uden at man skal slette barnets ophav, siger Eva.

– På min fødselsattest står der jo, at jeg er datter af mine forældre i Låsby, og det er jeg jo ikke, vel? Man har visket alt andet ud. Jeg synes, man skal stå ved, at mennesket har ret til at kende sig selv. Man har ret til at vide, hvem der faktisk har født én. Det er jo også nedskrevet i FN’s menneskerettighedskonvention, at man ikke må gøre det.

– At få et barn er ikke en menneskerettighed, men at kende sit ophav og sin slægt er det. Vi overholder det bare ikke.

Det gør noget ved et menneske ikke at kende sit ophav, understreger hun:

– Jeg har arbejdet rigtig meget med senildemente, da jeg var ung. Min mor i Korea er også blevet dement. Og man kan lidt sammenligne det med det. De demente mennesker findes jo, men al deres historie er slettet – den er gået tabt. Det er også lidt det, man gør med en adoption. Man visker tavlen ren, og det skaber en forvirring. Man får svært ved at rodfæste sig.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 48/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.