Fire kvinder om angrebet på Ukraine: Jeg har set nyhederne med tårer i øjnene

Rusland har indledt et angreb på Ukraine. Det sker, efter Ruslands præsident, Vladimir Putin, torsdag morgen annoncerede en ”militær operation” i Ukraine.

En invasion som verdens ledere, inklusiv statsminister Mette Frederiksen, har været ude at fordømme.

Der er meldinger om brag og eksplosioner i en lang række Ukrainske byer.

Landet er i undtagelsestilstand, og ukrainere bliver opfordret til at blive inden døre. Samtidig er veje og togstationer proppet med folk, der prøver at flygte fra den usikre situation.

Vi har talt med fire ukrainske kvinder, som er bosiddende i Danmark, om, hvordan det er at se sit hjemland være under angreb.

Natali Brodersen

48 år, flyttede til Danmark for 20 år siden og bor nu med sin mand og børn i Holstebro. Driver firmaet Work Advice, der formidler jobs til blandt andet ukrainere, som gerne vil til Danmark.

Lige nu føles det som et mareridt. Det er svært at forklare, for jeg har aldrig oplevet at være så bekymret for mine venner og familie før.

Jeg har nyhederne tændt på både ukrainske og danske kanaler, så jeg hele tiden kan følge med.

Mine venner og familie skriver og ringer til mig, hver gang, der sker noget nyt: Nu er der blevet lukket for banegården, nu er lufthavnene lukket, nu kan man høre, at de skyder og bombarderer.

Det er forfærdeligt. Det kan ikke være værre.

Min svigermor bor i Donetsk-regionen, men i den del, som endnu tilhører Ukraine. Hun bliver snart 70, og hun har svært ved at rejse.

Jeg ringer til hende hver time og spørger hende, om hun har vand nok, fordi de er bange for, om vandet bliver lukket.

Pengeautomaterne er lukket, og folk tømmer supermarkederne for det nødvendige. De gør sig klar til det værste.

Min mands lillesøster bor i den del, der er kontrolleret af russerne. I går aftes fik vi fat i hende, og hun fortalte, at hendes mand blev hentet med bus og nu skal kæmpe imod Ukraine.

Der er også mange unge ukrainere, som er klar til at kæmpe. De ældre vil helst have krigen stoppet.

For mig er det vigtigste bare, at folk ikke skal dø.

Arina Sharanich

30 år, dagplejer, flyttede til Danmark i 2011 og bor nu i Øster Hornum i Nordjylland med sin mand og børn.

Jeg har siddet hele morgenen med tårer i øjnene og fulgt med i nyhederne siden klokken fire.

Det er svært, at der ikke er noget, jeg kan gøre for min familie, som stadig er i Ukraine. Selvom jeg har bedt dem om at rejse op til os mange gange, fordi jeg frygtede, at der ville komme krig, så troede de, at situationen ville blive bedre.

Mine forældre, som bor i Vestukraine, har svært ved at forstå, at Rusland vil starte en krig.

De har vænnet sig til, at der konflikt i Østukraine, efter Rusland tog Krim-halvøen i 2014.

Men de havde aldrig troet, at der ville komme angreb i hele landet, for Rusland er jo vores nabo.

Min lillesøster bor i Kiev, og hun kan ikke komme ud af byen nu, fordi alt er lukket, både banegårde og lufthavne.

Irina Olsen

34 år, flyttede til Danmark som 10-årig, og bor nord for København med sin mand og datter. Influencer og forretningskvinde.

Det var min mand, der vækkede mig i morges. Det første, han siger til mig, er: ”De er inde nu.”

Da jeg gik i seng i går, kunne jeg godt se, hvad der foregik, og jeg havde en virkelig dårlig mavefornemmelse.

Det første jeg gjorde, var at ringe til min mor, som også bor i Danmark. Jeg græd, og hun græd.

Hun havde allerede snakket med både vores familie og nogle af hendes venner. De var okay indtil videre, men situationen er en helt anden, end den var i går.

Folk flygter fra de større byer, og der er panik. Alle har prøver at skaffe benzin, mad og hæve nogle penge.

Vi er fra Dnipro, som er den tredje største by i Ukraine. Vi har noget familie lidt længere nede i landet, som har sagt, at de prøver at samle hele familien på et sted, så de i det mindste er sammen.

Det er svært at gøre noget for dem lige nu, herfra hvor vi er. Man føler sig lidt magtesløs. Men vi holder hele tiden kontakten til familie og venner, og jeg er i gang med at planlægge en indsamling til Ukraine sammen med Røde Kors

Alina Protsyk

34, flyttede til Danmark som 14-årig, bor I københavn. Er selvstændig og arbejder blandt andet med rådgivning af dansk-ukrainske virksomheder.

Jeg vågnede klokken syv i morges og kunne slet ikke forstå, hvad der skete. Der lå allerede en masse beskeder på min telefon fra familie og venner i Ukraine.

Da det gik op for mig, hvad der var sket, var jeg helt i chok. Jeg var bekymret for befolkningen i Østukraine, men det er næsten ikke til at forstå, at der også har været angreb i Kiev og andre store byer.

Min søster i Kiev har hørt eksplosioner, tæt på hvor hun bor, og hun er ved at flygte til Vestukraine med sin mand og sit barn. Jeg ved ikke, hvor de er, for hun svarer ikke. Telefonforbindelsen til Kiev fungerer ikke særligt godt lige nu.

Min anden søster er stadig i Kiev. Hun er medicinstuderende og er på arbejde nu.