Flere end 70 ledige jordemodervagter på Hvidovre og Herlevs fødegange de næste 10 dage: ”Det føles, som om det brænder”
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
”Det er en gylden tid som jordemodervikar i øjeblikket.”
Sådan lyder det i en mail udsendt fra et af de vikarbureauer, der i disse uger forsøger at lappe hullerne i vagtplanerne på fødegange i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
”Vi har vagter på stort set alle sjællandske fødegange i alle vagtlag,” lyder det videre i mailen.
En oversigt over ledige jordemodervagter fra et vikarbureau viser, at der de næste 10 dage er 34 ledige vagter på Hvidovre Hospitals fødegang.
På Herlev Hospital er der i samme periode 39 ledige vagter.
Det er ikke kun i Region Hovedstaden, jordemødre er eftertragtede: På Roskilde Sygehus, der hører under Region Sjælland, er der 32 ledige vagter de næste 10 dage.
Her er det en oversigt over de vagter, der er udbudt til den 12. august.
Region Hovedstaden fortæller, at de ikke har et samlet overblik over antallet af jordemødrevagter, der bliver udbudt til vikarer.
Ifølge dens seneste opgørelse for juli måned var der i alt 57 ledige jordemoderstillinger i Region Hovedstaden.
Normalt mangler de tre procent af de jordemødre, de gerne vil ansætte – nu mangler de i stedet omkring 10 procent.
"Det er meget intenst"
Jordemoder Marie Christiansen er en del af bevægelsen Jordemødre for Ligeløn, som i foråret samlede underskrifter fra flere end 1.000 jordemødre og jordemoderstuderende.
Alle skrev de under på ikke at lade sig ansætte i nye stillinger, før de er blevet lovet bedre løn fra politisk hold.
- Det er ikke bæredygtigt. Det har grebet om sig nu og handler ikke kun om vores erklæring fra foråret. Jeg tror, der er en ting inden i hver enkelt jordemoder, hvor vi tænker: Jeg siger fra nu.
- Det er meget intenst. Det føles, som om det brænder. Der mangler rigtig mange jordemødre på landets fødegange, siger hun.
Hun fortæller, at jordemødrene bekymrer sig om sikkerheden for de kvinder, der skal føde, og efterlyser politisk handling.
Vikarerne er dyrere at udbetale løn til end fastansatte, og Marie Christiansen undrer sig over, at man ikke i stedet bruger de ekstra midler til at sætte fastansattes løn op.
- Dem, der skal handle, handler ikke, siger hun med henvisning til politikerne.