Første gang hun møder ham, sidder han i det, der ligner et gravkammer

Forestil dig, at et par politibetjente en dag banker på din dør og anholder dig. De tager dig med på stationen, de afhører dig i mange timer, og inden du har fået set dig om, har du tilstået en frygtelig forbrydelse, du ikke har begået. Det kan være en voldtægt, et overfald – eller et mord.

Det virker sikkert vanvittigt, når du forestiller dig det, men det er ikke desto mindre virkeligheden for flere mennesker i det amerikanske retssystem.

Flere tusind amerikanere er nemlig blevet dømt for forbrydelser, de ikke har begået. Og en betydelig del af disse domme skyldes falske tilståelser.

– Måden, politiet afhører dig på i den slags sager, er meget anderledes end for eksempel i Danmark. Politiet stiller meget ledende spørgsmål, og det gør, at du, selv om du ikke har været til stede på gerningsstedet og intet har med forbrydelsen at gøre, kan lære igennem spørgsmålene, hvad svarene er.

– Du ender med at svare det, politiet vil have dig til at svare. De leger også som regel ”good cop” og ”bad cop”. Den ene betjent er venlig og foregiver, han vil hjælpe dig – den anden råber og skriger af dig, hvis du ikke svarer det rigtige, fortæller advokat Jane Fisher-Byrialsen.

Hun ved om nogen, hvad hun taler om. Hun er nemlig en af de førende forsvarsadvokater i USA, og så har hun specialiseret sig i falske tilståelser.

– Den største ting, der gør, at så mange i USA erkender, de har begået en forbrydelse, de egentlig ikke har noget med at gøre, er, at politiet må lyve for dem. Det ser vi næsten i alle falske tilståelsessager – politiet lyver om et stort bevis over for den, de har anholdt.

– I en sag løj politiet for eksempel over for en 14-årig dreng om, at de kunne se på hans sko, at han havde været på gerningsstedet. De kom med et forstørrelsesglas og kiggede på hans skosåler, mens de afhørte ham og sagde, at hans fodaftryk matchede dem på gerningsstedet. Det lyder jo nærmest som en parodi!, siger Jane stadig med vantro i stemmen, selv om sagen fandt sted nytårsaften 1999.

En kamp for at ændre systemet

En anden sag, Jane heller ikke kan glemme, er sagen med den 16-årige dreng Korey Wise. Han blev sammen med fire andre unge drenge dømt for et brutalt overfald, mordforsøg og voldtægt på en kvinde, der løb en tur en sen aften i Central Park.

De fem drenge kendte ikke hinanden, deres forklaringer stemte ikke, DNA-beviserne matchede ikke, men de fik alle lange fængselsdomme, fordi de påtog sig skylden efter at være blevet afhørt i flere døgn af politiet.

I sin bog ”Min kamp for retfærdighed” beskriver Jane, hvordan Korey Wise bliver bedt af politiet om at følge med til en kort afhøring. ”Lige om lidt er du hjemme hos din mor igen”, sagde politibetjentene, men Korey Wise kom ikke hjem til sin mor igen.

I stedet endte han med at sidde fængslet i 13 år, før den rigtige forbryder erkendte sin skyld. Men selv efter Korey Wise kom på fri fod, blev politiet ved med at chikanere ham. De arresterede ham for at køre over for rødt, for at cykle på fortovet og andre små forseelser.

Og det var sådan, Jane i første omgang blev præsenteret for den nu voksne Korey, der havde siddet i fængsel hele sin ungdom og en stor del af sit voksenliv for en forbrydelse, han ikke havde begået.

Mødet med Korey Wise blev startskuddet på Jane Fisher-Byrialsens karriere som forsvarsadvokat med speciale i falske tilståelser.

– Min veninde, der arbejdede som beskikket forsvarer, sagde til mig, at der var en ung gut, der blev ved med at komme i fængsel for småting, og om jeg ikke ville køre en lille erstatningssag for politiets chikane? Det sagde jeg ja til.

– Til det første retsmøde var der fyldt op med advokater ved anklagerens lange bord. Jeg tænkte, det var underligt, der kom så mange advokater for en så lille sag – det var jo bare en erstatningssag for at sidde i fængsel én dag for en forseelse! Efter retsmødet spurgte jeg Korey, om han ikke syntes, det var mærkeligt, der var så mange på anklagerens side. Så sagde han: ”De er der nok på grund af den anden sag – du kan google mig!”.

Jane googlede Korey Wise og forstod, at han var en af ”The Central Park Five”, som de fem drenge kaldtes. Det ledte til, at hun førte en erstatningssag for ham for den uretmæssige dom.

Hun var en helt ung, ny advokat – med egne ord ”lidt naiv” – men efter et langt sagsforløb endte hun og hendes mand med at vinde sagen.

Korey Wise fik en million dollar for hvert år, han havde siddet i fængsel. Det løb altså op i 13 millioner dollars; godt svimlende 90 millioner danske kroner, og det var på det tidspunkt den største civile udbetaling til en uskyldig dømt i USA.

Og sådan begyndte Jane og hendes mand Davids kamp for at give retfærdighed til dem, der dømmes fejlagtigt i USA.

De bor nu på et landsted udenfor Denver med hunde, katte, heste og to børn, og så driver de deres advokatfirma sammen inde i Denver By.

– Der fik jeg øjnene op for, hvordan det amerikanske system virkelig fungerede, fortæller Jane om Korey Wise-sagen og fortsætter:

– Jeg synes stadig ikke, man kan sidde på sine hænder og gøre ingenting, når den slags ting sker. Man er nødt til at forsøge at kæmpe imod og ændre det her system.

Sammen om nederlagene

Kæmpe imod gør Jane og hendes mand David på daglig basis. De mødtes, da de var på det samme begynderhold som offentlige forsvarer i 2005.

Dengang havde de begge andre kærester, de blev gode venner, men året efter skete der noget mellem dem. De endte med at blive kærester, og i 2008 stiftede de både deres advokatfirma sammen og blev gift. Siden er to børn kommet til, og de fører en lang række sager for uskyldigt dømte eller sigtede i USA.

– Jeg synes ikke, der er nogle ulemper ved at arbejde sammen med David. Virkelig ikke. Jeg kunne ikke have gjort alt det her uden ham – det havde i hvert fald ikke været lige så godt for mig.

– Han er en kæmpe støtte, og det er rigtig rart at kunne have én som ham, der forstår min hverdag. Det er så svært for udenforstående at forstå den uretfærdighed, vi møder! Du skal blive ved og ved og ved, selv om der kommer nederlag efter nederlag. Det ved jeg, David forstår, siger Jane og fortsætter:

– Når jeg har en dårlig dag, kan jeg ikke forklare en veninde det. Hvordan forklare hende, hvordan det føles at have med en familie at gøre, hvis søn sidder i fængsel for noget, han ikke har gjort?

– Moren græder, faren græder, drengen græder, og det er mit ansvar at løse det. Det er svært at forstå for andre. De vil nok tænke: ”Overdriver hun ikke bare?”. Men når jeg siger til David, hvordan jeg har det, forstår han det.

Ikke en Malthe igen

Virkeligheden overgår ofte fantasien – eller måske rettere mareridtet – i Janes arbejdsliv, og det er sagen med Malthe Thomsen, som du måske husker, et godt eksempel på.

Malthe var en ung børnehavepædagog, der arbejdede i New York, men som i 2014 blev meldt til politiet for overgreb på børn begået i børnehaven, han arbejdede i.

En ansat hævdede at have videoer af Malthe Thomsen, der gramsede på børnene, og under en afhøring fik politiet ham til at tilstå. Det var selvfølgelig en falsk tilståelse, og Malthes mødre bad Jane føre sagen.

– Første gang, jeg møder Malthe, sidder han i detentionen ”The Tombs”. Det ligner et gravkammer – deraf navnet. Der er sporadisk meget tynde vinduer, men ellers er det bare beton på beton. I besøgsrummet stod der et plastikbord og nogle plastikstole, der lignede, de hørte til i en have. Ud ad vinduet kunne jeg se, at der kom en stor dreng gående med bøjet hoved helt langsomt ned af gangen. ”Hej Malthe”, sagde jeg, og han så overrasket ud, for han vidste ikke, at der ville komme en advokat, der talte dansk, fortæller Jane.

I fængslet på Rikers Island blev Malthe Thomsen chikaneret og truet på grund af pædofilianklagerne, og han endte derfor i isolation.

I ”Min kamp for retfærdighed” fortæller Jane blandt andet, hvordan Malthe (med god grund) frygter for sit liv – men også om hvordan, han de første dage i politiets varetægt må have de samme endagskontaktlinser på i flere døgn for i det mindste at kunne se dem, der truede ham. Til sidst kom han ud af fængslet med fodlænke, og han og hans familie var derefter længe i en ventetilstand.

– Han og hans mødre sad bare i en lille lejlighed på Manhattan og ventede på, om han skulle i fængsel igen, siger Jane om forløbet.

– Malthe havde det superdårligt og var bange. Der skete hele tiden noget i den sag, og han havde brug for at tale tingene igennem med os. Han er virkelig et meget intelligent menneske og superbetænksom.

Jane taler om Malthe Thomsen i nutid, selv om han ikke er her mere. I 2019 blev han fundet død som 27-årig af en blodprop i hjertet. Jane er overbevist om, at pædofilianklagerne og det retlige efterspil kostede Malthe Thomsen livet.

– Vi var så glade alle sammen, da anklageren frafaldt sagen, men det gik samtidig hurtigt over. For der var stadig et menneske – Malthe – der havde fået sit liv ødelagt på grund af det, der var sket. Han var virkelig helt ødelagt. Og efter min mening endte han også med at dø af den sag, siger Jane, der efter at have ført Malthe Thomsens sag begyndte at se sit arbejdsliv i et nyt lys.

– Malthe og Koreys sager minder om hinanden, selv om Malthe er ældre – det er stadig to sager, hvor politiet har afhørt på samme måde, og hvor mediernes pres for at finde en skyldig har været stort.

– Begge sager rummer falske tilståelser. Koreys sag var i 1989, Malthes sag var i 2015. ”Come on, det stopper aldrig”, tænkte jeg efter Malthes sag, siger Jane og ryster på hovedet, for så at fortsætte:

– Det føltes meningsløst at køre erstatningssager én ad gangen. Som at rette én fejl i stedet for et system. Min mand og jeg begyndte at tænke på, hvordan vi kunne gøre en forskel, så der aldrig ville blive en Malthe eller Korey igen. Vi vidnede derefter flere gange i Kongressen og andre steder, hvor loven kunne ændres.

– I Colorado har vi for eksempel nu fået indført, at man ikke må lyve til børn under afhøring. Det er jeg glad for, men jeg vil gerne have det lavet om til, at man ikke må lyve for nogen overhovedet. Hele måden, politiet afhører folk på, vil jeg sådan set have ændret.

Et stort temperament

Foruden sit politiske arbejde med at ændre det amerikanske retssystem er Jane og hendes mand, David, også begyndt at være mere åbne over for medier.

Det er en del i deres arbejde for at skabe synlighed og på den måde ændre et system, der sender mange uskyldige i fængsel i USA.

Jane har siden Malthe Thomsens sag medvirket i et hav af interviews, været med til at rådgive holdet bag en Netflix-serie om Korey Wise-sagen og været hovedrollen i dokumentaren ”Falske tilståelser” om sit arbejde. Adspurgt, om man kan kalde hende aktivist, svarer Jane uden at tøve, at ”ja, det tror jeg godt, man kan”.

Når man taler med Jane, er man i hvert fald ikke i tvivl om, at der her er tale om en kvinde, der kæmper med liv og sjæl for dem, hun forsvarer.

– Jeg har et stort temperament, indrømmer Jane da også.

Hun måtte for eksempel i Malthe Thomsen-sagen opgive at tale med anklageren efter et sammenstød.

– Mit store temperament er en fordel, fordi det giver mig energi. Jeg er ikke bange for noget, jeg tøver ikke, og jeg er modig og tager chancer. Jeg er villig til at gå rigtig langt og gøre rigtig mange ting, som andre advokater nok ikke ville gøre, siger Jane, men der er også en bagside af passionen.

– Mit temperament kan også spænde ben for mig, som det for eksempel gjorde i sagen med Malthe og hende anklageren. Jeg arbejder derfor på at tøjle det. Man kan jo ikke have en modstander, der ikke vil tale med én!

Udefra kan det være svært at forstå, hvor Jane får sin kampgejst fra. De fleste af os kender til den uretfærdighed, der er i verden, men få af os gør aktivt noget ved den. Siden hun var barn, har Jane imidlertid ikke bare været bevidst om uretfærdigheden i verden – hun har også haft lyst til at gøre noget ved den.

– Min far arbejdede for Mærsk, så vi flyttede meget rundt i udlandet i min barndom. Vi kom til lande, hvor folk ikke havde det godt, og som var meget anderledes end Danmark. Vi var i lande i Afrika, i Borneo, i Brasilien, og det gav mig, fra jeg var helt lille, en mulighed for at se, at der var store problemer og ulighed i verden. Jeg levede i det som barn, det var hverdag, men det fik mig også til at forstå uretfærdigheden, siger Jane.

– Mine forældre kunne være blevet i en country club i for eksempel Egypten og kun været sammen med expats (udlandsdanskere, red.), men det gjorde de ikke. Min mor arbejdede frivilligt på hospitaler, og jeg var med hende på arbejde, hvor jeg så alt det, der foregik. Mine forældre startede også pigeskoler i fattige landsbyer I Egypten. Min retfærdighedssans kommer nok i høj grad fra dem.

Forældrene er med hele vejen

I dag er forældrene også en af grundene til, at Jane kan holde hovedet oven vande med et arbejde, der trækker på både psyke og fysik, fortæller hun.

– Mit liv ser nok bedre ud udefra, end det er indeni. Jeg har dage, hvor jeg er meget ked af det – og hvor jeg føler mig utrolig presset og stresset. Jeg har en evne til at gå videre alligevel, og det skyldes nok blandt andet mine forældre, siger hun og afviser at stoppe med at kæmpe.

– Lige nu har vi måske fem eller seks store sager kørende. Vil det være nok at stoppe efter dem? Selvfølgelig ikke. Det bliver aldrig nok. Jeg har haft de muligheder og de evner, der gør, at jeg kunne blive advokat, og med det følger også en pligt. En pligt til at gøre verden til et bedre sted.

– Jeg vil gerne dø i visheden om, at jeg lavede noget om på et højere niveau end i enkeltsager. Jeg vil sikre mig, at jeg har efterladt verden bedre for mine børn.

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 43/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.