Fra badeværelset kan de høre skrig fra fængslets kælder

Hver dag, når de vasker deres tallerkner af på badeværelset, kan de høre skrig komme fra fængslets kælder.

– Jeg ved ikke om kælderen er der, hvor de dømte mennesker sidder. Men der går rygter om, at det er der, hvor de politiske fanger får tæsk.

Sådan skriver den 31-årige politiske studerende Leila Hosseinzadeh fra sin Twitter-profil.

Hun er iransk studerende på Teheran Universitet, men de sidste fem måneder har hun opholdt sig i fængslet Adel Abad, der ligger i den sydlige by Shiraz.

I takt med at demonstrationerne i Iran er vokset siden Jina Mahsa Aminis død tilbage i september, er omkring 18.000 demonstranter blevet anholdt. Mange af dem har siddet samme sted som Leila Hosseinzadeh, som nu beretter om forfærdelige forhold inde bag fængslets mure.

Det skriver Iranwire.

– Et eksempel var, da jeg stod i kø foran butikken, hørte jeg en ung fængselsbetjent sige til en indsat, som blev holdt i isolation: ’Fald på knæ foran fødderne på min kollega, kys hendes fødder, skrig og jeg kan få dig ud af isolation’.

Leila Hosseinzadeh er kendt aktivist og har siddet i fængsel af flere omgange for at gå mod regimet. Hun har tidligere siddet i det berygtede Evin-fængsel, der er kendt for at have politiske fanger.

Katastrofale forhold

På Twitter fortæller Leila Hosseinzadeh, at den sundhedsmæssige tilstand i kvindeafdelingen er en ”katastrofe”.

Hun fortæller, om en diabetiker i fængslet, hvis sår på benet begyndte at åbne sig, hvortil svaret var ”det er normalt”. HIV eller hepatitis patienter, der blev efterladt til sig selv uden nogen form for behandling.

– Jeg bad selv om en test for hepatitis mange gange, men det gjorde de ikke,” skrev Leila Hosseinzadeh. I stedet får almindelige indsatte ”beroligende piller”, hvilket hun kalder en ”forfærdelig forbrydelse.

Claus Valling Pedersen er lektor på Københavns Universitet i persisk og Iran-ekspert. Han genkender de forhold, som Leila Hosseinzadeh beskriver i sine tweets.

– Forholdene i fængslerne i Iran er ret forfærdelige, kan man roligt sige. Der er både rapporter om tortur og dårlig behandling, forstået på den måde, at hvis en er fængslet og lider af en sygdom, så får han eller hun ikke medicin ind.

Leila Hosseinzadeh skriver, at alt er forbudt i fængslerne. Alt fra at klippe sit hår, ryge cigaretter, tygge tyggegummi, indtage produkter med koffein, til at lære hinanden engelsk.

– Behandlingen, som nogle af de indsatte får af nogle fængselsbetjente, går absolut under al menneskelig værdighed, skriver hun.

Om det er tortur Leila Hosseinzadeh har hørt fra kælderen, ved hun ikke. Men det er ikke urealistisk at tænke, at netop det har foregået i fængslet, hvis man spørger Claus Valling Pedersen.

– Det er meget velkendt, at man bruger tortur i fængslerne, fordi det netop er et så repressivt styre, vi har med at gøre. Det eneste, man er i tvivl om, er omfanget. Men ofte bruger man tortur, når man ikke kan få en tilståelse ud af folk. Så kan man sådan set torturere sig til falske tilståelser, siger han.

Økonomisk pres

Med 18,000 arresterede demonstranter kunne det tænkes, at der var pres på fængslerne. Men det er ifølge Claus Valling Pedersen ikke informationer, der får lov til at se dagens lys.

Femina har tidligere beskrevet fængselstilstanden i Qarchak-fængslet.

Indtil nu har 522 ifølge Human Rights Activists News Agency (HRANA) mistet livet under protesterne i Iran, mens fire mænd er blevet henrettet af regimet.

Men Claus Valling Pedersen peger på, at protesterne er begyndt at gå lidt i sig selv.

– Protesterne er ikke nær så hyppige og iøjnefaldende mere, som de har været. Det skyldes særligt udmattelse. Der er høj inflation, og regeringen har trukket nogle af deres subsidier tilbage, derfor er basisvarer som brød, olie og sådan noget blevet meget dyre.

Subsidier er økonomiske tilskud, som staten giver til bestemte virksomheder for blandt andet at holde prisen på bestemte varer nede.

– Borgerne i Iran skal helst kunne klare sig til dagen og vejen, og det at tjene sine penge og kunne klare at få mad på bordet, er blevet det vigtigste, siger Claus Valling Pedersen.