Fra skrald til sjov: Sådan bliver affaldssortering til en leg for hele familien
Foto: Unsplash
Det kan være let at glemme affaldssortering – især i en travl børnefamilie, hvor hverdagen allerede er fyldt med opgaver. Men affaldssortering behøver hverken være kedeligt eller en tung pligt. Tværtimod kan det blive en sjov og lærerig aktivitet, hvor hele familien kan deltage og samtidig opdage, hvor meget deres sortering faktisk betyder i det store billede. Ved at gøre sorteringsarbejdet til en leg kan både børn og voksne få større indsigt i, hvorfor det er så vigtigt at genanvende materialer som pap, papir og plast, og etablere gode vaner, som kommer både hjemmet og den verden, vi lever i til gode.
Når vi som familie prioriterer affaldssortering, bidrager vi aktivt til at sikre, at ressourcer som f.eks. papirfibre, glas, metal og plast kan genanvendes og blive brugt igen. Det sparer på naturens ressourcer. Hvert lille stykke affald, vi sorterer, gør en forskel, og derfor er det værd at få hele familien med på at skabe positive vaner omkring affaldssorteringen – på en sjov og kreativ måde.
Foto: Unsplash
Fem tips til at gøre affaldssortering til en leg for hele familien
Papirets styrke – eksperimenter og leg
En sjov måde at engagere børnene i affaldssorteringen er at lave små eksperimenter, der viser, hvor stærke materialer som pap og papirfibre faktisk kan være. Byg små tårne af papstykker og se, hvor meget vægt de kan holde. På den måde får børnene en visuel forståelse af, at materialer som pap har en værdi og bør genanvendes i stedet for at ende i den skraldespand, der sender affaldet til forbrænding. Fortæl dem også, at pap og papir fra for eksempel drikkekartoner kan blive til nye ting som pizzabakker, skotøjsæsker og flyttekasser – så oplever de, hvorfor affaldssortering er vigtigt, og får et lille indblik i, hvad deres indsats kan føre til.
Skraldejagt med belønninger og points
Skab en sjov skraldejagt, hvor børnene får point for korrekt sortering. De kan for eksempel få til opgave at finde og sortere plastik, mælkekartoner, pap og glas i de rigtige beholdere, og den, der har flest point i slutningen af ugen, kan vinde en lille præmie, som at vælge aftenens film, aftensmaden eller en aktivitet i weekenden. Tag også legen med udenfor, hvor børnene kan hjælpe med at matche affald fra hjemmet til piktogrammerne og de rigtige skraldespande – på den måde lærer børnene, at sortering ikke stopper, når affaldet er sorteret indenfor, men at arbejdet fortsætter, og at deres indsats er en brik i et større, meningsfuldt puslespil.
Vær kreativ med kartonerne
Rens brugte kartoner og emballage og find kreakassen frem. Lad dine børn kaste sig ud i at skabe noget kreativt med kartonerne inden de genanvendes, og kun fantasien sætter grænser. Uanset om det bliver til et klippeklistre kunstværk, tredimensionel installationskunst, et hus af karton eller en potteplanteholder, så er formålet at vise, at kartonerne har en værdi og en anvendelse, der rækker langt ud over at holde på mælken eller juicen i køleskabet. De kan genanvendes til mange formål - også inden de sorteres og sendes videre i genanvendelsessystemet.
Farvekoordinering og kreativ dekoration
Gør affaldsbeholderne farverige og sjove ved at lade børnene hjælpe med at dekorere eller male dem. Hver type affald kan have sin egen farve – for eksempel grøn til glas og blå til papir – så det bliver lettere for alle at huske, hvor tingene hører til. Hvis I hænger en lille sorteringsvejledning op med billeder eller tegninger, lærer især de mindste børn hurtigt systemet at kende og vil føle sig mere involverede. Når børnene selv er med til at skabe en visuel struktur, får de større forståelse for sorteringen og føler samtidig ejerskab over opgaven.
Fold, tryk og spar plads
Gør det til en del af sorteringsrutinen at få affaldet til at fylde mindre – noget børnene virkelig kan være med til på en sjov måde. Lad dem folde og trykke mælkekartoner flade eller hoppe på plastflasker (altså dem, der ikke skal pantes), inden de ryger i affaldsbeholderne. I kan også lave en lille konkurrence om, hvem der kan få emballagerne til at fylde mindst, eller stable plastemballage fra frugt og grønt i hinanden på den bedste måde, så der kommer mere plads i sorteringsbeholderne. Ved at komprimere pap, plast og metaldåser kan I fylde affaldsbeholderne op, så de skal tømmes færre gange, og samtidig får børnene
en aktiv rolle i at gøre plads til mere genanvendelse. Dette gør sorteringen både praktisk og underholdende – og børnene vil elske det.
Ved du hvorfor vi indsamler mad- og drikkekartoner med plast?
For mange virker det ulogisk, at mad- og drikkekartoner skal indsamles sammen med plast, ikke med pap. Forklaringen er, at den indsamlede plast i forvejen bliver sorteret ud i forskellige plasttyper på anlæg, der også sorterer mad- og drikkekartoner fra. Hvis mad- og drikkekartoner samles ind med det almindelige pap, risikerer de at ødelægge pappets kvalitet, da kartonerne kan være våde. Derfor er det bedre at samle drikkekartonerne ind sammen med plasten, der ikke tager skade af fugt. Se efter piktogrammet for mad- og drikkekartoner, når du afleverer affaldet.
Få de gode vaner med fra barndommen
I dag er det i stigende grad almindeligt at sortere affaldet, så det kan genanvendes. Det oplever vi i daginstitutioner, skoler, arbejdspladser og i det offentlige rum. Når børnene lærer at sortere deres eget affald, får de tidligt en forståelse for, hvordan ressourcer kan genanvendes – og hvorfor det er vigtigt. For eksempel kan de indsamlede mælkekartoner genanvendes og blive til nye papir produkter som æggebakker, pizzabakker eller køkkenruller. Det sparer råmaterialer og reducerer behovet for at fælde flere træer. Forskning viser, at vaner og adfærdsmønstre etableret i barndommen ofte bliver overført til voksenlivet. En undersøgelse offentliggjort på ResearchGate peger på, at børn, der involveres i daglige, bæredygtige aktiviteter som affaldssortering, ofte fastholder disse vaner som voksne. Desuden fremhæver studiet en bagvedliggende miljøpsykologi, der peger på, at når børn får praktiske og gentagne oplevelser med miljøvenlig adfærd, udvikler de en øget miljøbevidsthed og et personligt ansvar for miljøet senere i livet. Ved at gøre affaldssortering til en del af dagligdagen skaber man derfor ikke kun en konkret indsats her og nu, men investerer i fremtidige vaner og holdninger, der kan bidrage til et samfund, hvor flere tager ansvar.
Foto: Unsplash
Sådan sorterer du emballage fra fødevarer
Dette skal sorteres som Mad- og drikkekartoner
Kartoner med mejeriprodukter
Kanoner med plantebaserede produkter
Juicekartoner
Madlavningsfløde kartoner
Kartoner til fx flåede tomater, kokosmælk, bønner og lignende
Dette skal ikke sorteres som Mad- og drikkekartoner
Karton fra morgenmadsprodukter og lignende
Karton der benyttes til tørre, dvs. ikke våde eller fugtige, produkter. Dette skal sorteres som pap
Husk ...
Emballage, der har indeholdt mad eller drikke, skal tømmes, så godt du kan, så du undgår
madspild. Du behøver ikke skylle dine kartoner. Er der et låg på kartonen, så lad det sidde
på. Det holder på eventuel lugt, og låget kan også genanvendes.
OM TETRA PAK
Tetra Pak er førende inden for fremstillingen af emballage til fødevarer, særligt flydende produkter som mælk og juice. Emballagen er let, praktisk og genanvendelig, hvor de rette faciliteter er til stede, og kræver korrekt sortering for at sikre, at materialerne
kan genanvendes.