"Grunden til, jeg er blevet 100 år? Jeg tror, man skal holde sig i gang. Og selvfølgelig være heldig"

Indrømmet, det er ikke lige det, man forventer, når man ringer én op, der er fyldt 100 år. Pludselig kommer der en tøven i den anden ende af forbindelsen, og så lyder det:

– Det er altså ikke, fordi jeg ikke gerne vil medvirke. Men jeg har næsten ikke tid!

Grethe Roed, som er hende, vi ringede til, og som alligevel fandt tid, fordi vi kunne komme forbi en mandag, "for det er den dag, jeg har bedst tid", er billedet på en udvikling, en opadgående kurve, der fortæller det tydelige sprog om, at flere og flere danskere bliver 100 år.

I år er der 1.200 mennesker i Danmark, der er 100 år eller derover. Og ser vi 30 år frem, ventes det tal at blive tre gange så stort.

Grethe er noget særligt, en af den slags, der modtager en skriftlig lykønskning fra dronning Margrethe, fordi de fylder 100.

Og hvis Grethe bliver 105 og 110, vil der også til den tid komme royale lykønskninger. Men hun er altså samtidig noget særligt, der er ved at blive mere almindeligt.

Der er smukt dækket op med det fineste porcelæn i hendes pertentligt velordnede rækkehus, og der er købt kage, og to sønner og en svigerdatter er på besøg, da Grethe byder os indenfor og er klar til at svare på spørgsmål.

Hvad er det største eller bedste, der er sket for dig i år?

– Der har været så mange gode ting i familien. Barnedåb, bryllup, fødselsdage. Om min egen fødselsdag ikke var det største? (Lavmælt latter). Jo jo, det var det nok. Men man skal vel ikke prale af sig selv?

– Der skete så meget den dag, så den var lige ved at tage livet af mig. Der blev hejst flag her uden for mit hus og drukket champagne fra morgenstunden. Selve fødselsdagsfesten blev holdt i forsamlingshuset i Karleby.

– Det gik så stærkt, at jeg ikke rigtigt fik det hele med. Og gaverne, de blev først pakket ud dagen efter. Noget af det, jeg blev mest overrasket over, var, at folk her rundtomkring havde sat en flagallé hele vejen op.

Beskriv dig selv med tre ord:

– Kun tre?! Ordet "aktiv" passer meget godt (efter at overskriften fra den lokale avis er blevet citeret: "Aktive Grethe fylder 100 år").

– "Arbejdsom", som min svigerdatter siger, det er også rigtigt. Jeg har aldrig været bange for at lave noget. Vi havde en gård at passe, min mand og jeg. Jeg har også været hjemmehjælper og har haft børn i dagpleje.

– "Eventyrlysten?" Det passer også, ja. Jeg har altid været glad for at komme ud og se verden.

Grethe ler over mod sønnen, der har foreslået ordet "eventyrlysten" og fortalt om, hvordan Grethe i 60’erne samlede veninderne fra andre gårde, og så fløj de til Gran Canaria sammen – uden mændene.

Hvad er det bedste ved din alder, og det værste?

– Det bedste, jeg ved, er, når børnene kommer på besøg. Ellers ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal sige om "det bedste". Jeg kan jo ikke nå så meget mere. Jeg er blevet langsom til alting. Jeg kan ikke nå alt det, jeg gerne ville.

– Men det værste er, når de, man er tættest på, går bort. Jeg er den sidste tilbage af en søskendeflok på otte. Der er heller ikke nogen tilbage på min mands side. De fleste af dem, jeg kender, er på alder med mine egne børn.

– Så der er ikke rigtigt nogen at snakke om "gamle dage" og "dengang vi var unge" med mere. Men ensom, nej, det føler jeg mig ikke.

– Hvad jeg tror, er grunden til, at jeg er blevet 100 år? Ved du hvad, jeg tror altså, at man skal sørge for at holde sig i gang. Og så skal man selvfølgelig være heldig.

Hvad er den vigtigste beslutning du nogensinde har taget?

– Det var, da jeg som ung besluttede at rejse fra Jylland til Sjælland. Jeg havde fået plads på en gård her i Jenslev. Det var lige dengang, tyskerne besatte Danmark.

– Tyskerne kom 9. april, og 8. april var det barn blevet født, som jeg skulle over at passe. Jeg skulle starte 1. maj, og min mor sagde: ”Bliver du så ikke hjemme?” Hun var nervøs ved alle tyskerne. Men nej, jeg ville af sted.

– Jeg ville over og se noget nyt, og jeg skulle også på højskole og have mig en uddannelse. Men så kom der en mand i vejen! (Emil, som hun blev gift med og nåede at fejre krondiamantbryllup med).

Hvad er det vildeste, du har gjort?

– Det samme: At jeg tog af sted dengang. For jeg vidste ikke, hvad jeg kom over til. Jeg kendte ikke den familie, jeg skulle være hos. Men de tog imod mig, som var jeg en af deres egne, og sørgede for, at jeg fik venner og kom til at gå til gymnastik og ad omveje mødte Emil.

– Om jeg kan huske, hvad jeg tænkte, da jeg så ham første gang? Ja, dét kan jeg! Jeg kan huske, jeg sagde til en af veninderne: "Ham er der ikke meget stads ved". Men det var der jo alligevel.

Hvem tænker du på som kvindelige forbilleder?

– Der er egentlig mange. Men min mor var i allerhøjeste grad et forbillede. Tænk, hvad hun magtede. Hun kunne klare otte børn, og vi havde køer og grise og alt, hvad vi havde brug for.

– Det hele blev udnyttet, syltet og henkogt, og fiskene blev saltet. Vi manglede aldrig mad. Hun var utrolig dygtig til at sy og kunne sy alt muligt. Og vi børn sørgede hun for, altid var rene og pæne.

Hvad drømmer du om?

– Jeg drømmer om de mennesker, der har været her engang. Det er så underligt. Sommetider vågner jeg, og så er det, som om jeg lige har været ude at rejse med en af dem.

– Om der ikke er noget, jeg drømmer om at nå at opleve? Nej, jeg tager dagene, som de kommer. Sådan har jeg sagt snart i lang tid nu.