Gunhild måtte opsøge psykolog, da hendes to døtre flyttede hjemmefra

Vinterlandskabet i Vejle toner frem på Gunhild Zacho Maarups telefon, hvor vi taler sammen over Facetime.

– Prøv at se, hvor smuk naturen er i dag.

Den 53-årige socialpædagog bor i et naturskønt område lige i nærheden af Hotel Vejlefjord, og de daglige gåture i området med hunden i snoren og en lydbog i ørerne er blevet et af hendes faste holdepunkter.

– Det var en af mine “mestringsstrategier”, da mine døtre flyttede hjemmefra. Jeg arbejder i socialpsykiatrien, så jeg kender meget til de teknikker, man kan bruge for at aflede sine tanker, så man kan udholde livet – og udholde de udfordringer, man møder undervejs.

- Jeg går gerne tur et par timer om dagen med en lydbog i ørerne, smiler Gunhild ind i telefonen.

Tunge tanker

Gunhilds to døtre, Josefine på 29 og Alberte på 26, flyttede hjemmefra for knap seks år siden.

– Jeg fik nogle meget tunge tanker, i forbindelse med at mine piger skulle flytte hjemmefra, fortæller Gunhild ærligt.

– Jeg har været alene med mine piger, siden de var 10 og 13 år gamle, og gennem deres opvækst har jeg været rigtig meget MOR. Jeg er sådan en type, der tanker op hjemme i min familie, og børnene har altid været min førsteprioritet.

- Og langsomt gik det op for mig, at jeg ikke havde nogen rar fornemmelse i kroppen over, at mine børn skulle flytte hjemmefra, fortæller Gunhild.

Hendes ældste datter flyttede hjemmefra først, og det gik egentlig meget godt.

– Hun flyttede ikke ret langt væk, og vi havde en hyggelig tid, hvor jeg hjalp hende med at indrette den nye lejlighed. Det lå hele tiden i baghovedet på mig, at hun nemt kunne komme hjem.

- Men da den tid kom, hvor min yngste datter skulle flytte hjemmefra, ramte det mig virkelig. Det var katastrofetanker, jeg fik – det var det helt klart, siger Gunhild.

Altså katastrofetanker på dine egne vegne – eller fordi du var nervøs for dine børn?

– Nej, det handlede mest om mig selv. Min yngste datter har en tarmsygdom, som i perioder har været hård at håndtere. Hun ville gerne flytte til København, og jeg blev selvfølgelig bekymret for, om hun skulle blive syg og samtidig være så langt væk fra mig.

- Men mine tanker handlede mest om, at jeg var bange for, at der skulle ske et skred i vores relation. Jeg tænkte bare: “Nu forlader de mig, nu bliver jeg helt ensom og tabt”, fortæller Gunhild.

Skamfuld følelse

Hun opsøgte en psykolog for at få afløb for sine katastrofetanker.

– Jeg syntes, at det var skamfuldt, at jeg havde det sådan – for det er jo helt naturligt, at børnene flytter hjemmefra. Og det vidste jeg også godt, så jeg ville ikke tynge mine børn med, at jeg havde det sådan.

- Jeg har mange gode veninder, og jeg kunne også bare have delt mine tanker med dem – men jeg tror, at jeg var bange for, at de ikke forstod mig, fortæller Gunhild.

Samtalerne med psykologen gav hende energien tilbage.

– Jeg har ikke noget problem med at være “svag” og indrømme, at det var en svær tid, for jeg synes også, at jeg er stærk i mange andre situationer. Det er altid godt at få talt om de ting, der er svære – for så bliver de ikke så slemme, når det kommer til stykket.

Og heldigvis udeblev katastrofen. Gunhild blev hverken tabt eller glemt, og hendes døtre er i telefonen hver dag, ofte flere gange om dagen, fortæller hun.

– Og når de kommer på besøg, er det ofte i længere tid, siger hun begejstret.

Men man skal vel også finde en anden rolle som mor til voksne børn?

– Ja, og en gang imellem skal jeg lige træde et skridt tilbage, for jeg kan godt mærke, at jeg stadig kommer til at være lidt for “moragtig”. Men ellers synes jeg, at vi har en meget ligeværdig relation, og jeg bliver meget inspireret af mine voksne piger og alt det, de oplever.

- Jeg har altid elsket at være mor, og det gør jeg stadigvæk, lyder det fra Gunhild.

Når reden bliver tom

Tanken om den dag, hvor flyttebilen kører af sted, og vi står dér på fortovet og vinker til vores barn, der forventningsfuldt er på vej ud i livet, giver nok en klump i halsen hos de fleste.

Men hvordan giver man slip på sit barn uden at gå til i tudeture, og hvorfor river og flår det i hjertet, når det burde være en naturlig livsovergang?

En kvinde, der måske ligger inde med svaret, er familiepsykolog og parterapeut Heidi Agerkvist.

Hun er dykket ned i det fænomen, der kaldes empty nest-syndromet – og som stadig er et underbelyst tema i Danmark.

I USA findes der en del litteratur om emnet, og der er oprettet supportgrupper for kvinder, der rammes af en livskrise, når reden bliver tom. Men sådan er det ikke i Danmark, fortæller Heidi Agerkvist.

– Det er stadig sparsomt, hvad vi ved om emnet herhjemme. Mange kalder empty nest-syndromet for “det oversete syndrom” – for det, der udløser det, er jo noget helt naturligt.

- De fleste har det sådan: “Sig nu bare “hej hej” til flyttebilen, og tag en tudekiks,” lyder det fra Heidi Agerkvist.

Men hvad er empty nest-syndromet?

– Det er en tilstand af sorg, ensomhed og tristhed, som er udløst af, at ens barn flytter hjemmefra eller forlader hjemmet i en periode, for eksempel ved at tage på efterskole. Det er vigtigt at sige, at det ikke er en diagnose eller en psykisk sygdom, man skal have behandling for.

- Et syndrom er en samling af symptomer, der opstår på samme tid, og som giver anledning til indre uro eller til en personlig krise, forklarer Heidi Agerkvist.

Skamfuldt af være ked af det

I løbet af de seneste tre-fire år er det begyndt at pible frem med kvinder, der får en svær tid, når børnene flytter hjemmefra, fortæller Heidi Agerkvist.

Hun tager rundt i landet og holder foredrag om empty nest-syndromet og oplever ofte, at der breder sig en tæt og fortrolig stemning blandt publikum i salen.

- Jeg har flere gange oplevet, at nogle blandt publikum er kommet op til mig og har fortalt, at de har følt sig skamfulde og har troet, at der var noget galt med dem, fordi de har været nedtrykte, ofte i længere tid, efter at børnene er flyttet hjemmefra, siger hun.

Men hvad er det, der gør, at empty nest-syndromet opstår – det burde jo boble i os af lykke og glæde, når børnene flyver ud i verden?

Heidi Agerkvist mener, at det hænger sammen med, at vi ikke er gode nok til at ære de store livsovergange.

– Vi mangler en ordentlig respekt omkring, hvor stor en forandring det er, når man skal slippe den livsfase, det er at være forældre i hverdagen, og i stedet skal lære at være forældre til voksne børn. Det er en transition, som vi ikke dvæler nok ved.

- Vi tror, det kan klares i en håndevending: “Jeg skal lige hjælpe Sylvester med at flytte hjemmefra på lørdag.” Og mandag morgen er man så på arbejde igen og står klar med en PowerPoint-præsentation. Men for mange rammer det dybt og sætter gang i nogle følelser, som vi er nødt til at forholde os til, siger hun.

Er det blevet et tabu at have svært ved at give slip på sine børn?

– Ja, for vi vil rigtig gerne vise, at vi har styr på det med at være forældre – både fysisk og følelsesmæssigt. Så der ligger et lag af skam over det, og skam har jo den effekt, at vi prøver at kravle helt ind i hjørnet med den. Jeg elsker at lyse på det, der er skamfuldt – at bryde tabuer lyder så 80’er-agtigt, men jeg synes, det er vigtigt at sætte lys på de følelser, som folk går alene med.

- Men det, at vores børn flytter hjemmefra, er jo både naturligt og vemodigt – og derfor kan det føre til modsatrettede følelser. Man kan sagtens være glad for, at barnet er hoppet ud i livet på egen hånd – og samtidig være ked af det og forvirret.

Hvad kan man så selv gøre for at undgå at gå til af tristhed, når børnene flytter hjemmefra?

– Først og fremmest skal man tillade sig selv at skabe plads til sig selv i sit eget liv. Det lyder måske meget enkelt, men mange kvinder føler, at de svigter deres børn, hvis de begynder at prioritere sig selv.

- Men det gør man ikke – børn har brug for forældre, der tager ansvar for deres eget liv, understreger Heidi Agerkvist:

– Så kig på, hvad der står på din bucketlist: “Skal jeg gå caminoen? Skal jeg lære at intervalstege en steg? Eller skal vi to – dig og mig i det her parforhold – lige tage et kig på: “Hvem er vi egentlig nu? Hvad vil vi med hinanden?”

- Forskningen viser, at hvis man har et rimeligt parforhold, som man har holdt ved lige gennem børnenes opvækst, så stiger kvaliteten af parforholdet, når børnene flytter hjemmefra. Der opstår nogle nye muligheder for at dyrke tosomheden – eller måske opdager man, at man er gledet fra hinanden, og kan endelig handle på det og finde en frihed alene, siger Heidi Agerkvist.

– Og så skal man huske at give sig selv et kæmpe skulderklap for den livsopgave, man har løst. Til mine foredrag siger jeg tit: “Skriv det på jeres cv: Jeg har løst MOR-opgaven til UG med kryds og slange.”