Han gav hende en følelse af, at hun var helt særlig. Så sagde han noget, der fik det hele til at krakelere

– Hvorfor fanden blev jeg i det? Hvorfor gik der så lang tid?

De spørgsmål stiller Malene stadig sig selv flere år efter, at hun brød med den mand, der ifølge hende gennem to år udsatte hende for psykisk og fysisk vold og gentagne gange truede hende på livet.

Men hun kunne ikke bare gå fra ham. Hun kan ikke helt forklare hvorfor, men hun ved, at hun havde svært ved at give slip på det menneske, han var, da hun mødte ham.

Og så var hun bange for ham.

Det var en fredag aften, da hun så ham første gang. Hun var i byen med sin veninde. På baren så hun ud af det blå en mand i mængden, der skilte sig ud.

Malene var ret beruset den aften, så måske var det procenterne i blodet og musikkens toner, der løsnede hende op.

De fik øjenkontakt og smilte. Så nærmede de sig hinanden og faldt i snak.

– Vi begyndte at se hinanden efterfølgende, og efterhånden blev han god til at spotte, hvordan jeg havde det, og hvad jeg havde brug for.

Han støttede Malene i hverdagen, passede på hende og var bare enormt sød.

– Han fortalte mig også, at jeg var helt fantastisk. Han græd over for mig og sagde, at han aldrig havde gjort det før med nogen anden. Så jeg fik også en følelse af, at jeg var noget helt særligt.

Som månederne gik, bemærkede hun godt nok, at han gik meget i byen. Men han var jo blevet skilt for kort tid siden, så det var forståeligt, at han havde behov for at komme ud og få tankerne ledt hen mod noget helt andet, tænkte hun.

Men en nat var de to på vej hjem fra en bytur sammen, da han betroede sig til hende om sin fortid. Det, han fortalte hende, fik glansbilledet til at krakelere fuldstændig.

– Der var noget, han ville fortælle mig, som jeg ikke måtte fortælle til nogen. Først opfattede jeg det som en kæmpestor kærligheds- og tillidserklæring. Det lød som en tung byrde, som han endelig følte, han kunne dele med mig.

– Jeg blev glad, fordi det betød, at han stolede så meget på mig.

Med en meget alvorlig mine fortalte han hende, at han var uddannet og trænet til at slå ihjel.

“Og hvis du fortæller det til nogen, så er jeg også nødt til at slå dig ihjel.”

Malene frøs et øjeblik. Var det for sjov? Nej, for han smilte ikke. Han var helt alvorlig. Aggressiv nærmest, bemærkede hun.

– Det var meget truende. Og jeg blev pissebange.

Det var midt om natten, det var mørkt, og de havde drukket, så de fortsatte turen hjemad. Men hun kunne ikke bare slippe det, han havde fortalt hende. Så hun afkrævede ham en forklaring, da de kom hjem.

I stedet for at trække på smilebåndet og erkende, at det bare var for sjov, som hun håbede på, han ville sige, eskalerede situationen.

Hun kunne ikke længere genkende ham. Han var aggressiv og truende, og han greb fat om hendes skuldre og ruskede hende. Så sagde han, at han ville skyde hende.

Malene fik vristet sig fri af hans greb. Forpustet og panikslagen løb hun ud ad døren uden sine ting og i bare tæer. I en nærliggende have gemte hun sig.

– Jeg husker bare frygten for at dø og ikke føle, at jeg kunne slippe væk. Hvis jeg sagde det til nogen, følte jeg, at jeg satte mit liv på spil.

Så hun besluttede sig for senere på natten at bevæge sig ud af sit skjul og vende hjem til ham. Hun var bange for, at hvis ikke hun gjorde det, så ville han komme efter hende og gøre alvor af truslen.

I mellemtiden var han faldet om på sofaen og sov tungt. Dagen efter sagde han, at han ikke kunne huske, hvad der var sket. Han ville ikke snakke mere om det, selv om Malene prøvede, så hun lod til sidst nattens begivenheder gå i glemmebogen.

Desværre var det ikke den eneste episode, hun stod igennem og tilgav ham for.

I de to år, Malene var sammen med ham, kom han ifølge hende gentagne gange med voldsomme verbale trusler mod hende. Han ville brænde hendes hus ned, forurene hendes vand og slå hende og hendes børn ihjel.

Det var sådan, Malene levede sit liv. Konstant var hun på arbejde for at gøre ham glad igen, når han blev vred. Sådan undgik hun, at han gjorde alvor af truslerne.

– Det gjorde mig bange, så jeg tænkte på, hvordan jeg kunne gøre ham god igen. For hvis jeg gik fra ham, så ville han gøre de her ting. Den trussel havde jeg altid hængende over hovedet. Selv når han blev god igen, så troede jeg stadig på, at han kunne finde på at gøre det, hvis bare han blev vred nok.

– Hver gang jeg tvivlede på ham eller sagde ham lidt imod, så eskalerede det. Han skulle have magten over mig.

Men der var også gode stunder i deres forhold. Små glimt som fra begyndelsen, hvor alting var godt. Hvor han var kærlig og omsorgsfuld. De stunder holdt hun fast i, for hun ønskede sig inderligt en lykkelig og normal familie.

– Når man får et godt indtryk af folk, så er det svært at give slip på det. Man bliver ved med at tro på det gode og håbe på, at man kan få det igen. Man prøver at få dem til at blive sådan igen, forklarer Malene.

På et tidspunkt i løbet af forholdet blev Malene igen truet på livet af ham, efter hun spurgte ind til en kvinde, hun mente, han havde flirtet med.

Han benægtede det pure, da hun konfronterede ham en aften.

“Jeg kan sagtens få dig til at forsvinde,” sagde han. Skænderiet udviklede sig, og de to kom ifølge Malene op at slås. Hun kæmpede for at komme fri.

Næste morgen sagde han igen, at han ikke kunne huske, at det var sket. Men da det skete igen, fik Malene nok.

– Men så blev han så ked af det. Han undskyldte, lovede mig guld og grønne skove, og at det aldrig ville ske igen. Han sagde, han ikke kunne leve uden mig.

Malene tilgav ham igen. I dag ved hun godt, hvorfor hun gjorde det. For den slags var tilgiveligt i hendes verden.

Som barn voksede Malene ikke op i et trygt hjem, som hendes klassekammerater gjorde. Hendes far var alkoholiker, og han slog hendes mor. Også foran Malene og hendes storebror.

Derfor øvede Malene sig ofte i at smile foran spejlet. Hun ville gøre alt for at holde hendes far i godt humør, når han kom fuld hjem. Så han ikke tæskede hendes mor.

– Der er et lillebitte barn indeni mig, som higer efter kærlighed og samhørighed. Som barn var jeg vant til vold. Så selv om det er utrygt, så er det det, der er trygt for mig, for det er det, jeg kender.

– Jeg ved, at når det er godt, så er det rigtig godt, og når det er skidt, så er det også rigtig skidt. Der tænker man, ’nu kan det ikke blive værre’. Og så går det faktisk kun opad og bliver helt fantastisk.

De endte også med at have det helt fantastisk i en periode efter. For en stund havde Malene en helt almindelig, dejlig kæreste. Derfor besluttede de sig for at flytte sammen.

– Jeg ville så gerne have det godt. Jeg ville så gerne have en lykkelig familie.

Men Malene fik aldrig den lykkelige familie, hun drømte om. Han faldt hurtigt tilbage i dårlige vaner. Drak for meget alkohol og gik for meget i byen. Malene opdagede et mønster.

Når han drak lidt, så fik hun kærlighedserklæringer. Når han drak mere, så blev han led. Han fortsatte med at true og nedgøre hende.

Til sidst fik hun nok og slog op. Hun forsøgte at tage afstand fra ham, men en aften lå han på lur udenfor deres fælles hjem, hvor Malene på det tidspunkt boede uden ham.

“Jeg slår dig kraftedeme ihjel, kælling,” råbte han efter hende.

Det lykkedes hende at slippe væk og låse døren bag sig.

I den efterfølgende tid så de ikke meget til hinanden, men de skiftedes til at bo i deres fælles hjem. En dag kom hun hjem til, at han havde smadret hendes ting. Møbler, vinduer og elektronik.

Han truede ikke længere bare hende, men også hendes bror, hans børn, hendes venner. Han sendte også undertøjsbilleder af Malene til hendes søn.

– Jeg følte mig simpelthen så dum. Det gjorde jeg jo undervejs hele tiden. Det var ydmygende.

Men efterhånden kom der ro på. Han forsvandt ud af billedet og stoppede med at kontakte hende.

– Nogle gange har jeg tænkt, at det var min egen skyld. Hvis jeg bare havde ladet ham være, bare lod ham drikke, bare havde fundet mig i det, han gjorde, så var det nok aldrig eskaleret.

Malene havde jo lært, at den man elskede både kunne være god og ond på samme tid. Sådan var hendes far. Og det var heller ikke første gang, hun havde en kæreste, der behandlede hende dårligt.

– Min egen grænse for, hvad der var okay, blev hele tiden rykket. Og det var altid min skyld, når han blev sur. Der var noget, jeg ikke forstod. Det var noget, jeg gjorde.

– Jeg blev presset langt ud, men samtidig var det altid mere trygt at have ham tæt på, fordi så vidste jeg, at jeg havde en eller anden form for kontrol. Det var, når vi var uvenner, at han kom med trusler om at slå mig ihjel eller at brænde huset ned.

Men hun havde jo set, hvor fantastisk han var i starten. Det troede hun, at hun ville få tilbage, når de flyttede sammen.

– Det hele viste sig at være en illusion, for han havde udgivet sig for at være noget, der ikke passede.

Kort tid efter bruddet søgte Malene hjælp hos Danner, der hjælper voldsudsatte kvinder og børn. De fortalte hende, at hun var udsat for vold, og de tilbød hende blandt andet at komme i gruppeforløb gennem deres ambulante rådgivningstilbud 'Sig det til nogen.'

I gruppen var der andre kvinder med vidt forskellige liv og baggrunde. Men fælles for dem var, at de havde været i voldelige parforhold.

– Det gjorde en kæmpe forskel for mig at se andre, der havde været igennem det samme. Det gav mig en følelse af, at der ikke var noget galt med mig. Jeg har jo altid været sur på min mor, fordi hun ikke bare gik fra min far. Men nu kan jeg jo godt forstå det. Det er ikke bare sådan at gå.

– Men når jeg fortæller historien her, så tænker jeg stadig, ’hold kæft, jeg er godt nok dum’. For jeg synes jo egentlig, jeg er rimelig intelligent og normalfungerende, så jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kunne komme ud af det. Men han nedbrød mig. Han gjorde sig selv større og mig mindre. Og jeg prøvede at redde ham, ligesom jeg prøvede at redde min far. Det lykkedes bare ikke.

‘Sig det til nogen’ er varetaget af krisecentre seks steder i landet. Tre af stederne er tilbuddet sikret på finansloven, mens de øvrige tre kun har midlertidig finansiering. Alle steder er der mange måneders ventetid, og der er samtidig store, sorte pletter på landkortet, hvor tilbuddet slet ikke findes.

Det er ikke godt nok, mener Danner, der kæmper for at alle voldsudsatte kvinder og børn får et lovbestemt tilbud om hjælp til at forlade volden, når ikke de skal på krisecenter.

– Det, der er problemet, når nu det ikke er en ret, man har, det er, at det hele jo altid er baseret på, at vi kan skaffe finansiering til tilbuddet, siger Danners direktør, Mette Marie Yde, til femina.

Hvis man vil nå de over 100.000 kvinder, der ikke får hjælp i dag, er tilbuddet nødt til at være forankret permanent i lovgivningen, forklarer hun.

– Det er i bruddet, at de fleste partnerdrab på kvinder sker. Og der er desværre ikke noget, der tyder på, at tallene for kvinder, der udsættes for vold, kommer til at falde drastisk inden for de nærmeste år. Vi ved, at voldsfaglig ambulant rådgivning virker – det hjælper kvinder ud af vold, og det bør vi finansiere og udbrede yderligere, slår hun fast.

Malene har det godt i dag. Hun kan mærke, at hun er blevet bedre til at mærke efter, om nye bekendtskaber er gode for hende eller ej.

'Sig det til nogen' blev et vendepunkt for hende, og det hjalp især at sidde over for andre kvinder. Det opløste skammen over at være havnet i den situation og ikke at have været i stand til at gå.

Hun ses stadig med de andre kvinder fra gruppeforløbet, og hun håber, at andre kvinder finder modet til at søge hjælp, ligesom de gjorde. For ingen er ikke alene, og ingen skal ikke føle sig forkerte, understreger hun.

Malene er ikke kildens rigtige navn. Hun er anonym af hensyn til hendes sikkerhed og af hensyn til de involverede personer. Redaktionen er bekendt med hendes fulde identitet.

Malene meldte aldrig sin ekskæreste til politiet, selv om hun ad flere omgange var i kontakt med dem. Hun prøvede på et tidspunkt at få tilhold mod ekskæresten, hvilket ikke var muligt, fordi de på daværende tidspunkt boede på samme adresse. Hun følte ved flere lejligheder, at politiet frarådede hende at starte en sag mod ham.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.