Hans forældre sad i bilen og skændtes. Så sagde hans mor noget, der har fulgt ham lige siden

Da Jacob Mark i november 2021 sygemeldte sig fra Folketinget, kunne han ikke få sig selv til at sige, at han var syg af stress.

I et facebookopslag skrev han, at han havde fået en øjensygdom af lang tids overbelastning og var begyndt at miste synet.

Men det var stress. Og han risikerede at blive blind af det.

Erkendelsen kom først langt senere. Faktisk først da han var ved at blive rask igen.

Selv da han havde været sygemeldt i to måneder, og hans forlovede, Christina, sagde til ham, at han var syg, benægtede han. Fastholdt, at han bare var træt og udkørt.

– Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg ikke ville anerkende det, fortæller han

Først efter lang tid hjemme begyndte han igen at kunne være til stede i samtaler, se sine venner og ikke hele tiden have lyst til at rejse væk – og at indså, at han faktisk var syg.

Det var en barsk erkendelse.

– Det medførte en vrede over, at jeg havde ladet det komme så vidt. Noget, jeg stadig arbejder med.

– Jeg kan fortsat blive vred på mig selv, når jeg taler om, at jeg var så dårlig til at passe på mig selv, siger han og tilføjer:

– Men jeg føler også, at jeg på et eller andet plan har fået noget med mig. Derfor er det også et vendepunkt, for det er noget, jeg kan bruge resten af mit liv.

Jacob Mark var sygemeldt i syv måneder. Det første lange stykke tid “lå han bare og var helt fra snøvsen” og grublede over livets store spørgsmål.

Havde han brugt sit liv godt? Hvad skulle han med resten af sin tid her på Jorden? Kunne hans kæreste overhovedet se en fremtid i ham?

Hun, der to dage efter hans sygemelding fik sit livs valg, da hun blev genvalgt som borgmester i Holbæk og slog danmarksrekord i personlige stemmer?

– Alt var i spil. Jeg var helt nede og grave grundlæggende i, hvad det er, jeg vil med mit liv.

Mand uden grænser

Kalenderen viser råkold december, den eftermiddag hvor Jacob Mark tager imod på sit kontor på Christiansborg.

Han har lige sagt farvel til en skoleklasse, som har været på besøg. De har varmet ham godt op til at snakke, forsikrer han, med deres dødsensærlige betragtninger og bramfri spørgsmål.

Og det kan mærkes over den næste time – eller også er han af natur bare åben, ærlig og gavmild til at dele ud af oplevelser og følelser. For han fortæller ligefremt om op- og nedture.

Tøver ikke med at sige, at det kun er få timer siden, han sidst har grædt – på et kursus med resten af folketingsgruppen, hvor de med en terapeut zoomer ind på alle medlemmer og i dag talte om, at hans sygdom var kommet bag på hans kollegaer, og at han selv var frustreret over, at de ikke så det.

Eller at dødsangst fyldte meget i hans sygdomsforløb, men at det har gjort ham bedre til at tilgive sig selv. Men også om, at han er hunderæd for at blive syg igen.

På mange måder kan det virke paradoksalt, at Jacob Mark ikke har passet på sig selv. For han har altid passet på alle andre.

– Jeg har altid haft en meget veludviklet radar for, hvordan folk har det. Men når man hele tiden er opmærksom på, hvordan andre har det, og på at gøre det så godt som muligt – fordi jeg jo egentlig ikke selv følte, at jeg var god nok til at være på Christiansborg – tror jeg bare, at jeg glemte den del om, hvordan jeg har det selv, siger han.

– Jeg tænkte også, at meget bare skulle overstås. Ja, det var jo lidt svært at skulle sidde der på TV 2 News, men det gik jo godt.

– Ja, det var svært at tage de første taler, men det gik godt. Sådan blev jeg ved. Jeg var grænseløs. Alle grænser, jeg havde, brød jeg, forklarer han.

Ved siden af kom det private.

– Jeg ville også hele tiden være hos mine venner og familie, og jeg drak mig også fuld i tide og utide, fordi jeg var ung og skulle feste en masse.

Jacob Mark var blind for sine egne behov. Af samme grund har han valgt titlen “Fartblind” til sin nye bog.

Her fortæller han om tiden op til og under sygemeldingen. Men han fortæller også om en episode tidligt i sit liv, som fik stor betydning for ham.

Modige mor

I børnehavealderen flytter Jacob Mark med sine forældre fra et udsat boligområde til landsbyen Alkestrup syd for Køge.

Familien har ikke mange penge og flytter ind i et anneks, med mormor og morfar i hovedhuset, omgivet af kornmarker og højt til himlen, og ved landsbyens gadekær ligger både børnehave og skole.

Jacob Mark er født i 1991, alle hans venner i børnehaven er fra 1992.

Han er ulykkelig, da han starter i SFO et år før de andre.

Han græder hver dag, savner sine venner, føler sig hverken tilpas eller god nok og kan ikke følge med.

Da hans mor en dag spørger, hvor han helst vil hen, svarer han “børnehaven”. Sådan bliver det.

– Det har været en drivkraft for mig at se, at man kan gå fra den der nervøse halvmobbede skoleelev til alt muligt godt, fordi man arbejder med sig selv, siger Jacob Mark og tilføjer:

– Det var ikke muligt dengang at se, hvor stor betydning det ville have for mit liv, at jeg fik et ekstra år i børnehaven. Det virker jo som en relativt lille ting, men det har haft gigantisk betydning.

Det var hans mor, der besluttede at lade ham gå et år om og blive i børnehaven, og hendes handlekraft har gjort indtryk på ham.

– Jeg husker en samtale, min mor og far havde, lige inden de blev skilt, hvor de sad i bilen og skændtes.

– Det var faktisk sjældent, de gjorde det, for det meste var det sådan lidt passivt-aggressivt, men denne dag skændtes de, og han sagde: “Lise, du kan ikke redde hele verden”, og hun sagde: “Jeg kan redde det, jeg ser.”

– Det der med, at man kan redde det, man ser, betyder meget for mig, fortæller Jacob Mark.

Det seneste år har han lært meget om sig selv og sine grænser. Spørger man ham, hvad livet har lært ham om kærlighed, slår han hurtigt fast, at den kommer i forskellige former.

Kærligheden til hans venner har altid været afgrundsdyb. “Drengene”, som han har holdt fast i siden årene i Alkestrup, har en stor plads i hans liv. Men romantisk kærlighed troede han i lang tid ikke på.

Han var overbevist om, at han en ville finde en sød kæreste og få nogle børn – og så ville de gå fra hinanden. Ligesom hans egne forældre gjorde.

– Det lå dybt i mig. Også fordi mine forældres skilsmisse … jeg blev gladere, og de blev gladere. Det synes jeg, det lignede, da de blev skilt.

– Så jeg havde længe en idé om, at det der parforhold var et lænkende bånd.

– Nu kan jeg ikke forestille mig noget tryggere end et godt parforhold, hvor man ved, at uanset hvad der sker, så er man der for hinanden, siger han.

Markant (over)scoring

I 2021 blev Jacob Mark forlovet med Christina Krzyrosiak Hansen, der er socialdemokratisk borgmester i Holbæk Kommune.

Nogle år før var han flyttet ind hos hende i det lille byhus i Holbæk med udsigt over fjorden.

Et hus, som han selv hjalp hende med at finde, før de blev kærester. De har dannet par i tre år, men kendt hinanden meget længere.

Fra dengang Jacob Mark sad i byrådet i Køge, og de begge var inviteret til et KL-træf – en slags fætter-kusine-fest for kommunalpolitikere fra hele landet.

– Så sad hun der og var meget smuk, men så også meget bekymret ud. Jeg havde hørt om hende, og så gik jeg over og sagde til hende: “Du ligner en, der trænger til en ven.”

– Det syntes hun lød meget arrogant, men det var ikke ment sådan. Så sagde hun: “Jeg har ikke brug for en ven. Jeg har brug for, at du hjælper mig til at få flertallet i Holbæk.” Så blev vi venner.

– Først nogle år senere har vi nogle dybere samtaler, hvor vi virkelig klikker, fortæller han.

Da venskabet udvikler sig romantisk, er Jacob Mark og Christina Krzyrosiak Hansen begge højt profilerede skikkelser i hver deres parti.

Han er en af Folketingets yngste medlemmer og gruppeformand for et SF i markant fremgang.

Hun blev som 24-årig landets yngste borgmester. Der går ikke længe, før “den der snak” begynder: Kan det fungere med de hektiske liv, de begge to lever?

– Hun var måske lidt nervøs for, hvordan reaktionerne ville være fra Det Kongelige Danske Socialdemokrati … siger Jacob Mark med en drillende latter, før han tilføjer:

– … og jeg havde det bare sådan: Jeg har scoret over! Hun er for dejlig, hun ender med at gå fra mig! Så jeg tror, at vi begge var lidt nervøse, indtil vi blev enige om, at det skulle være os.

På det tidspunkt havde flere journalister spurgt til forholdet, men holdt tæt om det.

Jacob Mark og Christina Krzyrosiak Hansen valgte at give historien til en avis og samtidig melde det ud selv.

Alligevel lagde bevågenheden et pres på dem.

– Vi havde aftalt det og også skrevet linjerne selv. Vi havde kontrol over det. Så var vi på vej ud til en planteskole i Holbæk, da hun pludselig sagde: “Jeg må have en pause!”

– Så endte vi med at sidde i en vejkant og snakke det hele igennem, og så gik det rigtig fint, fortæller Jacob Mark.

Det har aldrig bekymret ham, at politik skulle komme imellem dem.

– Der var begyndt at vokse en længsel i mig, efter at det hele skulle falde lidt mere til ro. At få en familie, og at det hele ikke skulle gå op i arbejde. Der kunne jeg godt kigge på Christina og være bekymret for, om hun ville det liv.

– Jeg fandt ud af, at hun også har de værdier og også gerne vil have en familie.

– Det var hende, der pressede på for, at vi skulle have en hund, og nu flytter vi ud på en landejendom.

– Vi har begge en længsel efter både at kunne lave politik på et højt niveau og også at kunne have en familie på et højt niveau, siger han.

Det generede ham ikke, at hun arbejdede videre i højt tempo, mens han selv var syg. Faktisk er de gode til at trække på hinandens erfaringer og hjælpe hinanden.

Selv har han et stress-symptom, der får ham til at tro, at dem, han elsker, er sure på ham.

– Det er modbydeligt. Det kommer bare lige pludselig ind i tankerne, og så begynder bekymringerne at vælte ind over mig. Det kan hun også blive ramt af, og der kan vi hjælpe hinanden og være der for hinanden.

At genkende symptomerne er en af de ting, Jacob Mark har lært sig det seneste års tid. Men han har også fundet afklaring på nogle af sine store spørgsmål. Erkendt, at han har tendens til at være for overbeskyttende, og indset, at folk omkring ham nærmest betragtede ham som en slags lægehelikopter, der lige landede og hjalp lidt til, for så at flyve videre.

– De fik jo aldrig den, jeg var. I hvert fald for sjældent, konstaterer han.

Også dødsangsten har han lagt arm med. Den, som gav ham hjertebanken og gjorde ham bange for, at han selv eller hans far og mor skulle dø. I dag er han “meget afklaret” med tanken om en dag at skulle herfra.

– Jeg har brugt utroligt mange timer på at tænke over det og har det ikke længere sådan, tværtimod. Jeg har det sådan, at hvis der ikke var den der slutdato, så tror jeg, vi ville glemme at leve rigtigt, siger han og tilføjer:

– Hvis jeg døde i morgen, ville jeg synes, det har været et dejligt liv. Det må være meningen med livet.

Vingegaard og Rahim

I juni 2022 vendte Jacob Mark tilbage til Folketinget. Synet bliver aldrig helt som før, og angsten for igen at blive syg sidder stadig i ham.

Når han mærker bekymringerne, hjælper det at tale højt om dem. Men allerhelst vil han gerne have, at vi alle taler mere om, hvordan vi har det.

– Jeg blandede mig også lidt i den debat, der var om Tobias Rahim, der meldte fra til et show på grund af angst, og om Jonas Vingegaard, der trak sig lidt, og at nogen siger, at de bare skal få sig nogle hår på brystet. Det vil jeg gerne være en stemme imod, siger han.

Det blev han i september, da han i et facebookopslag, som blev delt mere end 12.000 gange, hyldede Rahim og Vingegaard for at turde sige fra og være ærlige om, hvordan de har det.

Samtidig langede han ud efter cykelkoryfæet Bjarne Riis for netop bemærkningen om, at “Vingegaard må til at få nogle hår på brystet”, da den unge Tour de France-vinder efter uger i rampelyset havde brug for en pause.

Det hænger for Jacob Mark sammen med idealer, som også var med til at knække ham selv.

Usynlige mål om, hvordan man er en god søn, en god far, et godt folketingsmedlem, og ideen om at alt kan lade sig gøre.

– Det er ikke alt, der kan lade sig gøre. Men ingen siger, at kejseren ikke har noget tøj på. De der idealer kunne jeg godt tænke mig at få nakket, siger han.

Selv er han blevet striks med at holde fri og være til stede.

– For nylig havde Christina fødselsdag, og jeg havde arrangeret en overraskelsesfest for hende.

– Da jeg kigger på min telefon efter fire timer, har jeg modtaget 45 beskeder om en eller anden melding, vi var kommet med, som der skulle rettes på.

– Det lykkedes jo, også selv om jeg ikke lige svarede, men det havde jeg aldrig accepteret tidligere. I mellemtiden havde jeg en fantastisk aften.

– Christina sagde til mig dagen efter, at hun følte, jeg havde friet til hende igen, fordi det var sådan en dejlig aften, fortæller han.

Den aften ligger godt i tråd med, hvor han gerne vil hen.

– Drømmen er at hvile mere i, at det er godt nok det hele. Jeg vil gerne have en familie og være ordentligt til stede og samtidig føle, at jeg gør det godt nok politisk. Den balance arbejder jeg stadig med.