Har du oplevet partnervold? Det har mere end hver fjerde kvinde
Foto: Unsplash
De er blevet presset til sex, sparket til, slået på og truet med våben.
Mere end hver fjerde kvinde på verdensplan har været udsat for partnervold i form af fysiske overgreb – det kunne for eksempel være et af overstående.
Det viser en ny global undersøgelse, som Videnskab.dk har beskrevet.
Kvinder i fattige og konfliktramte lande bliver i høj grad udsat for vold, men Danmark læner sig tæt op ad det globale gennemsnit på 27 procent.
For de 15-49-årige danske kvinder, der har medvirket i undersøgelsen, har 23 procent oplevet fysisk eller seksuel partnervold i deres parforhold.
Videnskab.dk har bedt Dan Meyrowitsch om at vurdere undersøgelsens troværdighed.
Han er lektor på Afdeling for Global Sundhed, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet og har forsket i vold mod kvinder i Vietnam og Tanzania.
– Jeg har ikke umiddelbart grund til at tro, at tallene ikke holder. Det er et stærkt studie med et standardiseret design, siger han til Videnskab.dk.
Studiet, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet, viser også, at kvinder oplever vold i en tidlig alder.
Blandt de 15-19 årige kvinder har cirka 24 procent oplevet vold i et forhold.
Pandemien har gjort det værre
femina har løbende sat fokus på vold mod kvinder, der kaldes det største ligestillingsproblem, vi har i Danmark, ligesom femina har dækket kvindedrab.
Louise blev stukket 11 gange og kastet ud over altanen
Men hvordan undersøger man omfanget af partnervold på verdensplan?
Undersøgelsen er det, man kalder et systematisk review og er foretaget af forskere fra WHO, verdenssundhedsorganisationen.
De har samlet al den forskning, der findes om partnervold mod kvinder verden over og udvalgt 366 undersøgelser. I alt har de dermed svar fra to millioner kvinder i 161 lande.
Vi skal tale om, at det overvejende er mænd, der dræber kvinder
Kvinderne har svaret på, om de har oplevet fysisk og seksuel vold.
Undersøgelserne er foretaget fra 2000-2018, og forskere advarer om, coronapandemien sandsynligvis har gjort situationen endnu værre.
– Selv om denne undersøgelse fandt sted før COVID-19-pandemien, er tallene alarmerende, og forskning har vist, at pandemien har forværret problemer, der fører til vold i nære relationer, såsom isolation, depression og angst og alkoholforbrug, samt reduceret adgang til støttetjenester, siger Claudia García-Morena fra WHO i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.