Harvey Weinstein er endnu engang dømt for voldtægt
Foto: Mona/Backgrid/Ritzau Scanpix
Harvey Weinstein var mest af alt kendt for at være en af Hollywoods mest indflydelsesrige mænd i filmbranchen. Han kunne både skabe din karriere, men også ødelægge den.
I 2017 væltede Weinsteins imperium, da flere kvinder stod frem i offentligheden og berettede om, hvordan Weinstein havde behandlet dem og misbrugt både dem og sin position i branchen. Det startede det, vi kender som Metoo-bevægelsen.
Nu er den 70-årige Weinstein dømt skyldig for voldtægt endnu engang ved en retssag i Los Angeles.
Det skriver Sky News.
Juryen fandt ham skyldig i flere anklagepunkter fremsat af en kvinde.
Weinstein blev fundet skyldig i at have tiltvunget sig oralsex og seksuel penetration med et fremmedlegeme – også kaldet ”sexual battery”. De tre forbrydelser er begået mod den samme kvinde.
Han er samtidig frifundet i en sag, der involverer en anden kvinde.
Filmproducenten er lige nu i gang med at afsone en tidligere dom, som han fik i 2020, der var på 23 års fængsel. Her blev han også kendt skyldig i voldtægt og overgreb.
Weinstein kan se frem til 24 års fængsel, når han har fået sin dom.