Ligestilling
6. oktober 2021

Hej Mette Frederiksen! Her er seks store problemer for kvinder, du kunne have gjort noget ved i går

Vi har lavet en liste over problemer med kvinders rettigheder, man ikke behøver en kommission for at gå i gang med at ordne. Værsgo, Mette Frederiksen, den er gratis.
Af: Redaktionen
Mette Frederiksen

Foto: Robin Skjoldborg

Kære Mette Frederiksen

Tirsdag åbnede du Folketinget med en tale, som du sluttede af med at tale om piger og kvinders rettigheder.

Du sagde, at Danmark vil være et ligestillingens forgangsland, og du fremhævede sågar ligestilling som en dansk værdi.

Ser man på World Economic Forums ligestillingsindeks kom Danmark sidste år ind på en ikke videre imponerende 14. plads. I år var vi raslet ned til en 29. plads – mens de øvrige nordiske lande rangerer i top fem.

Nuvel, i morgen er atter en dag og atter en mulighed. Derfor har vi kreeret en helt gratis liste til dig over problemer, du kunne have kastet dig over at løse for længst. I modsætning til ligeløn og værdige fødsler er den helt gratis.

1) At føde i Danmark er stadig et shitshow

Det kan ikke komme bag på dig, for det har stået grelt til i årtier. Intet nyt under solen.

Bortset fra at jordemødrene nu faktisk flygter fra fødegangenede nyuddannede vil ikke ansættes, og fødegangene er nødt til at bruge IT-chefkonsulenter som vikarer.

Fødende får PTSD. Vi har dækket det i 10 måneder, og i 10 måneder er der ikke sket en skid.

2) Vi er stadig ikke i nærheden af ligeløn

Vi har en krøllet ligelønslov fra 1976, som ingen reelt får glæde af i dag.

Nu protesterer tusindvis af kvinder i traditionelle kvindefag. Dem, du selv kalder for helte, og som er rygraden i det velfærdssystem, du selv er så stolt af. Du talte om en velfærdslov i din tale, men har du styr på dem, der skal arbejde i din velfærdsstat?

Ifølge Dansk Sygeplejeråd kommer der til at mangle 6.000 sygeplejersker i 2025. Skal vi ikke snart begynde at give dem og alle andre kvinder ligeløn?

Måske du kan hjælpe din egen ligestillingsminister lidt på vej ind i kampen for at gøre op med Tjenestemandsreformen fra 1969.

3) Og så behøver vi vist slet ikke tale om kvindelige topchefer og bestyrelsesmedlemmer …

… lad os bare konstatere, at rigtig mange af dem hedder Lars.

4) Det mest forudsigelige drab er stadig kvindedrab

12 kvinder bliver hvert år slået ihjel af deres partner eller eks-partner, og det er drab, vi kan forebygge.

Vi har brug for en ambitiøs national handleplan til bekæmpelse af kvindedrab, og du kan blive den statsminister, der står bag den.

5) Der er stadig alt for få kvinder i (kommunal)politik

Du elsker nærdemokratiet og provinsen, har vi efterhånden forstået. Men ud af landets 98 borgmestre er kun 14(!) af dem kvinder. Blot en tredjedel af byrådenes medlemmer er kvinder, og hvis vi fortsætter i det nuværende tempo, har vi ligestilling i 2089.

På Christiansborg er 39 procent af Folketingets medlemmer kvinder. Siden den første kvinde blev valgt til tinge i 1918, er vi endnu ikke nået op over 40 procent.

Kunne det ikke være meget fedt at være den kvindelige statsminister, der en gang for alle gav den demokratiske skævvridning et spark i røven? Hvilket leder os til …

6) Der er tilsyneladende stadig brug for, at du rydder op i din egen baghave

Man skal som bekendt ikke kaste med sten, hvis man selv bor i et dybt problematisk sexistisk horrorhouse.

Alene det sidste år har 53 medlemmer af Socialdemokratiet oplevet uønsket seksuel adfærd.

For slet ikke at tale om sager som Louises Kwangs, hvor hun først blev udsat for en seksuel krænkelse og dernæst opfordret til at underskrive en tavshedsklausul, der i årevis har ødelagt hende indefra.

Sagen kom først frem i år – ikke fordi I gik gang med at rydde op, men fordi hun besluttede sig for at bryde tavsheden.

Eller sagen om en af jeres medarbejdere, der i årevis krænkede en række kvinder i og udenfor partiet – heriblandt praktikanter – uden at der blev taget hånd om sagen.

Men så igen, hvem var det nu, der i sin tid kaldte kritikken af en voksen mand, der havde sex med en 15-årig for ”nypuritanisme”? Og ja, tiden er en anden – i dag er han udenrigsminister.

Din beskæftigelses- og ligestillingsminister er til gengæld lige sprunget ud som feminist, og din sundhedsminister sidder foran sit skønmaleri af en ammende kvinder og anerkender, at den nuværende situation på de danske fødegange er uacceptabel.

Så vi tænker, at der stadig er håb – og vi glæder os til, at du trækker i arbejdstøjet. Faktisk kan vi overhovedet ikke vente.

Læs mere om:

Læs også