Her er de danske børn, der bor i en fangelejr i Syrien

I det nordøstlige Syrien, ude midt i et forblæst ørkenlandskab, ligger fangelejren al-Roj. Lejren består hovedsageligt af et pigtrådshegn og telte, der udgør hverdagsrammerne for de folk, der bor der.

Blandt andet fem danske børn og deres mødre. Børnene er mellem tre og seks år. De er syge, og de får det dårligere og dårligere. Det viser flere lægerapporter.

Den seneste undersøgelse af børnene er fra maj, og her var budskabet fra lægerne klart:

Alle børnene bør blive evakueret til Danmark sammen med deres mødre.

Men børnene sidder der endnu.

Jonas er en af dem.

Han er seks år og lever med granatsplint i armen.

Han er præget af angst og uro, og læger udsendt af Udenrigsministeriet anbefalede i maj, at han hurtigt blev evakueret med sin mor til Danmark, fordi han bør indlægges og udredes for luftvejsproblemer.

Natascha Rée Mikkelsen, som er medstifter af foreningen Repatriate The Children Denmark, har været i lejren adskillige gange. Sidste gang var i september, og der så hun blandt andet Jonas.

– Når jeg sidder ved siden af ham, kan jeg høre, at han ikke trækker vejret ordentligt, og at han har problemer med det, siger hun.

Samuel og Malik er brødre på tre og fem år. De er også danske.

Den ældste bror er tidligere blevet diagnosticeret med adhd og ptsd, og den yngste lider af kronisk diarré.

De er begge svært undervægtige.

Beskrivelsen fra lægerapporten stemmer overens med den oplevelse Natascha havde, da hun mødte de to brødre i september.

– Det er en situation, hvor de er voldsomt undernærede, de tager ikke på, og de har konstant diarré, siger hun.

femina har tidligere beskrevet, hvordan børnenes situation længe har været afgjort af det faktum, at deres mødre administrativt har fået frataget deres danske statsborgerskab.

Det var grunden til, at de ikke blev evakueret sidste år, da 14 andre danske børn og deres mødre blev hentet hjem fra fangelejrene al-Roj og al-Hol i det nordøstlige Syrien.

Jonas, Samuel og Malik er lige nu omdrejningspunktet for en retssag, der udspiller sig i Københavns Byret. Her har foreningen Repatriate The Children, på vegne af drengene, stævnet staten for ikke at hente dem hjem med deres mødre.

Afgørelsen falder i morgen klokken 13. Eva Ersbøll, som er ekspert i indfødsret og seniorforsker emerita ved Institut for Menneskerettigheder, har tidligere udtalt til femina, hvordan retssagen ifølge hende kan føre til, at staten igen skal tage stilling til at hente børnene og deres mødre hjem.

Ikke et liv for nogen

Fangelejren ligger nær den tyrkiske grænse, og er bare en af sin slags i det nordøstlige Syrien. I lejrene tilbageholder kurderne kvinder, der er rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Al-roj-lejren er inddelt i to sektioner. Der er den oprindelige lejr, og så er der en udvidet lejr, som man har lavet, fordi flere og flere folk bliver flyttet dertil fra en anden fangelejr, al-Hol.

Det fortæller Jiwan Said over en telefonforbindelse til Syrien.

Han arbejder som kommunikationsansvarlig for Red Barnet, og han er regelmæssigt i lejrene.

Det er ikke muligt at bevæge sig fra den ene sektion til den anden, og beboerne er derfor begrænset til et mindre område hver dag, fortæller han.

– De har ikke været udenfor lejren i årevis, siger han.

Nogle af børnene er født i lejren, og andre er kommet dertil som ganske små. Når Jiwan Said møder børn i lejren, fortæller de ham, at de drømmer om at læne sig op ad en rigtig væg i stedet for teltdugen.

I det hele taget drømmer de om at komme væk derfra. Ud til den virkelige verden, hvor de kan se træer, mærke græs - måske for første gang i deres liv, siger Jiwan Said.

Livet i lejren er ikke for børn. Det er ikke et liv for nogen, siger han.

Specielt ikke nu om vinteren, hvor minusgraderne gør diesel- og gasvarmere uundværlige i teltene.

Men varmeovnene giver et andet problem og er anledning til en frygt hos beboerne, som er tilbagevendende hvert år, forklarer Jiwan Said.

– De er tændte hele tiden, og det har givet nogle luftvejsproblemer. Det er også ret almindeligt, at varmeapparaterne eksploderer og forårsager telte i brand. Beboerne skal enten udholde kulden eller leve med den risiko, siger han.

Jiwan Said har arbejdet i lejrene i tre år, og han kan tydeligt mærke, at sikkerheden i dem er forværret. Specielt nu, fordi der i den seneste tid har været øget bombeangreb i området, fortæller han.

– Hundredvis af luftangreb blev udført tæt på lejren, siger han.

Det er tyrkerne, der bomber kurdiske mål i nabolandene Syrien og Irak. Det samme fortæller Natascha Rée Mikkelsen, som får meldinger derfra.

– Børnene ligger og kan høre bomberne om aftenen, når de skal falde i søvn, siger hun.

”Kunstig levevis”

Jiwan Said fortæller også om, hvordan mange af børnene allerede har været udsat for meget i deres levetid.

– De har været igennem bombardementer. De har været gennem fordrivelse. De har været igennem akut afsavn, nogle af dem har mistet fædre, mødre og andre familiemedlemmer, siger han.

De har brug for specialiseret støtte for at komme sig over det, fortsætter han.

Red Barnet tilbyder aktiviteter, der skal hjælpe på deres mentale helbred, men det er ikke nok til at få dem i bedring – og det påvirker dem selvfølgelig, siger han.

At, forholdene i lejren påvirker børnene negativt, er også den oplevelse Stig Marker Hansen har haft, alle de gange han har besøgt lejren. I to år har han som direktør for Blumont stået for driften i lejrene, al-Roj og al-Hol.

Hans sidste besøg i al-Roj var den 15. november. Han mærker tydeligt forskel på de børn, han ser udenfor lejren, og så de børn, der bor der.

– Man mærker en vrede og frustration blandt dem, siger han.

Og så er der en anden følelse, som Stig Marker Hansen kalder et af de største temaer i lejren: Kedsomhed.

– I lejren sidder man jo i telte, hvor man kan bevæge sig lidt rundt. Og det er jo sådan set det, siger han.

Der bliver tilbudt lidt uddannelse til børnene, og så er der lægehjælp, hvis man bliver syg, fortæller han. Han nævner også de store temperaturforskelle, som beboerne i lejren oplever hvert år.

Forskelle, der byder på minusgrader om vinteren, mens de i sommer nåede op på 53 grader, fortæller han.

– Det er jo nede på et overlevelsesniveau, og det er en eller anden form for kunstig levevis, som mest i realiteten er indrettet som en midlertidig levevis. Men den der midlertidighed har nu varet i adskillige i år for mange af de her børn, siger han.