Samfund
30. juli 2024

Her er fire oversete OL-discipliner, som jeg virkelig glæder mig til at se

De Olympiske Lege i Paris er i fuld gang. Her er fire discipliner, jeg ser frem til at følge. Vidste du for eksempel, at breakdance var på programmet?
Af: Asger Lorenzen
OL

Foto: Sylvain Thomas/AFP/Ritzau Scanpix

OL er i den grad over os.

Det er 33. gang, at den prestigefyldte og historiske sportsbegivenhed bliver afholdt. Jeg har i den forbindelse tilladt mig at samle de fire OL-discipliner, jeg glæder mig allermest til at se. For udover løb, svømning og spydkast er der nogle seriøse perler i programmet.

1. Sportsklatring

Stærk som en okse, smidig som en kat. Jeg har altid været dybt fascineret af klatrere. Vores tids opdagelsesrejsende, altid på jagt efter en ny rute, et nyt bjerg, de kan bestige, og nogle gange endda uden sikkerhedsudstyr. I mine øjne besidder klatrere den perfekte blanding af styrke, smidighed og fandenivoldskhed. Altså, alt det bedste ved sport. Første gang, jeg selv prøvede klatring, var til bouldering i Aarhus. Jeg nåede til orange rute, som for de her OL-klatrere må være lige så let som at trække vejret. For mig betød det en sygemelding dagen derpå. Mine underarme var i krampe, og mine fingre skreg. Jeg har dyb respekt for de mennesker, og jeg glæder mig især til hastighedsdisciplinerne, hvor klatrerne skal op ad en 15 meter høj væg på under seks sekunder.

https://imgix.femina.dk/2024-07-29/20240701-104432-5-1920x1280we.jpg

Foto: Johann Groder/AFP/Ritzau Scanpix

2. Breakdance

Breakdance debuterer på OL-programmet i Paris i år. Og det var på tide. En danseform, der startede på gaderne i USA i 1970’erne, og som nu skal vises på den største sportslige scene. Jeg kan ikke vente med at se B-boys og B-girls lave spins, freezes og power moves i forskellige udfoldelser. Det handler om teknik, energi og en stor portion kreativitet. Der er langt fra det antikke Grækenland, hvor OL har sin oprindelse, til gaderne i LA og ‘Baby freeze’ i en hiphop-konkurrence, men det er lige, som det skal være, og jeg tror, at kombinationen af historie og tradition med nutidens kultur skaber en unik og smuk oplevelse, som jeg i den grad skal se.

Breakdance

Foto: Fadel Senna/AFP/Ritzau Scanpix

3. Synkronsvømning

Ballet i vand må være den mest rammende betegnelse for disse spektakulære opvisninger, hvor styrke, kontrol og ynde mødes. At være synkron på land er én ting, men at skabe en danseforestilling, mens man flyder elegant uden at stå på bunden og samtidig imponere med løft og komplekse bevægelser under vandet, er noget helt andet. Og alt dette til musik, der kan høres både over og under overfladen. Fra Esther Williams’ glamourøse opvisninger i 40’erne til OL-debuten i Los Angeles 1984 har synkronsvømning udviklet sig til en sport med både solo-, duet- og hold-discipliner. Og heldigvis skal de ikke svømme i Seinen. Ingen har lyst til at se verdens mest elegante svømmere kæmpe med snavset vand.

OL

Foto: Novak Djurovic/Reuters/Ritzau Scanpix

4. BMX

BMX er en sport, der virkelig får adrenalinen til at pumpe. Til OL i Paris vil vi se både vilde tricks og stunts i skateparken og intens fart på racerbanen. Jeg husker, hvordan jeg var dødmisundelig på min vens BMX uden sadel i femte klasse. Misundelsen forsvandt hurtigt, da jeg lånte den en dag og måtte cykle stående 3 kilometer hjem med mælkesyre til op over begge ører. Der er nok ikke meget mælkesyre at bemærke hos disse toptrænede atleter, som til OL opdeles i to primære discipliner: ‘BMX Racing’ og ‘BMX Freestyle’. Vores egen Malene Kejlstrup får sin OL-debut i racing-disciplinen torsdag, og jeg ser frem til at følge hende og de andre ryttere, når turneringen skydes i gang.

OL

Foto: Erik S. Lesser/EPA/Ritzau Scanpix

Denne artikel blev første gang udgivet af Heartbeats, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også