Hun glemmer aldrig første gang, hun mødte døden i sin mest uretfærdige form: Jeg kan lige så klart se for mig, hvordan hun så ud

Trine Blicher Hansen glemmer aldrig første gang, hun mødte døden i sin mest uretfærdige form: En ung pige lå død på sygehuset. Dræbt i en ulykke. Kun 17 år. Nøjagtig samme alder, som Trine selv havde dengang. Og det var Trines opgave at lægge hende i kisten.

- Hende glemmer jeg aldrig nogensinde. Jeg kan huske hendes navn, og jeg kan lige så klart se for mig, hvordan hun så ud. Det påvirkede mig selvfølgelig rigtig meget. Det er jo den helt forkerte rækkefølge, når forældre skal begrave deres barn.

- Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på, det kunne have været mig selv. Vi stod jo samme sted i livet, og nu var det pludselig slut for hende.

Men selv om det var en barsk oplevelse, fik det ikke Trine til at tvivle på, om hun ville være bedemand. Tværtimod.

- Det er hårdt og meningsløst, når det er et barn eller en ung, der er død. Det påvirker mig, og der går lang tid, før jeg stopper med at tænke på det. Men det er ikke min sorg. Det er mit arbejde at hjælpe dem, der står i den allersværeste situation, når de har mistet en, de elskede. Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan, for at give dem en smuk afsked.

- Mange synes, det må være deprimerende, at mit arbejde handler om døden og mennesker, der er kede af det. Der kan da godt være nogle dage, hvor jeg tænker, det nok var nemmere at stå i en tøjbutik. Dér tror jeg ikke, man spekulerer så meget over jobbet, når det er fyraften. Det gør jeg hele tiden.

- For der er meget mental forberedelse, og jeg slipper det aldrig helt, når jeg er kommet hjem. Men jeg vil aldrig kunne få det samme indhold og glæde ved at lave noget andet. Jeg går glad på arbejde hver morgen, og jeg går glad hjem igen.

Far var overrasket

Døden har altid været en naturlig del af livet for Trine. Hun er vokset op med den. Med kister, urner, rustvogne, bisættelser, begravelser og sørgende efterladte. Hendes forældre har en begravelses- og blomsterforretning med afdelinger i flere jyske byer. Men hun havde aldrig forestillet sig, hun skulle følge i deres fodspor.

- Da jeg gik på handelsskolen, ville jeg egentlig have været ejendomsmægler. Men da jeg havde været i praktik, vidste jeg, det ikke var den vej, jeg skulle. Jeg begyndte i stedet at tænke meget over, om det måske ikke var mere mig også at blive bedemand.

- Min far blev godt nok overrasket, da jeg spurgte, om jeg ikke måtte komme med ham ud for at prøve det af. Det havde han ikke set komme. Men vi aftalte, at jeg kunne komme med efter skole et par gange om ugen for lige så stille og roligt at teste, hvordan jeg havde det med det.

Dengang havde Trine kun set to døde mennesker. Det var hendes farmor og farfar. Men nu stod hun på et sygehus og ventede på, at personalet skulle køre en fremmed afdød ind på stuen. Hun skulle selv håndtere alt det praktiske med at klæde den afdøde på og lægge ham i kisten.

- Jeg kunne godt mærke, jeg blev nervøs. Tænk nu, hvis jeg ikke kunne klare det. Da den afdøde blev kørt ind, fik jeg et stort sug i maven. Det var lidt grænseoverskridende, og jeg havde lige brug for at trække vejret en ekstra gang. Men min far var der til at hjælpe mig, og det gik rigtig fint.

- Jeg kom også med ham ud på hjemmebesøg hos familier, der havde haft dødsfald. Første gang tænkte jeg meget over, om jeg kunne finde ud af at sige og gøre det rigtige. Men det var en god oplevelse. Det var en rar familie, og der var en afslappet stemning, hvor de fortalte små, sjove anekdoter om den afdøde. Det bekræftede mig i, at jeg gerne ville være bedemand.

Men Trine har mødt mange fordomme om sit arbejde og sin alder. For hun ligner ikke prototypen på en bedemand med sit lange lyse hår, makeup og de mange tatoveringer.

- De fleste forestiller sig jo, at en bedemand er en alvorlig, ældre mand i sort jakkesæt. Så jeg har da oplevet, at præster eller gravere lige har skullet prøve mig af. I starten mærkede jeg også, at nogle virkede lidt betænkelige ved, at bedemanden var en ung blondine.

- Bagefter har de heldigvis sagt, at de var glade for, at de valgte mig. Jeg har altid været god til at læse folk, og den evne har ikke nødvendigvis noget med alder at gøre. Jeg har fundet ud af, at det bedste er bare at være mig selv og mærke efter, hvad der er behov for – om de efterladte brug for omsorg og en snak, eller om det er bedst, jeg holder mig i baggrunden.

Trine har gennem årene begravet flere end 1.000 døde. Derfor har hun set døden i alle dens afskygninger. Den længe ventede udfrielse efter et langt liv. Men også den uventede og uretfærdige.

Derfor ved hun, hvor vigtigt det er at turde tale om døden. Før det er for sent.

- Der er en berøringsangst. Men jeg tror, det kan hjælpe rigtig mange, hvis vi begynder at snakke mere om døden, så den ikke er så stort et tabu. Især unge vil have godt af at forholde sig til, at det ikke er sikkert, at de først dør engang ude i fremtiden.

- Når jeg snakker med nogen på min egen alder, kan jeg mærke, de aldrig for alvor har tænkt over, at det altså også kan ske for dem, før de regner med det. Det er ikke, fordi det skal være en hverdagsting at gå og snakke om.

- Men det er en stor hjælp for de efterladte at vide, om du vil brændes eller jordbegraves, skal det være i en kirke, hvor skal dit gravsted være? Det er så nemt at udfylde “Min sidste vilje” online, og jeg synes, det er frustrerende, at der ikke rigtigt er nogen, der får det gjort.

Bedemanden har for længst forholdt sig til sin egen død. Alt er nedfældet i detaljer.

-Jeg har styr på alle papirer – også livsforsikringen til min søn og min kæreste, så de er sikret. Når jeg er død, skal min kiste stå i haven ved mit barndomshjem, hvor der skal serveres gravøl. Der skal ikke være præst og salmer, men jeg vil gerne have, at min familie og venner spiller nogle sange, de selv vælger.

- Jeg vil jordbegraves, selv om det ikke er så almindeligt mere. Men jeg synes bare, det er en anden form for afsked, at familien sænker kisten i jorden, i stedet for at den bliver kørt væk. Men indtil det bliver min tur, vil jeg få det bedste ud af det.

- Mit arbejde med døden har i hvert fald gjort mig bevidst om, hvad jeg ikke vil spilde min tid på: Jeg gider simpelthen ikke negative mennesker og dårlig stemning. Det er livet for kort til.