Hun havde hjertebanken og kunne ikke mærke den ene side af sit ansigt. Hun lå med mobilen, klar til at ringe 112

Siden 42-årige Christina Hesketh begyndte på antidepressiv medicin, har hver dag handlet om at overleve. Det første halve år på grund af de bivirkninger, hun fik af medicinen. Og de seneste fire år på grund af de ophørssymptomer og abstinenser, som hun har fået af at trappe ud af medicinen.

– Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at man kunne have det sådan her. Hvis jeg vidste det, så havde jeg aldrig taget imod pillerne. Aldrig nogensinde, siger Christina Hesketh.

Hun gik til lægen i 2019 og fortalte, at hun var træt hele tiden, havde svært ved at sove og huske ting. Hun følte sig både stresset i stillingen som projektleder i et stort ingeniørfirma og derhjemme på grund af nogle private udfordringer.

Hun luftede tanken om en sygemelding fra arbejdet. Så hun lige kunne få ro på, siger hun.

Men lægen mente ikke, at der var nogen grund til at sygemelde sig.

– Han tog ikke nogen depressionstest, men han mente, jeg skulle begynde på antidepressiv medicin og tilbød ikke andet hjælp, siger Christina Hesketh, der aldrig havde taget andet end Panodil førhen.

– Jeg var desperat. Jeg tænkte, “man kalder det lykkepiller, det kan være, at man bliver glad.”

Selvom knap en halv million danskere sidste år fik udskrevet antidepressiv medicin, bliver der ikke forsket nok i hverken virkningen eller bivirkningerne ved lægemidlet. Det fortæller de eksperter, femina update har talt med.

Ifølge psykiater og klinisk professor ved Københavns Universitet Poul Videbech kan man sige, at medicinen har en effekt på cirka 60 procent af dem, der tager den.

Det efterlader 40 procent, som Christina Hesketh skulle vise sig at være en del af.

Hun knuger kaffekoppen foran hende, mens hun fortæller, at hun ikke længere kan huske, hvordan det føles at være glad. Hendes knoer bliver helt hvide.

Det gør ondt. Hele tiden. Hun har konstante nervesmerter mange forskellige steder i kroppen, forklarer hun.

– Det er sådan en ekstremt brændende hovedpine. Jeg har tandpine i alle tænderne hele tiden. Ørepine. Det snurrer i arme og ben, muskel- og ledsmerter. Nogle gange får jeg smerter, hvor jeg slet ikke kan løfte mine arme.

Og så er der de psykiske symptomer. Angst, svimmelhed.

– Og i de perioder, hvor jeg kommer til at trappe for meget ned på medicinen, kommer selvmordstankerne.

Selvom det er ulideligt at trappe ud af den antidepressive medicin, føler Christina Hesketh, at det er et valg mellem pest eller kolera. For det halve år, hvor hun var på i alt otte medicinpræparater, kunne hun heller ikke være i sig selv, hun var svimmel, havde indre uro, sitren, rystelser og daglige angstanfald.

Hun tænkte ikke, at det kunne skyldes medicinen.

For både hospitalet og hendes egen læge sagde, at det var stress-sygdommen, der var blevet værre, så hun fik noget mere antidepressiv medicin, nogle sovepiller og nogle benzodiazepiner.

– Og så fik jeg det kun værre. Jeg lå og havde så meget hjertebanken, vejrtrækningsproblemer og hyperventilering. Jeg kunne ikke mærke hele den ene side af mit ansigt. Det snurrede i arme og ben. Jeg troede, at jeg skulle dø. Jeg lå med mobilen i hånden klar til at ringe 112 hele tiden.

“Det eneste, jeg ønsker mig til jul, er, at du bliver rask, mor”

Det endte med, at kæresten kørte Christina Hesketh på psykiatrisk skadestue, hvor hun blev visiteret til et forløb, på den præmis at hun begyndte at trappe ud af noget af al den medicin, hun var på.

Da hun gik tilbage til sin egen læge og fortalte det, sagde han, at hun kunne trappe ud over to-tre uger.

Christina Hesketh kigger over på sofaen i stuen og fortæller, hvordan hun lå der i flere måneder og rystede og krampede, mens hendes mor var der. Moren boede hos hende i en periode, fordi hun ikke kunne være alene. Hendes børn boede hos deres far, fordi hun ikke kunne være sammen med dem.

Da hun bliver spurgt, hvordan hendes børn på i dag 11 og 15 år havde det i den tid, om de kunne forstå det, kigger hun tomt ud i luften. Hendes øjne bliver fyldt med vand.

– Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg kan ikke huske noget fra den tid. Jeg havde ikke særlig meget kontakt med dem. De besøgte mig en gang imellem.

Hun blinker, og en tåre forlader forsigtigt øjet:

– Min datter er meget påvirket af det i dag. Hun spørger hele tiden, “altså, er du okay, mor?” “Hvornår bliver du rask?” “Det eneste, jeg ønsker mig til jul, er, at du bliver rask.” Jeg har jo ikke kunnet noget sammen med dem de sidste fire år. Det er lang tid af deres barndom, jeg har været syg.

Der bliver stille. I en hurtig bevægelse trækker hun ærmet ud over sin hånd og tørrer sit ansigt.

– Så der er også rigtig meget vrede i forhold til det, lægen har gjort. Da han bare stak en recept i hånden på mig uden at fortælle, hvor svært det kunne blive at komme ud af igen. Fordi det er ikke kun mig selv, det er gået ud over. Det er jo også min familie.

Hun fortæller, at hun skiftede læge et par gange i begyndelsen af udtrapningen, og at de alle sagde, at det var sygdommen, der vendte tilbage. At det var stress.

Det var først, da Christina Hesketh fik kontakt til MedicinRådgivningen, hun fandt ud af, at det, hun mærkede, var ophørssymptomer og abstinenser - og hvor langsomt det egentlig skulle gå med udtrapningen.

Lige nu trapper hun fem procent ned hver sjette uge. Nogle gange mindre, nogle gange lidt mere.

"Folk tror, at man er idiot"

Mens Christina Hesketh har mistet sig selv, har hun også mistet meget af sit netværk.

– Der er mange veninder, der er faldet fra. De har haft svært ved at forstå, at jeg ikke længere kunne gå i byen, på cafe eller til koncerter.

De kan ikke forstå, hvordan man kan være så syg på grund af noget medicin, der egentlig er skabt til at gøre folk gladere, fortæller hun.

– Folk er også holdt op med at spørge, hvordan jeg har det. Selv mine forældre har svært ved det. Det må da også være hårdt at se, når ens børn ikke har det godt.

– Men det er svært. Det er svært ikke at have noget at støtte.

Og det er ikke kun familie og venner, der ikke forstår. Det samme mærker hun i den grad fra systemet, der ikke vil anerkende, hvor syg hun er. Lige nu er hun i et ressourceforløb hos kommunen, der snart sender hende i jobprøvelse. Ellers mister hun sin økonomiske ydelse.

– Og det afspejler jo også den generelt manglende forståelse i samfundet. Fordi det jo ikke er anerkendt, at man kan blive syg af den her medicin, siger Christina Hesketh og fortsætter:

– Det allerværste er, at folk tror, at man er idiot. Jeg kan godt forklare, at jeg har de her symptomer, men at sige, at det er på grund af medicinen, det er meget sjældent, at jeg gør det.

Hvorfor er det vigtigt for dig at fortælle din historie nu?

– Det er tabu at snakke om, og det synes jeg er ærgerligt. Jeg synes, folk bør vide, hvilke risici der er forbundet med medicinen. Hvis man så beslutter sig for at tage det, ved man i det mindste, at der er de risici. For hvis lægen ikke siger det, så er der ingen, der gør det.

Psykolog: "Forbyd læger at udskrive medicinen"

Karine Lindgaard er rådgiver og bestyrelsesformand i MedicinRådgivningen, som er en uafhængig forening under SIND med frivillige rådgivere, der selv har været igennem udtrapningsforløb af psykoformaka. Hun fortæller, at de årligt får omkring 3.000 henvendelser fra folk, der har brug for hjælp til at komme ud af psykofarmaka - i særdeleshed antidepressiv medicin.

– Der er rigtig mange, der får at vide, at deres abstinenser eller ophørssymptomer nok er tilbagefald; at det må være den underliggende sygdom. Det er det narrativ, der kører, siger Karine Lindgaard.

Og så har hun stadig tilgode at høre om nogen, der er blevet informeret af deres læge om risikoen for alvorlige abstinenser ved udtrapning.

– Jeg synes, det er problematisk, at lægerne ikke oplyser, at man risikerer at skulle være på den her medicin resten af sit liv. For hvis man er en af de uheldige, som får meget alvorlige abstinenser, så skal man have hår på brystet for at gå igennem en udtrapning, siger Karine Lindgaard.

Psykolog og forfatter til bogen "Sygkiatri", Jonas Vennike Ditlevsen, mener, at man helt burde revurdere, hvem der skal kunne udskrive antidepressive lægemidler.

– Jeg mener faktisk, at det bør forbydes, at praktiserende læger kan udskrive antidepressiv medicin, siger Jonas Vennike Ditlevsen, der mener, at psykofarmaka i det hele taget er en kortsigtet og ofte risikabel behandlingsstrategi.

– Hvis man forbyder det, ville det bremse mængden af antidepressiva, der udskrives. Størstedelen udskrives nemlig af praktiserende læger. Og så vil der være færre folk med funktionelle liv, som vil ende i den rækkefølge af begivenheder, som efterhånden er super velkendt: At man kommer ind i en form for krise, tager imod antidepressiva, og så ender man med at blive syg enten af medicinen eller ved ophøret af den.

Hvem mener du så burde have ansvaret for at udskrive antidepressiva?

– Jeg mener ikke, at psykofarmaka overhovedet kan bruges forsvarligt i det nuværende psykiatriske system. Det bliver brugt helt forkert, fordi man forsøger at behandle sygdomme, som ikke er sygdomme, med medicin der ikke er medicin. Hvis lægerne holdt op med at kalde det medicin og i stedet tilbød det som 'dæmpende midler', hvor de samtidig var helt ærlige omkring sandsynligheden for positive effekter over for risici og afhængighed, så ville jeg ikke have et problem med anvendelsen af dem.

Ifølge psykiater, klinisk professor ved Københavns Universitet Poul Videbech, bør læger altid afholde mindst to samtaler med en patient, inden de udskriver antidepressiv medicin.

– Men der er jo ikke nogen, der kan tvinge dem eller kontrollere, om de nu også gør det. Min erfaring med praktiserende læger er, at de jo er uhyre forskellige. Nogle af dem er rigtig samvittighedsfulde og ordentlige. Og så er der sikkert også nogle, som ikke er særlig interesserede, og som bare sjusker med det.

Bør det være de praktiserende læger, der udskriver antidepressiva? Eller tænker du, at det ville være bedre, hvis man skulle igennem en psykiater?

– Det kan jeg godt tænke. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi der er omkring 8 procent af den danske befolkning, der er i behandling med de her stoffer. Så mange psykiatere er der slet ikke. Der er 1.000 psykiatere og måske 7.000 praktiserende læger. Så det kan simpelthen ikke lade sig gøre, uanset om det er en god idé eller ej.

Kunne det tænkes, at en del af de 400.000 danskere, der lige nu er på antidepressiva, ikke burde have været det, hvis nu det var en psykiater, de havde været hos?

– Det kan godt være. Problemet er, at det ved vi ikke. Det er simpelthen ikke undersøgt i Danmark. Det er derimod undersøgt i Holland, hvor erfaringerne viser, at brugen af disse midler er ganske fornuftig. En del får dem mod depression, nogle mod angst, men rigtigt mange for dem for smerter, hvor de i mange tilfælde er bedre end morfin og lignende.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: