Hun spurgte moren, hvad hun syntes om datterens arbejde på et bordel: Hun var stolt

En eftermiddag i 2006 sidder Sine Plambech i en rundkreds sammen med seks unge thailandske piger. Hun er på feltarbejde i landsbyen Mo Baan og vil gerne vide, hvilke drømme de unge kvinder har for fremtiden.

Hvor vil I gerne bo, spørger hun, hvortil de fleste svarer Europa.

Hvad vil I gerne uddannes eller arbejde som?

Læge, lærer, designer, sygeplejerske, stewardesse, svarer de.

Hvad betyder mest for jer i livet?

Familien, lyder det enstemmigt. De vil alle gerne sende penge hjem til deres familie.

Senere laver Sine Plambech sin egen ønskeliste. Sines drømme, hedder den.

Øverst står der: Bo i New York. Dernæst: Skrive en ph.d., arbejde for en humanitær organisation i udlandet, bo grønt og billigt, ha’ venner, tæt på storby, økologisk mad, tid til børn, grin, og til allersidst, kærlighed.

De unge kvinders liste handler om drømme og ansvar for familien. Sines liste handler mest om hende selv og hendes børn. Sådan tolker hun det i hvert fald i sin nye bog Global Sex – Hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme.

– På min liste står der intet om, at jeg skal tage mig af min mor eller far, fordi vi slet ikke er vant til at tænke på den måde. Vores forældre har folkepension og plejehjem og er ikke afhængige af, at vi som døtre sender penge hjem.

Men den form for samfundspleje er de færreste forundt, og det er netop i den erkendelse, i perspektivet af den altomsiggribende globale ulighed, at Sine Plambech finder koblingen mellem kærlighed og kapitalisme.

– Vi ser sjældent ord som kærlighed og sexarbejde i den samme sætning, og det forstår jeg også godt, for det er bestemt ikke kærlighed, man oplever, på mange af de bordeller, jeg har besøgt. Og min pointe er heller ikke, at det handler om kærlighed og omsorg for kunden.

Sine Plambech tygger lidt på ordene, som om hun skal tage tilløb til den næste sætning.

– Det er kærlighed til børnene og familien, det handler om for de her kvinder, og på den måde er sexarbejde – i en kompleks menneskelig analyse – en kærlighedsgave.

– Det er også derfor, jeg har den scene, hvor jeg spørger en thailandsk mor, hvis datter arbejder på et bordel i Jylland, hvad hun synes om, at hendes datter sælger sex, tilføjer hun.

Moren er stolt. Ikke skamfuld. Hun synes, at det er meget modigt, at hendes datter hjælper familien på den måde. Det giver respekt. Anerkendelse. Muligheden for et bedre liv.

En rejse ind i kvindernes liv

Sine Plambech er antropolog, dokumentarist og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. De sidste 20 år har hun forsket i sexarbejde og international migration og fulgt en række kvinder på tværs af landegrænser og kontinenter.

Det er fire af de kvinder, hvis historier hun nu har skrevet en bog om. Og så indeholder bogen også endnu en historie. Nemlig hendes egen.

– Det er ikke en historie om mig, skynder Sine Plambech sig at slå fast. Hun nipper til en sort kop kaffe. Udenfor rusker efterårsvinden, indenfor flyder blød jazz ud af højtalerne i den New Yorker-inspirerede lejlighed på Vesterbro, som hun deler med sin mand, filminstruktøren Janus Metz, og deres børn.

– Men da jeg læste mine mange notesbøger igennem, fandt jeg hele tiden min egen fortælling mellem linjerne, og så valgte jeg det greb, at man kan tage med mig på rejse ind i de her miljøer, i de her kvinders liv.

På den måde bliver Sines eget liv en prisme, som gør det lettere at spejle og forstå kvindernes historier. For selv om verdenshistorien løber som en smertefuld erindring imellem os, og minder os om de ulige vilkår og muligheder, vi hver især bliver givet her i livet, så besidder vi også en række fællestræk, nogle menneskelige grundvilkår, mener Sine Plambech.

– Jeg har brugt mig selv til at vise, hvor utrolig mange lighedspunkter der er i vores liv. Kærligheden til ens børn og ens familie, det at være bange for noget, frygte noget eller kæmpe for noget, og også til at illustrere de erfaringer, vi gør os som kvinder.

En abort er ikke bare en abort

Graviditet, fødsler, aborter, overfald og død, fylder meget i bogen. Som kvinde kan du som regel blive gravid, men hvad du kan stille op i denne situation, afhænger ofte af, hvor du er født.

I 2007 er Sine Plambech på feltarbejde i Pattaya i Thailand, der er kendt for sin omfattende sexindustri. Hun følger sexarbejderne Lom og Lek, som bor sammen i et boligkompleks i udkanten af byen. De deler dobbeltseng, skab, spejl, mad og husleje. En dag tager Lek væk med en kunde, og Sine ser hende først flere år senere, da hun er gravid i sjette måned. Hun er på amfetamin og vil have en abort. Og hun vil låne penge af Sine til at få lavet indgrebet.

Som 16-årig fik Sine Plambech selv foretaget en abort. Hendes mor bestilte tid, og to dage senere lå hun på Viborg Sygehus. Da hun vågnede, stod hendes teenagekæreste klar med blomster, og hun kunne få lov til at fortsætte sit ungdomsliv.

– En abort er ikke bare en abort, og en fødsel er ikke bare en fødsel, siger Sine Plambech, og det er det, jeg mener, når jeg siger, at verdenshistorien løber smertefuldt imellem os. Lige meget, hvor meget vi kan identificere os med hinanden, så er vores livsvilkår ulige.

Sine er i tvivl, om hun skal låne Lek pengene. Hun føler sig medskyldig, fordi barnet er så stort. Men Lek er fast besluttet, og Sine kender sexarbejdernes metoder. De ved, hvordan man fjerner fostre, når ingen andre vil hjælpe. Sæbevandsindsprøjtninger, alkohol, chili, bark og urter, skoldhedt vand op i underlivet, skarpe instrumenter op i livmoderen. Sine spørger Lek, om hun skal passe barnet i en periode, hvis nu hun vælger at få det, men Lek er bange for, at hun vil komme til at savne det, så Sine giver hende nogle af pengene. Hellere gøre det sikkert, når nu det skal gøres.

– Når man arbejder i de her miljøer, kan man ikke altid bare sige, ‘ah, nu melder jeg mig ud’. Det kan godt være, at man på forhånd har en forestilling om, at man vil nægte at betale for en sen abort, men så prøv at stå ved siden af kvinden, hvor du ved at uanset, om du betaler eller ej, så gør hun det. Jeg sagde jo, at jeg gerne ville adoptere barnet midlertidigt. Men det ville hun ikke. Sådan er virkeligheden.

Sine Plambech har ofte stået i svære moralske dilemmaer, måske fordi hun involverer sig så meget i kvindernes liv. Hun følger dem som et livsvidne, har boet, grædt og grint med dem, passet deres børn og deltaget i deres forældres begravelser. Men samtidig er de også en del af hendes arbejde som forsker. Det job, som betaler for hendes husleje, dækker hendes omkostninger.

Hvordan forholder du dig til den magtforskydning, der er i jeres relation?

Sine Plambech tænker lidt. Det er noget, hun har tænkt meget over, og som hun også adresserer flere gange i bogen. Hun ved godt, at der er en velfærdsstat, et statsborgerskab, hendes pas og hvide hudfarve til forskel på kvinderne og hende selv, at magtforholdet aldrig kan blive lige.

Det er også derfor, at hun ikke blot ønsker at betragte dem, men føler det nødvendigt at blotlægge sig selv.

– Man kan jo godt skrive en kort lille sætning, hvor man erklærer, at man er fuldstændig klar over, at man er en hvid, middelklasse, dansk velfærdsborger, og så bare skrive videre, men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at gøre det på en anden måde. Så jeg besluttede, at hvis de skulle fortælle deres private og intime historier, så var det også nødvendigt, at jeg fortalte mine.

– Og så har jeg også været bevidst om, at når man arbejder med sexarbejdere, så er hver time en mulig indtjening for dem, så nogle gange har jeg kompenseret dem for den tid, de har brugt på mig, og som de måske ellers havde tilbragt med en kunde. Det skal ikke koste dem noget at hjælpe mig med mit arbejde.

Sine Plambech betaler af og til for vigtige ting for kvinderne med sine egne penge. Mad, skoletasker, tøj, børnepasning, visumomkostninger og skønhedspleje. Det er en del af relationen, mener hun. En nødvendighed, når man skal have adgang til den slags miljøer.

– Det handler om at opbygge en tillid, og den tillid handler nogle gange om, at når livet er rigtig svært, så skal de kunne stole på, at jeg hjælper dem. Enten med penge eller ved at læse vanskelige dokumenter, hjælpe med adgang til lægen og så videre.

Hvordan bevarer du en professionel distance?

– Mange af de emner, jeg arbejder med, er jo intime og nære. De handler om sex, aborter, kærlighed, kæresteforhold, penge, gæld. Jeg tror, at min professionalisme har været hele tiden at koble det til et mere overordnet perspektiv.

– Men det er jo heller ikke et venindeforhold på den måde, at vi hele tiden går og sludrer løs. Der er også en usagt kontrakt, hvor de godt ved, at jeg er på arbejde, og de er i deres liv.

Hardcore businesskvinder

I virkeligheden var det lidt af et tilfælde, at Sine Plambech kom til at beskæftige sig med sexarbejdere.

Da hun skulle til at skrive sit speciale i antropologi, snakkede hun med sin stedfar, som i en bisætning bemærkede, at han undrede sig over alle de thailandske kvinder, der var kommet til Thy.

Det blev til Sines speciale samt starten på projektet Fra Thailand the Thy, en dokumentarfilm instrueret af Janus Metz, der følger en gruppe thailandske kvinder i Thy, som alle er gift med danske mænd. Det blev også til Sines første møde med Sommai, en af de fire kvinder, hvis historie hun fortæller i bogen.

Sommai kom til Danmark i 1992 efter at have mødt danske Niels. To år forinden havde hun forladt sine fire børn for at tage til Pattaya og arbejde. Hendes mand arbejdede i Saudi Arabien, men sendte kun få penge hjem, og Sommai ønskede en bedre fremtid for sine børn, et bedre liv. Da hun mødte Niels, var det, som om noget faldt i hak.

Dengang var der kun to thailandske kvinder i Thy. I dag er der næsten 1000.

Kvinder fra Thailand udgør en af de to største grupper af sexarbejdere i Europa og Danmark. Den anden udgøres af nigerianere. I de 20 år, hvor Sine Plambech har observeret sexindustrien, har den ændret sig markant. Da hun startede sin forskning, var de fleste kvinder, hun mødte på bordellerne, danske. I dag er langt størstedelen migrantkvinder.

– Sexarbejdere bliver tit beskrevet som passive ofre, men i min optik har vi at gøre med en gruppe modige, globale kvinder, som rejser ud for at forsørge deres familier, også selv om det har store omkostninger.

Du bruger meget energi på at fremskrive en agens og handlekraft hos kvinderne, hvorfor er det så vigtigt for dig?

– Jeg tror, at når man bruger så meget tid med de her kvinder, så er det så tydeligt, at de i deres egen selvopfattelse er rejst ud for at blive til noget mere end de, de synes er muligt derhjemme, og for at sørge for deres familier.

Sine Plambech ønsker at vise, at flere ting godt kan være sande på samme tid.

– Jeg kunne aldrig finde på at sige, at en kvinde, der sidder alene i et lille sidelokale til en tankstation i Jylland og sælger sex til mænd, der kører forbi på landevejen, ikke er en form for offer. For selvfølgelig er hun det, som hun sidder der hver dag og får lidt flere penge for at gøre det uden kondom. Det er et virkelig sårbart og hårdt liv. Men i sit eget narrativ gør hun det for at tage sig af sin familie, og ser sig selv som en, der kan tåle mange ting for at tage sig af sin familie.

Sine Plambech beskriver sexarbejderne som “hardcore businesskvinder”, der kalkuleret går til deres arbejde. De er gode markedsanalytikere og eksperter udi den vare, de sælger. Derfor er de også hurtige til at gennemskue, at hvis det er hende med de store bryster, der bliver valgt hver aften, så kan det nok betale sig at få større bryster.

– Vi skal have på plads, at i det her univers, der er sex en vare, som skal sælges på den bedst mulige måde. Derfor får mange af kvinderne også foretaget kosmetiske operationer og bruger utrolig mange penge på deres udseende for at blive den bedst mulige version af dem selv, den bedst mulige vare.

Det er kapitalisme i sin mest rå form, mener Sine Plambech. Når man nøje overvejet vurderer, hvordan man bedst muligt kan sælge sin krop, eller sælge sex som en vare, som hun hellere vil kalde det.

60.000 kroner for at komme til Danmark

I 20 år har Sine Plambech rejst i sporet af sex og kvinder. Hun har levet sidelæns med kvinderne, fulgt deres veje, markeret deres aftryk. Hun har set, hvordan sexarbejde følger andre globale strukturer, og forstået, at hvor der er penge, kommer der sex. At sexarbejde ikke nødvendigvis er en god måde at tjene penge på, men en nødvendig måde.

Du beskriver, at kvinderne godt kender til risikoen ved at rejse væk, at de godt ved, hvad det indebærer?

– Kvinderne ved godt, hvad de skal til Europa for at lave. Vi taler ofte om, at der mangler oplysning, at vi skal informere dem, men de ved det godt. Vi lever ikke i en adskilt verden, og de ser også CNN, er også på Facebook og Instagram.

Som en af kvinderne, der ender med at dø på sin vej mod Europa, på et tidspunkt siger: Der er jo ingen, der bliver hjemme på grund af et skilt. Med henvisning til de mange skilte, der advarer kvinder i Nigeria om at rejse mod Europa.

De seneste par år har Sine Plambech mærket en stigende trang til at holde længere pauser mellem feltarbejdet. Arbejdet er kommet for tæt på, har sat sig i hendes krop, i hver lille overvejelse.

– Det er faktisk sket i takt med, at flere og flere får det rigtig skidt, siger hun.

Hvorfor får flere det skidt?

– Det handler om, at det er blevet langt sværere at komme ind i Europa, at det er blevet langt mere politisk. Da Sommai kom til Danmark, skulle hun ikke engang søge visum, hun skulle bare have en invitation. I dag låner kvinderne rigtig mange penge og stifter stor gæld for at komme til Europa. Det betyder, at der skyder mange bordeller op i Jylland, hvor der kun sidder én kvinde og arbejder. Før var de altid flere, så de kunne passe på hinanden, men nu skal de tjene så mange penge, fordi de har så meget gæld, at de bliver nødt til at være alene.

Lom nævner blandt andet, at det koster 60.000 kroner at komme til Danmark, og at det indebærer, at man skal lave “alle former for sex”, og det har hun ikke længere lyst til.

I takt med at bogen skrider frem, mærker man en større sårbarhed blandt kvinderne. Og hen mod slutningen skriver Sine Plambech, at Sommai har slugt en masse sovepiller.

Jeg blev faktisk meget overrasket, da du skriver, at Sommai forsøger at begå selvmord, fordi du fremstiller dem som meget stærke, næsten usårlige …

– Jeg vælger at skrive det så langt nede, så man som læser når at skabe et mere nuanceret billede af kvinderne og deres situation, og for at illustrere at nogle gange er de største problemer i deres liv nogle andre, end dem vi går og forestiller os. Det kan være længslen efter ens hjemland, den vold man har været udsat for, de børn man har mistet, de døde man har set, det konstante pres man er udsat for. Og ikke selve det faktum, at man sælger sex i Pattaya eller på en tank i Jylland.

– Men samtidig har de her kvinder gennemlevet så mange ting, som de færreste tilsammen ville kunne overleve mentalt, og det slår selvfølgelig ud.

For Sine Plambech står det klart, at sexarbejdere altid vil finde deres vej frem i verden, følge pengestrømme, grænseåbninger, finde nye veje, når andre lukkes. Det kan lovgivning og oplysningsinitiativer ikke standse, men jo mere regulering der kommer, des mere udsatte bliver kvinderne.

– Det er ikke et svar at kriminalisere kunderne, for sex skal nok blive solgt alligevel, og selv om migrationslovgivningen bliver strammere, rejser kvinderne alligevel. Det betyder ikke, at vi ikke skal sætte ind, men ofte på andre måder end det gøres nu.

Så hvordan ser fremtidsudsigterne ud?

– Når landene bliver rigere og ligestillingen bliver bedre, og mænd lærer at tage større ansvar i familierne, så vil der være færre kvinder, der sælger sex.

Men det har nok lange udsigter, så indtil da skal vi stole på kvinders evne til at bestemme over deres egen krop, mener Sine Plambech.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: