Hun var et stille, pligtopfyldende skilsmissebarn. Så blev hendes inderste tanker centrum i en rasende debat

I julen 1850 ramte en uventet, oprørsk stemme det københavnske borgerskab. Alle talte om bogen 12 breve af Clara Raphael – især om dens skandaløse nye idé: at frisætte kvinden.

Hovedpersonen drømte om, at kvinden skulle finde og følge sit inderste væsen – eksempelvis at have mulighed for at uddanne sig.

Clara Raphael blev vinterens samtaleemne blandt det Københavnske borgerskab, og ikke mindst spekulerede folk i, hvem mon den anonyme forfatter var.

En af tidens mest indflydelsesrige kulturpersoner Johan Ludvig Heiberg havde skrevet et rosende forord til bogen og stået for udgivelsen.

Netop den forbindelse førte til, at forfatterens identitet hurtigt blev afsløret. For postmesteren i Sakskøbing på Lolland havde bemærket den hyppige brevudveksling mellem huslærerinden hos skovridderfamilien på Maltrupgård og landets førende litterat.

Hurtigt sivede rygtet om, at den 20-årige Mathilde Fibiger havde ført Clara Raphaels pen, og dermed sætninger som:

”For første gang i mit liv føler jeg sorg over at jeg ingen mand er. Hvor fattigt og indholdsløst er ikke vort liv imod deres? Er det med rette at de halve mennesker ere udelukkede fra al aandelig beskæftigelse?”

”Herrene agte det sjældent umagen værdt at spilde lidt af deres visdom i alvorlig samtale med en dame”

”Underkuede ere vi, om end lænkerne ere forgyldte”

Bog antændte rasende kønsdebat

Det var et højst uventet oprør fra en højst uventet person.

Det stille, pligtopfyldende skilsmissebarn Mathilde Fibiger havde ladet sine inderste tanker få frit løb og blev nu centrum i en rasende debat, kendt som Clara Raphael-fejden.

Anmeldere, forfatter-kollegaer og publikum var forargede over bogens feministiske tema.

Det var dem en fuldkommen fremmed idé, at kvinder kunne, skulle og ville noget mere end at være mor og hustru.

Forfatteren Meïr Goldschmidt skrev eksempelvis: Hovedopgaven for en kvinde er “ at være solskinnet i mænds liv.”

For at forsvare sig selv imod den negative kritik udgav Fibiger skriftet “Hvad er Emancipation?” om kvindefrigørelse.

Og brev-novellen “Et Besøg” om de uretfærdige forskelle på forholdene for mænd og kvinder – som at en mand blot kan tage på et visit, mens en kvinde altid skal spørge sin værge.

Familien kunne ikke tåle skandalen

Mathilde Fibiger kæmpede tappert og modigt, men modstanden mod hendes ideer var overvældende.

Især hendes familie kunne ikke udholde, at lillesøster skabte skandale omkring familienavnet. De prøvede også at presse hende fra, at blive Danmarks første kvindelige taler i 1852.

Trods familiens indsigelser ville Mathilde Fibiger tale, men da hun stod klar på talerstolen, blev hun løftet væk af en lokal gårdejer.

Mathilde Fibiger kom fra et dysfunktionelt borgerligt hjem med skilte forældre, og moderen døde, da hun var 12 år, og faderen boede med en ny kone, som Mathilde Fibiger ikke kunne føre en meningsfuld samtale med.

På grund af forældrenes ulykkelige ægteskab, ønskede Mathilde Fibiger for alt i verden ikke selv at blive gift.

Hun ville være selvforsørgende. Men efter skandalen med Clara Raphael ville ingen fra overklassen lade hende passe deres børn, så den spirende forfatter syede og malede for at supplere sin indkomst.

Trods sit hårde slid var hun forarmet, mens hun skrev sine to næste romaner.

Den sidste, Minona, tog livtag med samfundets modstand mod incest mellem søskende. Endnu et radikalt synspunkt, og bogen vakte stor forargelse.

Kvindesagsforkæmperen skiftede spor

Herefter resignerede Mathilde Fibiger som forfatter. Som 23-årig var hun udmattet af den konstante kamp med sin families syn på hende, med hendes fattige levevilkår og samfundets indædte modstand mod hendes ideer.

Efter at have opgivet sin drøm erhvervede Mathilde Fibiger sig som guvernante i provinsen, syerske og porcelænsmaler, indtil hun fik hjælp af sin tidligere læge, der skaffede hende en uddannelse som telegrafist, og som 36-årig blev hun ansat som telegrafist og dermed Danmarks første kvindelige tjenestemand.

20 år efter Mathilde Fibiger havde været gnisten i Danmarks første store offentlige feministiske debat blev Dansk Kvindesamfund grundlagt, i 1871.

På opfordring fra medstifteren Frederik Bajer meldte Mathilde Fibiger sig ind ved stiftelsen. I den anledning skrev hun til ham:

“Min Virksomhed ligger jo indenfor Emancipationens Omraade, og om Forfatterinden end er død, saa lever jo Arbejdersken”.

Året efter døde Mathilde Fibiger, 42 år gammel.

Kilder: Passionsblomsten af Bodil Wamberg, Litteratursiden.dk, Bogtanker.dk og Kvinfo.dk.