Hun var i topform, da hun pludselig måtte udgå. Og det, der ramte hende, var helt almindeligt
Foto: Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix
Da EM i Atletik i forrige uge blev afholdt i München, måtte den tidligere europamester på 100-meter distancen, Dina Asher-Smith, udgå midt 100-meter finalen.
Forklaringen var i første omgang muskelkramper. Hvilket ikke er usædvanligt for en sprinter. Det kom dog som en overraskelse, da den britiske sprinter ellers var i topform.
– Jeg fik krampe i begge lægge – det har jeg aldrig prøvet før. Sådan lød det fra den 26-årige sprinter kort efter løbet.
Men da hun tre dage efter vandt semifinalen på 200-meter distancen, afslørede hun, at kramperne, hun havde haft, skyldtes, at hun havde sin menstruation under løbet.
Det er bare en pigeting, og det er så frustrerende. Sagde hun til The Guardian.
Menstruation er stadig et tabu
Nu bliver Dina Asher-Smith rost af flere kvindelige atleter for at sætte ord på det tabuiserede emne.
Taget i betragtning af at halvdelen af verdens befolkning lever med menstruation en gang om måneden, er det utroligt, at det stadig ikke er noget vi snakker om. Sådan skriver den skotske løber, og flere gange EM-medaljetager, Eilish McColgan, i en klumme i BBC-sport.
Foto: Glyn Kirk/AFP/Ritzau Scanpix
Dina Asher-Smith forklarer, at menstruation generelt ikke er noget, kvindelige sportsatleter taler om.
Det er et tabuiseret emne.
Nok er der sket en udvikling i oplysningen omkring menstruation. OL-arrangørerne er ikke længere bange for at kvindelige atleter vil forbløde. Og man ved mere end nogensinde før.
Men samtalen mangler stadig.
Hvis kvindelige atleter pludselig oplever et formdyk pga. menstruation, bliver det i stedet kaldt tilfældigt.
– Hvis det var et såkaldt mandeproblem, ville der sikkert allerede være en million løsninger, siger Dina Asher-Smith til The Guardian.
Hun opfordrer derfor staten og sportsorganisationer til at investere mere i forskning på området fra et sportsligt perspektiv.
En opfordring som verdens bedste tennisspiller, Iga Swiatek, og verdens fjerdebedste golfspiller, Lydia Ko, bakker hende op i.
Mangelfuld forskning
Ifølge Morten Hostrup, lektor i fysiologi på Københavns Universitet, mangler der generelt viden og forskning i, hvordan man bedst muligt håndterer menstruation, når man skal præstere.
– Menstruation er jo meget individuel, og det gør det kompliceret og langsigtet for forskningen. Derfor er den forskning vi har meget forsimplet. Fortæller Morten Hostrup.
Men udover at være forsimplet og mangelfuld, er den også svært tilgængelig.
– Den forskning som eksisterer, bliver kun publiceret i videnskabelige tidsskrifter, som ofte ikke er let tilgængelige for offentligheden. Og samtidig i et svært engelsk fagsprog. Fortæller Morten Hostrup.
Fysiologisk set er det logisk
Nu bliver det lidt teknisk. Men ser man på menstruation fra et idrætsfysiologisk perspektiv, er det indlysende, at man præsterer dårligere, når man har menstruation.
Du kan nemlig miste alt fra 40 milliliter helt op til 200 milliliter blod. Og fordi blod er iltbærende, kan det have en direkte negativ virkning på konditionen og øge trætheden.
Derudover viser flere studier også, at de hormonelle ændringer, der sker under menstruation, i sig selv kan påvirke den fysiske formåen og velvære negativt.
Men ændringerne gør ikke kun musklerne og hjernen træt.
Sener og ledbånd kan blive mere eftergivelige, hvilket betyder, at der kan være en øget risiko for at få skader.
– Det betyder altså noget, og man bør tænke over det. For eksempel indikerer studier, at risikoen for korsbåndsskader hos kvindelige atleter er størst i den tidlige fase af menstrutionscyklussen (før ægløsning). Fortæller Morten Hostrup.
Til gengæld kan han fortælle, at hans forskning tyder på, at kvindelige atleter får mere udbytte af styrketræning i starten af deres cyklus i ugerne op til ægløsningen.