Hundredvis har mistet livet i forsøget, men hun gør det alligevel

Det lå ikke ligefrem i kortene, at Emma Østergaard skulle være bjergbestiger.

Hun kalder det med egne ord lidt af et tilfælde, fordi hun absolut ikke er vokset op i en bjergbestiger- eller outdoorfamilie.

Men et tre dages vulkantrek på en sabbatårsrejse blev startskuddet til en passion, der for alvor tog fart, efter hun som 21-årig alene med en lokal kvindelig guide besteg Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg.

– At man af egen kraft, fysisk og mentalt, kunne komme derop og stå. Det gav mig en eller anden lykkefølelse. Jeg kan huske, da jeg første gang nåede toppen og tænkte, at det her er for sindssygt.

Det gav hende blod på tanden. I en sådan grad, at hun samtidig med sin bacheloruddannelse i Aarhus i 2020 gik i gang med at planlægge og træne. Hun valgte efterfølgende ikke at søge videre på en kandidat, men fortsatte sine bjergbestiger-drømme.

Undervejs har hun måttet opsige sin lejlighed og flytte hjem til sine forældre for at spare penge.

Målet er klart: Hun vil stå på toppen af verdens tag. Og gør hun det, skriver hun sig direkte ind i historiebøgerne som den yngste danske kvinde nogensinde til at gøre det.

Hun vidste ikke, da hun startede, at hun kunne hive den titel med hjem. Men det er ikke en uvæsentlig detalje overhovedet. Det vender vi tilbage til.

For at nå målet startede Emma Østergaard “det vanvittige projekt”, som hun har kaldt Emma’s Everest. Hun allierede sig med den professionelle danske bjergbestiger Jakob Urth i 2020, og sammen besluttede de sig for at lægge en plan for et såkaldt topforsøg på Mount Everest tre år ude i fremtiden.

Et fysisk, mentalt og økonomisk krævende projekt, hvor alene Everest-ekspeditionen koster hende mere end 600.000 kroner og i høj grad afhænger af samarbejdspartnere.

– Det blev til et treårigt projekt, hvor vi gjorde alle mine hvis’er mulige ved at sige ’okay, på de her tre år, der skal vi på syv forskellige ekspeditioner på nogle af de højeste bjerge i verden. Og vi skal knokle røven ud af bukserne for det.’

Om knap en månedstid er hun godt på vej til at gøre drømmen til virkelighed.

Men det er ikke noget, man bare lige gør – bestiger de højeste bjerge, mange kilometer over havets overflade. Det kræver en enorm styrke, både fysisk og mentalt.

– Jeg skulle blive i stand til at gå fra ikke at være bjergbestiger, altså helt grøn, til at stå fuldstændig optimeret, stærk og erfaringsmæssigt klar til at kunne bestige de højeste bjerge i verden.

Og tager man ikke planlægningen og træningen seriøst, så er det en sportsgren, der kan koste liv.

Det oplevede Emma Østergaard for første gang helt tæt på for bare et par måneder siden.

I september 2022 forsøgte hun og Jakob Urth som optakt til Everest-ekspeditionen at bestige Manaslu i Nepal, verdens ottende højeste bjerg, 8.163 meter over havets overflade.

Men undervejs til toppen blev vejret så dårligt, at de måtte vende om.

– Det var for farligt at være der. Vi havde været der hele sæsonen, og der var laviner over og under os, og vi vidste, der kom en ny vejrfront. Så hvis vi blev der, så var det sådan set et spørgsmål om liv eller død.

I de dage var der så meget sne og så mange laviner på bjerget, at flere bjergbestigere omkring dem omkom eller kom svært til skade. Det var samtidig svært at lave redningsaktioner på bjerget, fordi vejret var så dårligt.

– Det var virkelig tragisk. Det var ikke personer, jeg stod nært, men det var folk, jeg havde mødt op og ned ad bjerget og i Base Camp. Og det var bare den ene tragedie efter den anden, der ramte.

– Det var utrolig hårdt at rejse hjem derfra, fordi det var vildt forfærdeligt, alt det, der var sket, og alt det, jeg havde oplevet. Og samtidig havde vi også stået så tæt på toppen og kunne ikke fortsætte.

Oplevelsen på Manaslu var hård for Emma, og det krævede noget bearbejdning, da hun vendte hjem til Aarhus.

Men det slog hende ikke ud, tværtimod. Det satte derimod en fed streg under, hvor vigtig træningen op til ekspeditionerne er. Og det fik også hende til at reflektere over, hvorfor hun udsætter sig selv for den fare, der også er en del af sporten.

– Det er en passion, og det har hjulpet mig at tænke, at alle de her magiske momenter, og det at være i bjergene, og den kærlighed, man har til bjerget, til lykken, man mærker, når man udfører sin bjergbestigning. Det er det, jeg holder fast i. Det er det, der driver mig.

Selv om hun ikke er bange, så er hun klar over, at det er potentielt livsfarligt at klatre i de højder.

– Jeg går jo ikke op på de her høje bjerge med hovedet under armen. Hvis jeg startede ud på de her bjerge, så havde det været uforsvarligt, både for mig og folk omkring mig. Men det er grunden til, at jeg har øvet mig på de andre bjerge. Jeg startede i de små og har bygget mere og mere på undervejs, så jeg ved, hvad jeg laver, siger hun.

– Jeg ser ikke det at bestige bjerge som at sætte mit liv på spil. Men jeg er selvfølgelig 100 procent klar over, hvilke risici der er forbundet med det. Og jeg respekterer bjerget i allerhøjeste grad.

Den allerbedste træning til bjergene er at være i bjergene, forklarer Emma Østergaard. Men når hun ikke kan være i bjergene, så træner hun hjemme i Aarhus.

I tre år har hun nu arbejdet fuldtid på at nå sit mål. Seks dage om ugen, to-tre timer om dagen. Vandreture, langdistanceløb, spinning, trappetræning med rygsæk, klatring og meget mere.

Det er vigtigt at være i ekstrem god fysisk form, så man har den maksimale iltoptagelse i højderne.

– Jeg skal være i mit livs bedste form plus fem kilo, for så har jeg noget at give af fra start.

Lige inden Emma tager afsted mod Nepal fejrer hun sin 26-års fødselsdag. Men det er meget få ting i hendes ungdomsliv, der minder om andres på hendes alder.

Alligevel ser hun det ikke som et fravalg af noget.

– Det er jo en prioritering. Heldigvis gør det mig lykkelig, det her. Det er også vanvittigt hårdt, og jeg har også været nede i kulkælderen ufattelig mange gange.

– Der er ting, jeg går glip af eller ikke kan være med til, både i forbindelse med ungdomslivet og venner og familie. Men det er en del af gamet.

Hun gør det, fordi følelsen bagefter er som ingen anden.

– At man er i stand til at træne sig op til det fysisk, men i allerhøjeste grad også mentalt, det er jo noget af det, jeg synes, der er så fascinerende ved bjergbestigning. Det er den udvikling, der gør det for mig.

– Det er den stolthed, jeg får i min krop. Det er den styrke og min lykkefølelse. Det er girlpower.

Hun dvæler lidt ekstra ved ordet ’girlpower’. For det har vokset sig til en stor del af hendes projekt om at nå toppen.

I januar 2023 har 6.338 personer nået toppen af Everest. Ud af dem er 741 kvinder. Det svarer til omkring 12 procent.

Kun tre andre danske kvinder har gjort det før hende.

Mount Everest har historisk set været en mandsdomineret arena. Det vil Emma Østergaard være med til at lave om på.

– Det er jo meget udansk at være bjergbestiger og så også at være ung kvinde i en mandsdomineret verden. Så jeg synes, det er fedt at gå lidt forrest her. Der er rigtig mange, der er super dygtige klatrere, men der er ikke så mange af os helt unge kvinder i de helt høje bjerge.

Emma Østergaard forklarer, at der er nogle udfordringer ved at være kvinde, når man er oppe i de i de høje bjerge. Man kan ikke gøre de mest basale ting på samme måde, som man kan nede omkring havoverfladen.

Det drejer sig blandt andet om at skulle tisse eller have menstruation, mens man er på bjerget.

– Hygiejne er bare anderledes deroppe. Jeg griner lidt af det, for nogle gange kommer jeg med en hel toilettaske, og så kommer Jakob med sin lille frysepose med en tandbørste i. Der er bare en forskel.

– Bare besværet ved at skulle tisse – det kan være vildt udfordrende. Når vi er oppe i høje bjerge, så kan vi ikke bare gå udenfor teltet. Det kræver måske en tisseflaske inde i teltet i stedet. Og hvordan tisser man lige i en flaske som kvinde?

Det ville kunne tage hende næsten 30 minutter at komme ud af teltet for at tisse, vel at mærke i minus 20 grader.

Emma Østergaard er ikke den eneste, der går forrest og viser, at kvinder også kan klatre med, når det gælder de højeste bjerge i verden.

Sophia Danenberg blev den første sorte kvinde til at nå toppen af Everest i 2006.

– I bjergbestigning er der generelt ikke mange kvinder. Men der er så få kvinder på Everest, og det er ikke kun klatrerne. Næsten alle sherpaer, guider, kokke og personale er mænd. Det er som at være i en lille by med næsten ingen kvinder, og hvis du klatrer, er du der i flere måneder. Denne macho klatrekultur kan være skræmmende for kvinder, har Sophia Danenberg blandt andet udtalt til Condé Nast Traveler i 2021.

Hun mærker nu, at klatrekulturen er i forandring. Det er den forandring, Emma Østegaard også vil skubbe på.

Til sommer står Emma blandt andet bag en ’girlpower-tur’ til Kilimanjaro, hvor hun som guide vil lede et hold kun af kvinder til toppen af bjerget. Lignende ture kun for kvinder med kvindelige guider vokser blandt vestlige rejseselskaber, der opererer i Nepal.

Og når Emma Østergaard toppen af verdens højeste bjerg, vil hun skrive sig direkte ind i Danmarkshistorien som den yngste danske kvinde, der har stået på verdens tag.

Det er blevet en væsentlig detalje for Emma selv, og fordi hun håber, det kan inspirere andre unge kvinder til at følge hendes fodspor i bjergene.

– For mig er det jo en kæmpe personlig sejr, og så synes jeg, det er mega badass. Som ung kvinde at vise, at man godt kan skabe de her muligheder for sig selv.

Selv om Mount Everest er verdens højeste bjerg, så er det nu bare blevet et punkt på listen og ikke målstregen. Hun håber, at det bliver starten på en karriere.

Selve ekspeditionen til Mount Everest har de sat 2,5 måneder af til. De tager afsted fra Danmark den 28. marts og har en åben flybillet hjem den 3. juni.

Det tager flere måneder, fordi man ikke bare kan bestige så højt et bjerg på én tur. Det kræver, at man går frem og tilbage mellem Base Camp og de forskellige camps oppe ad bjerget, så kroppen langsomt vænner sig til højden.

– Det er skideskræmmende, lad mig sige det sådan. Det er vildt nervepirrende, men det er jo lige præcis det, der er eventyret. Det er det, jeg prøver at favne. Det er det, der er så vildt spændende, og det er det, der giver mig en eller anden kriller i kroppen.

Undervejs til toppen er Emma Østergaard udstyret med en GPS-tracker, så familie, venner og andre interesserede kan følge hendes vej til toppen af verden. Hun vil også undervejs opdatere sine følgere på sin Instagramprofil.

Og hvis alt går efter planen, så står hun deroppe og vifter det danske flag på et tidspunkt i slutningen af maj.