Hver anden tirsdag mødes Anne-Marie med ham i fængslet. Og der er ét spørgsmål, hun ikke må stille

Når Anna-Marie Mikkelsen, 72, cirka hver anden tirsdag står af på stationen i Albertslund, er der et kvarters gåafstand til Herstedvester Fængsel.

På den lille tur kan hun lige nå at samle tankerne og fokusere på det forestående møde med den mandlige indsatte, hun er besøgsven for. Sikkerhedstjekket i fængslet er et kapitel for sig, og belært af erfaring undlader Anna-Marie både smykker, bælte, nitter på tøjet, og hun har sågar købt en bøjleløs sports-bh for ikke at udløse alarmen.

Besøget varer godt en time, og den indsatte, hun har besøgt det seneste års tid, havde sidst købt både rejer, laks og kaviar og desuden ristet brød, så de kunne spise frokost sammen.

Anna-­Marie er lidt ærgerlig over, at sikkerhedsprocedurerne er blevet skærpet, så besøgsvenner ikke længere må være dem, der medbringer spiselige sager eller andre ting, men meget er ændret, siden fangen Peter Madsen (kendt som ubåds-Madsen, red.,) prøvede at flygte for nogle år tilbage.

Besøget foregår i et af de fem lokaler til formålet, ikke just hyggeligt indrettet, men derfor kan snakken godt være det, fortæller Anna-Marie. Hun har tavshedspligt, men kan godt sige, at foruden at tale om løst og fast beretter den indsatte om sine oplevelser i fængslet og savnet af sine børn.

– Han er en lidt eftertænksom type, siger Anna-Marie, der ikke ved, hvorfor han har fået en fængselsdom på otte år – det taler han ikke om.

Hun må ikke spørge, men oftest har fangerne selv valgt at fortælle, hvilken forbrydelse de sidder inde for. Hun ved dog godt, at det er de alvorlige forbrydelser, der giver de lange fængselsdomme i Herstedvester, såsom mord, pædofili og voldtægt, og de gange, mændene har fortalt om deres voldelige ugerninger, har hun også gjort klart, at hun tager stærkt afstand fra det.

Ven indtil frihed

Alligevel har hun været besøgsven i 22 år og har i den tid besøgt seks forskellige indsatte.

Som fængselsbesøgsven mødes man kun med én indsat og følger denne person, indtil dommen er afsonet, eller han eventuelt bliver flyttet til et andet fængsel eller måske dør undervejs, som Anna-Marie oplevede med den første indsatte, hun var besøgsven for. Som noget nyt kan besøgsvenner også følge den indsatte i udslusningen.

– Der er mange, selv i min nærmeste omgangskreds, der ikke forstår, jeg kan besøge mænd, der har begået så grumme forbrydelser. De synes, groft sagt, at de bare skal have lov til at ”rådne op i fængslet”, og at der ikke er noget, der er ”synd for dem”.

– Men jeg tror på, at mit besøg, og det, at de har en rar snak med et helt almindeligt menneske, kan gøre det nemmere for dem, når de engang skal ud og resocialiseres og dermed også være til fordel for samfundet. Jeg føler, jeg gør gavn, og så kan jeg godt lide, at nogle har brug for mig. Og jeg har aldrig været nervøs, når jeg sad alene i rummet med en indsat. Jeg tror, der gik 10 år, før jeg fandt ud af, at der var en overfaldsalarm i rummet.

Er selv ude om det

Selv om Anna-Marie har haft en lang karriere som sekretær i først Novo Nordisk, så Novozymes og har været alene med sin søn, har frivilligt arbejde været en del af hendes liv, siden sønnen blev teenager.

Hun har blandt andet været patientstøtte på hospitaler og er i dag desuden kæreste med Carsten, der har arbejdet i Røde Kors og også er frivillig fængselsbesøgsven. Der er en grund til, at det er det frivillige arbejde i et fængsel, hun har holdt ved i mange år.

– Jeg får ondt af gamle menneskers forfald og de sygdomme, der kan følge med, som for eksempel demens. De kan jo ikke gøre for det. Men det kan fangerne i fængslet. De har selv anbragt sig i den situation, siger Anna-Marie, selv om det ikke er ensbetydende med, at hun ikke en gang imellem føler medlidenhed med de indsatte.

– Jeg synes, det er skrækkeligt, hvad de har gjort, og pædofili i særdeleshed har jeg det meget svært med, men der er en sandhed i det, den tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen skrev i sin bog af samme titel, nemlig, at man jager et bæst og fanger et menneske.

– Mange af de indsatte har en fortid med store svigt, og særligt mændene bliver meget isoleret og ensomme, når de kommer i fængsel, for oftest slår familierne hånden af dem. De kvindelige indsatte har et større netværk og får generelt flere besøg, er Anna-Maries indtryk.

Et match foregår ved, at en indsat henvender sig til fængselspræsten og ønsker en besøgsven. Præsten henvender sig til Røde Kors, der så prøver at finde en, hvor der er nogle fælles interesser.

Der er eksempler på, at mandlige indsatte, der er kendte i offentligheden for særdeles bestialske forbrydelser, har ønsket en kvindelig besøgsven, men fået nej, selv om de indsatte som udgangspunkt godt må ønske et bestemt køn modsat besøgsvennerne, der ikke må skelne mellem hverken køn eller etnicitet.

Man må ikke have kontakt efter afsoning, i så fald skal man stoppe som besøgsven, og opsøger en tidligere indsat en besøgsven efter endt afsoning, skal man ringe til politiet.

Kendte min adresse

Selv om Anna-Marie aldrig har følt sig usikker, når hun besøger en indsat, har hun haft oplevelser, der lige har fået hende til at vende situationen hos Røde Kors. En besøgsven skal møde den indsatte uden fordomme, men hun skal ikke tolerere manipulerende adfærd eller uønskede tilnærmelser.

– Den første, jeg var besøgsven for, havde på et tidspunkt lavet et smykke til mig i værkstedet, som han havde pakket fint ind i en kuvert. Jeg lagde godt mærke til, at der bag på den stod skrevet mit fulde navn og min adresse, hvilket var ret chokerende. Men i situationen lod jeg som ingenting, takkede for smykket, men ringede så til Røde Kors.

– De tilbød mig krisehjælp, hvilket jeg slet ikke behøvede, men da jeg så ham igen, konfronterede jeg ham med det, og han fortalte, han ville bevise, at vores anonymitet ikke var beskyttet. Jeg fik fortalt ham, at det slet ikke var okay, og sikkerheden er heldigvis blevet strammet gevaldigt op på det punkt, siger hun.

En anden indsat havde skrevet et digt til hende, og da hun begyndte at læse det op, stod der ord som ”kropssulten”, og at han manglede en at holde om.

– Da sagde jeg mange tak for et fint digt, men også at jeg ikke kunne tilbyde de ydelser, han lagde op til. Sådan er jeg nok af type; råt for usødet, fortæller Anna-Marie, der er glad for, at hun havde en del ballast og en vis alder, da hun blev besøgsven.

Hun vil fortsætte, så lang tid hun kan. For hun er ikke i tvivl om, at det bringer noget godt med sig. Det fik hun også bekræftet af en historie for en del år tilbage.

– En yngre kvindelig besøgsven havde kontaktet Røde Kors, fordi hun var lidt usikker på, om den mandlige indsatte, hun besøgte, overhovedet brød sig om, at hun kom, for han var ret tavs under besøgene. Da kunne Røde Kors vende tilbage og fortælle hende, at han elskede hendes besøg og ville ønske, hun altid sad i hjørnet og strikkede, det gav ham sådan en ro. I dag må man så ikke strikke, men historien viser, at vi har en funktion og bidrager positivt.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 36/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.