Hvor er de positive historier om min højtelskede pædagoguddannelse?

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg startede på pædagoguddannelsen i september 2024.

Jeg er blevet træt af gentagne artikler om faldende ansøgertal, fordomme om et lavt fagligt niveau, og overraskede blikke, når jeg fortæller, hvor glad jeg er for min uddannelse.

Jeg oplever nemlig medstuderende, som er dedikerede, motiverede og nysgerrige.

Størstedelen ved præcis hvorfor de er startet på pædagoguddannelsen, og hvad de vil bruge den til i fremtiden. Jeg oplever et fagligt højt niveau, baseret på engagement, dedikation og næstekærlighed.

“Pædagoguddannelsen skal ikke være det sted, man ender, når man selv har brug for hjælp,” har forhenværende adjunkt på pædagoguddannelsen, Lene Lyngsø, tidligere skrevet.

Lyngsø beskriver sit arbejde på pædagoguddannelsen, gennem otte hvor, hvor hun mødte pædagogstuderende, der var involveret i kriminalitet, hjemløse, eller svært psykisk syge.

Hun anerkender, at man sagtens kan blive en dygtig pædagog, selvom man har ondt i livet, og nævner, at hun har mødt mange pædagogstuderende, som har et brændende ønske om at gøre en forskel i verden.

Derfor er mit indlæg ikke skrevet som et modsvar til Lyngsøs relevante indlæg, men som et bidrag, som forhåbentlig kan nuancere debatten en smule. Jeg synes nemlig, at vi har brug for flere positive historier om pædagoguddannelsen.

Mange af mine medstuderende kæmper rigtigt nok med psykisk sårbarhed/sygdom, usynlige handicap, eller er har en baggrund med social udsathed på forskellige måder.

Men deres udfordringer har ofte udløst en oprigtig interesse i pædagogik. På baggrund af den hjælp og støtte, de ikke selv har modtaget, har de et nobelt ønske om at være en nærværende figur i andre udfordrede børn, unge og voksnes liv.

Jeg oplever ikke, at mine medstuderendes udfordringer er en hindring, som gør dem til mindre ansvarlige og eller mindre dygtige studerende. Tværtimod.

Mit klasselokale summer med relevante faglige diskussioner, udfordrende synspunkter, og et klart ønske om læring og dannelse.

Hvis mine medstuderende har været hindret i at deltage i undervisningen eller gruppearbejde, fordi de har haft det svært, har de altid fundet en måde at bidrage på, på trods af deres fravær.

Mine medstuderende er nogle af de mest empatiske, omfavnende og emotionelt intelligente mennesker, jeg har mødt. Og på baggrund af den opbakning og medmenneskelighed jeg selv har oplevet, er jeg overbevist om, at de kommer til at blive virkelig dygtige pædagoger i praksis en dag - på trods af deres udfordringer.

Der er ikke kun én rigtig måde at være studerende på, og uddannelse må aldrig blive ekskluderende, især ikke for dem, der i forvejen har følt sig alene og glemt i uddannelsessystemet.

Særligt pædagoguddannelsen er og må forblive et inkluderende studie. Pædagoger skal i praksis have med mennesker at gøre på daglig basis.

Jeg er selv psykisk syg med generaliseret angst. Det gør mig ikke til en mindre dedikeret studerende. Jeg har deltaget i alle studieaktiviteter på første semester, været et aktivt gruppemedlem i alle projekter, og er ikke nået over fraværsgrænsen. Hvis jeg har haft brug for hjælp, har jeg opsøgt den aktivt hos mine undervisere, vejledere og medstuderende.

Jeg går på uddannelsen fordi jeg er interesseret i at hjælpe andre.

Selvfølgelig har mine egne kampe inspireret mig, og haft indflydelse på min interesse i faget. Jeg har ikke altid selv fået den hjælp, jeg havde behov for, og drømmer om at støtte andre, på baggrund af den erfaring og empati jeg har fået med mig på vejen. Det ser jeg som en styrke.

Vi har brug for flere uddannede pædagoger, og derfor bliver vi nødt til at fortælle positive historier om pædagoguddannelsen.

Ansøgninger til pædagoguddannelsen falder nemlig desværre stadig hvert år.

Før pædagoguddannelsen gik jeg på den prestigefyldte uddannelse Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg havde aldrig overvejet pædagoguddannelsen, på trods af, at det er en bred uddannelse, som indeholder mange af mine interesser.

Stigmaet omkring uddannelsen og arbejdsmiljøet skræmte mig væk, ligesom den gør mange andre. Det er en skam, for jeg har aldrig været gladere eller mere fagligt stimuleret, end jeg er lige nu på pædagoguddannelsen. Blandt andet fordi jeg er omringet af medstuderende, som holder mig i hånden og er lige så dedikerede til pædagogik, som jeg selv er.