Hvor er du egentlig henne med børn, spurgte han. Jeg tøvede. Det skyldtes ikke, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare

Johanne Bille er forfatter og kulturedaktør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Egentlig gik daten ret godt. Efter at have skrevet lidt frem og tilbage på Instagram i et par uger, var vi endelig mødtes på en af mine stambarer.

Jeg syntes, han var klog og ret lækker. Jeg ved ikke, om han tænkte det samme om mig, men vi grinede begge meget, som samtalen skred frem, holdt øjenkontakten lidt for længe.

Og så var det, han stillede spørgsmålet. Det kom lidt abrupt, en trækning ved den ene mundvige afslørede, at der var noget på spil.

Hvor er du egentlig henne med børn, spurgte han.

Jeg tøvede. Det skyldtes ikke, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Nej, det skyldtes, at jeg udmærket vidste, hvad der højest sandsynligt ville komme til at ske, når jeg svarede. Men der var ingen vej udenom, så jeg svarede ærligt: "Dem regner jeg ikke lige med, at jeg skal have".

Derefter skete der, hvad jeg havde forventet: Min date fik utrolig travlt med at tømme sin øl.

Efter han havde krammet mig flygtigt og sagt sin afskedsreplik, "vi ses", stod jeg lidt foran baren og så ham cykle afsted. Jeg følte mig forkert, som en falliterklæring, men faktum er, at jeg langt fra er ene om min manglende lyst til at få børn.

En amerikansk undersøgelse har vist, at hele 44 procent af voksne mellem 18 og 49 år ser det som usandsynligt, at de vil have børn. En dansk undersøgelse viser, at 8,8 procent ikke vil have børn.

En anden dansk undersøgelse blandt unge mellem 12 og 30 år viser, at knap hver fjerde unge kvinde overvejer ikke at få børn på grund af klimaforandringer. Samtidig er fødselsraten i Danmark den laveste nogensinde. Færre børn kommer til, og selv om en del af det sikkert kan forklares med en fertilitetskrise, præger frivillig barnløshed også den statistik.

Når jeg fortæller om min frivillige barnløshed, hører jeg ofte replikker som ”du ændrer nok mening en dag” og ”du har nok bare ikke mødt den rette”.

På den ene side får jeg lyst til at imødekomme dem, der siger sådan, for er der noget, livet har lært mig, så er det, at det er foranderligt. På den anden side undres jeg. Kunne man forestille sig en situation, hvor man sagde til en gravid kvinde, at hun nok vil ændre mening senere i livet om sit moderskab?

Engang var jeg overbevist om, at jeg skulle have børn. Faktisk var jeg så sikker på det og glædede mig så meget til det, at jeg forestillede mig, jeg havde fået de børn, jeg skulle have, når jeg var 30. Men lidt efter lidt ændrede noget sig i mig.

Overalt omkring mig kom der børn til verden, spædbørnsbilleder med en kort besked om vægt og fødselsforløb væltede ind fra mine venner, og jeg mærkede tydeligere og tydeligere, at det med børn ikke var for mig.

Nu er jeg 30, og på sin vis er det blevet sådan, som jeg gerne vil have det. Jeg har fået lige præcis de børn, jeg skal have, inden jeg fyldte 30: Nemlig ingen.

Jeg er, ligesom knap hver fjerde unge kvinde i undersøgelsen nævnt ovenfor, bekymret for klodens fremtid.

Samtidig kender jeg udmærket statistikkerne om ulighed i børnefamilierne. Jeg ved, at kvinder i gennemsnit arbejder en time mere i hjemmet end mændene – og jeg ved også, at på trods af nye barselsregler tager kvinderne stadig størstedelen af barslen, hvilket ofte vil gå ud over deres pension, løn og karrieremuligheder.

Derudover er det ofte kvinderne, der går på deltid, når de har fået børn. Man taler endda om en fertilitetsudmattelse, hvor kvinder fravælger børn, fordi strukturerne i samfundet simpelthen ikke understøtter et liv med børn godt nok - den såkaldte “child penalty” er for høj.

Og det fylder da også i mine egne overvejelser – det er klart.

Men egentlig er det ikke hverken den høje “child penalty” eller klimakrisen, der er den tungestvejende grund til min beslutning. Det er derimod mine drømme og mine ønsker for, hvilket liv jeg gerne vil leve.

Noget af det, jeg skatter højest, er at kunne være alene, når jeg har lyst til det, og fuldstændig egenrådigt definere mit eget liv. Er der noget, jeg ikke vil gå på kompromis med, så er det min frihed – og jeg ved, at lige præcis den står for skud, hvis jeg får et barn.

Jeg har ikke lyst til at have ansvaret for et andet menneske og altid selv skulle komme i anden række – jeg kan faktisk ikke forestille mig noget værre, end at et andet menneske skal diktere, hvornår jeg spiser, er vågen, arbejder eller gør alt det, der gør lige præcis mig glad.

Lige nu ruller der et DR-program med skuespiller og tv-vært Stephanie Potalivo over skærmene hos mange. Her fortæller hun om sin og kærestens kamp for at blive gravid – og om deres bevæggrunde for at få børn. På et tidspunkt siger hun: ”Hvor ville jeg bare gerne skulle være noget for nogen”.

Det stikker i mig, for implicit i det citat er den antagelse, at man ikke er noget for nogen, hvis man ikke har børn. Det prikker til den lille stemme inden i mig, der siger, at jeg er en kæmpe egoist for ikke at ville sætte børn i verden.

Samtidig kunne det ikke være mere forkert, at jeg ikke er noget for nogen. Min frivillige barnløshed gør nemlig for mig at se, at jeg kan være noget for rigtig mange forskellige, for jeg har ikke nogen, der kommer i første række uanset hvad.

Jeg oplever også ofte, at en fordom om frivillig barnløshed er, at man ikke kan lide børn. Det er lige modsat for mig: Jeg elsker børn, og jeg spiller en aktiv rolle i flere børns liv. Det ældste barn i mit liv er 12 år gammel, den yngste blev født forleden.

Jeg skifter bleer og putter, jeg puster på skrabede knæ og leger gemmeleg. Jeg læser godnathistorier og tager i Zoologisk Have, jeg lærer fra mig og sætter grænser.

Når jeg forestiller mig min fremtid, er den fyldt med værdifulde venskaber og kærlig familie, med meningsfuldt arbejde og kunstnerisk virke. Med sene aftener på bodegaer og sløve ensomme søndage med Netflix og take away. Men den er også fyldt med legoklodser, pasta-kødsovs og familieliv.

Jeg glæder mig helt afsindigt til at se alle de børn, der er en del af mit liv, vokse op, og jeg er så taknemmelig for, at mine venner lader mig være en del af deres børns liv.

Men hvor er jeg også bare lykkelig over at kunne aflevere dem igen hos deres dejlige forældre, når vores legeaftale eller overnatning er forbi.

Og nå ja, min date? Ham hørte jeg sjovt nok aldrig fra igen.