Hvorfor er det egentlig, at håndboldsporten skal drilles så meget?

Danmark regulært smadrede Algeriet til deres åbningskamp i VM i herrehåndbold i sidste uge. 47 mål scorede det danske herrelandshold, og Jyske Bank Boxen i Herning var propfyldt. Energien sitrede, og de tekniske detaljer på banen var vidunderlige.

Da jeg mødte ind på kontoret dagen efter, var der imidlertid ikke nogen til at dele min begejstring. Folk havde set Premier League i stedet, og de vidste dårligt nok, at VM-kampen var blevet spillet.

Fair nok, hver vores smag og alt det der. Der er bare det, at der er en tendens til, at der skal grines lidt, når man erklærer sin kærlighed til håndbold i plenum. Og så vælter det ud med alle de gamle sange. “Det er slet ikke ligeså elegant og teknisk som fodbold,” eller også siger de med stolthed i stemmen, et nonchalant anstrøg over ansigtet og et kækt grin på spring noget á la: “Nå, vandt vi OL-finalen i går? Det så jeg slet ikke…”

Faktisk har jeg på fornemmelsen, at mange gør en dyd ud af, at være ‘sådan en’, der holder håndbold væk fra sig i strakt arm. De vil ikke smudses til af provinsen. Min erfaring er i hvert fald, at hvis du siger noget med håndbold på et hvilket som helst kontor i København, står de indfødte som regel også klar med hån og spot. Det er noget rigtig jyde-hulemands-brydning med klappepølser og Volbeat.

Og ja, ja. Det er da rigtigt, at det er en sportsgren, der har dybe rødder i provinsen. Det er også rigtigt, at ‘For evigt’ med Volbeat – af dybt uransagelige årsager – er blevet sportens anthem i landsholdssammenhænge. Og at de i øvrigt spiller et tvivlsomt club-medley af sange meget højt i hallen, hver gang nogen scorer.

Men når det så er både sagt og anerkendt, så er der vist heller ikke mere at grine af. I de her år er vi vidner til en fuldstændig vanvittig renæssance af sporten. Niveauet har aldrig været højere, hverken når det kommer til fysik eller teknik.

Tag Mathias Gidsel, der med en overjordisk elegance og præcision smyger sig gennem huller i modstandernes forsvar, der slet ikke er der. Derudover smider spillerne boldene op i nettagets hjørner fra alle tænkelige – og utænkelige vinkler -, og så holder de tilmed en vanvittig koncentration 60 minutter i streg, stort set uden tekniske fejl.

Til OL har vi sportselskere som regel nemt ved at forene os omkring både 100 meter løb, svømning, længdespring og badminton. Fordi det er notorisk fascinerende at se nogen, der er virkelig dygtige til noget. Det samme gør sig bare ikke helt gældende for håndbolden. Måske fordi sporten er blevet en del af den kreative klasses provins-prygelknabe.

Til det har jeg også bare at sige: Det gør dig ikke speciel at fnyse ad håndbold og lade, som om det går totalt under din radar. Hvis du holder dig nogenlunde opdateret på de store nyhedssites, tænder fjernsynet eller åbner din telefon, vil du jo støde på overskrifterne om finaler og deslige. Præcis ligesom at det heller ikke gør dig interessant at elske naturvin og forsage popmusik.

Faktum er, at flere millioner danskere følger med, når de store håndboldslutrunder bliver spillet i fjernsynet. Og jeg har tænkt mig at ranke ryggen sammen med dem og tale stolt og lystigt om håndbold resten af VM-turneringen – også på københavnerkontoret.

I mine øjne er al begejstring og kærlighed fed. Om så den knytter sig til fodbold, grunge eller – trommehvirvel – håndbold.