I dag er hun bestsellerforfatter. Men efter oplevelsen i Jes Dorphs lejlighed, ønskede Therese Philipsen ikke at leve mere
Foto: Gregers Heering
I et stort interview med femina fortæller Therese Philipsen om sit liv før, under og efter, hun var ansat på TV 2.
Sidste år var hun en af hovedpersonerne i dokumentaren "MeToo: Sexisme bag skærmen" på Discovery+, hvor hun fortalte om en seksualiseret kultur på TV 2 og om overgreb begået af studieværten Jes Dorph.
Therese Philipsens vidnesbyrd var medvirkende, at Jes Dorph blev taget af skærmen. Nu fortæller hun, hvorfor hun ikke gik til politiet dengang, og hvorfor hun først stod frem med sin historie i dokumentaren.
– Jeg havde altid fået det indtryk, at en voldtægt var noget med at blive trukket ind i en gyde med en kniv for halsen. Jeg var forvirret dengang, og jeg tænkte, at det, der skete, nok var o.k., fordi han var så flink bagefter.
Therese Philipsen
45 år, bestsellerforfatter og tidligere studievært på TV2.
Bor i Florida med sin mand og deres to døtre.
Ifølge Therese Philipsens vidnesbyrd inviterede han hende op i sin lejlighed, lagde en hånd over hendes mund og tvang hende til samleje, mens en kollega var til stede i lejligheden.
En hændelse Jes Dorph har benægtet over for en række medier, men som både advokaterne i advokatundersøgelsen og tilrettelæggerne af dokumentarfilmen har vurderet som troværdigt gengivet.
Therese Philipsen fortæller, at det ikke gik op for hende dengang, at han havde gjort noget, han ikke måtte. Hun var flov over hændelsen. Og hun tog hjem til Jes Dorph igen.
– Ja, jeg gik hjem til ham igen, og den episode var meget voldsom. Det var dokumentarens journalister, der fandt ud af, at jeg efterfølgende var gået hjem til en veninde, der havde sagt, at jeg burde gå til politiet. Men det ville jeg ikke.
Jeg kan huske, at jeg ringede på Jes’ dør og sagde, at jeg ikke ville leve længere. Han svarede bare, at jeg havde en stor karriere foran mig.
– Det ødelagde mig fuldstændigt. Jeg var helt smadret på det tidspunkt. Jeg kan huske, at jeg ringede på Jes’ dør og sagde, at jeg ikke ville leve længere. Han svarede bare, at jeg havde en stor karriere foran mig. Da han sagde det, ville jeg bare dø. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene. Jeg hadede mig selv.
Mødte kærligheden
Efter hun mødte sin mand, delte Therese Philipsen sit liv op i to: Et før og et efter. Hun tænkte, at hun kunne lægge sit yngre jeg bag sig og bare være en anden.
– Det var en hård tid. Men det holdt mig i live, at jeg vidste, jeg en dag ville få børn. Og så mødte jeg Jan. Det vendte det hele.
Thereses mand, Jan, var også ansat på TV 2, da de to mødte hinanden for 20 år siden.
Hvordan har han haft det med, at det hele kom frem?
– Han har aldrig vidst det hele. Han vidste, at jeg havde haft nogle ”affærer”, men han vidste ikke, hvad der skete dengang med Jes Dorph. Han blev meget vred, da jeg fortalte ham om det, og han ville ønske, at han havde vidst mere dengang.
Femina har været i kontakt med Jes Dorph og forelagt ham indholdet i artiklen. Jes Dorph er ikke vendt tilbage på vores seneste forespørgsel.
Læs hele det store interview med Therese Philipsen i det nye nummer af femina, som udkommer torsdag d. 17. februar.
Her fortæller hun også om opmærksomheden efter dokumentaren, fællesskabet med de andre kvinder og om at blive misbrugt første gang af en lærer i folkeskolen.
Her kan du få hjælp
Har du tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201.
Du kan også skrive til deres chatrådgivning på livslinien.dk