I helt vådt tøj træder hun ind i ad døren. Lægen og hendes mand venter på hende

Advarsel: Denne artikel indeholder beskrivelser af selvskade.

Der er dunkelt uden for vinduerne på Cecilie Skovbjergs værelse. Hospitalslamperne giver rummet et gulligt skær, men det føles som om, hun sidder i tusmørke.

Lægens mund bevæger sig foran hende, men al sammenhæng og mening går tabt, når først ordene når Cecilies ører.

Hænderne ryster. Benene sitrer. Hun må væk herfra.

Med ét springer hun op. Iført joggingtøj og strømpesokker spurter hun af sted.

Forbi lægen, ned ad gangen, gennem glaspartiets gule dør.

Forbi den lille oase med palmer, sten og vand, der skal virke beroligende ved indgangen til psykiatriske afdeling i Haderslev. Nu har den ingen effekt.

Alarmen aktiveres.

Sirenen skærer sig ind i Cecilies hjerne. Hun tænker ingen tanker. Kun rent instinkt driver benene fremad.

Når Cecilie sætter sig noget for, kan hun ikke tales fra det igen.

Hun ænser derfor ikke den dybe novembersne, som hun stormer ud ad døren. Ud i den tidlige nat, i slutningen af 2010.

Fire ansatte spurter i hælene efter hende. Cecilie forsøger at løbe op ad en bakke. Men kroppen er afkræftet og underlaget glat af is.

Hun falder, prøver at komme op, men bliver grebet i arme og ben.

Cecilie gør sit bedste for at vride sig fri. På vejen lykkes det hende nogle gange, men lige så snart personalet taber hende; lige så snart genvinder de atter kontrol over de rebelske lemmer.

Hun ligger igen i hospitalssengen og kigger ud. I døren samles en kødrand af mennesker, der som en menneskelig mur skal sikre, at Cecilie ikke forsøger at flygte igen.

Menneskemuren spreder sig, og ind træder lægen, to meter høj og så bredt bygget, at han skygger for lyset.

»Du er tilbageholdt efter 24-timers-reglen,« brummer han.

Cecilie fatter ikke en skid af, hvad det betyder, men accepterer sit nederlag. Tidligt næste morgen forsøger hun endnu et flugtforsøg. Men nu går den ikke længere.

Hun sendes til den lukkede afdeling.

Hele livet har Cecilie følt sig anderledes. Lige siden hun var barn, har hun taget en maske af normalitet på, så omverdenen ikke kunne se, hvordan hun havde det indeni.

Cecilie Skovbjerg bor som 25-årig på en gård med sin mand en halv times kørsel syd for Haderslev. Her lever hun et tilsyneladende almindeligt liv med en hverdag som folkeskolelærer.

Men Cecilie når kun at arbejde i under et år, før masken slår revner.

Autistiske kvinder

Tusindvis af kvinder diagnosticeres først med autisme sent i voksenlivet.

Mange af disse kvinder er så gode til at maskere deres symptomer over for deres omverden og familier, at de færreste kan se, at de ikke er som alle andre.

Men på et tidspunkt opbruges energien. Masken krakelerer, og en såkaldt autistisk nedsmeltning udløses.

Symptomernes sværhedsgrad varierer fra person til person, men når energien er væk, og belastningerne har været for mange for længe, kan det vise sig som alt lige fra angst- eller stressanfald, sygemeldinger, spiseforstyrrelse, depression, selvskade, selvmordstanker til kortvarige psykoser.

Det er ikke til at sige, hvor mange kvinder, der går fejldiagnosticerede rundt i psykiatrien i dag.

I Region Hovedstadens Klinik for ADHD og autisme er de oppe på 1400 henvisninger årligt fra personer i psykiatrien, der vil udredes for autisme.

Ifølge autismeforsker Rizwan Parvaiz ved Klinik for ADHD og autisme, så kan fejlbehandling ende i tragiske forløb, som sender disse kvinder ind i en yderligere destruktiv spiral, hvor psykoser bliver rutiner.

Dette kan ske ved, at kvinderne oplever et kontroltab i mødet med psykiatrien. At deres behandling sætter sig som voldsomme oplevelser, og hvor de medicineres i for store doser til, hvad deres overfølsomme sanser kan håndtere, hvilket fører til bivirkninger.

Cecilie Skovbjerg gennemlevede knapt et årti med fejlbehandling, inden hun blev udredt for autisme.

Siden 90’erne har autisme været klassificeret som en børnediagnose. Og sådan er det fortsat i dag, selvom forskningen har etableret, at voksne også kan have autisme.

Derfor er autisme sjældent på lystavlen over mulige diagnoser, når kvinder som Cecilie Skovbjerg møder psykiatrien.

Cecilie blev som mange andre autistiske kvinder diagnosticeret med borderline, men Rizwan Parvaiz oplever også, at mange får diagnosen bipolar lidelse eller skizofreni.

I 2019 udkom WHO’s nye diagnosehåndbog, ICD-11. Selvom den ikke ændrer definitionerne for autisme drastisk, så åbner den op for, at også voksenpsykiatrien kan diagnosticere autisme.

Fem år senere har Danske Regioner sat implementeringen på pause, da de vurderer, at det vil være for kompleks og økonomisk tung en byrde sammenlignet med, hvor meget diagnosehåndbogen vil bidrage til psykiatrien.

Dette vækker harme blandt Autismeforeningens formand, Karina Bundgaard, der mener, at det vidner om arrogance, da hendes medlemmer har ventet i årevis på en forbedring af diagnosesystemet.

Et konservativt skøn på, hvad den fortsatte fejldiagnosticering og -behandling har af økonomiske omkostninger, kan ifølge Rizwan Parvaiz være på 500 millioner kroner årligt for statskassen – men beløbet er formentligt højere.

I mellemtiden er tusinder af kvinder ifølge ham stadig fanget i en fejlbehandling, som kan resultere i yderligere destruktive rutiner og forværring af deres tilstand.

Sådan gik det for Cecilie Skovbjerg. Og det hele startede med en autistisk nedsmeltning i februar 2009.

Maskefald

Morgenduggen falder lidt anderledes end normalt torsdag den 11. september 2008. Sådan noget lægger Cecilie altid mærke til, når årstiderne skifter.

Hestene vrinsker fra gårdens venstre længe. Med rolige skridt går Cecilie over gårdspladsen for at give dem dagens første måltid.

Mens de jævnaldrende piger i folkeskolen fandt andre interesser, holdt Cecilie aldrig op med at være hestepige. De er også nemmere end mennesker. Der er ikke lige så meget at forholde sig til.

Cecilie sætter sig ind i bilen og kører ad de sønderjyske landeveje ind mod arbejdet:

Billedkunst med 2. klasse. Gårdvagttjansen med børnenes obligatoriske småskænderier. Og samfundsfag med eleverne i 8. klasse sidst på dagen, når resten af skolen er gået hjem.

Eleverne introduceres for et dilemmaspil. Men Cecilie befinder sig hurtigt selv i et dilemma.

To knægte sidder demonstrativt og spiller kort, mens undervisningen er i gang. Der må skæres igennem, hvis de skal makke ret.

»Hvis ikke I lægger de kort fra jer, så bliver jeg nødt til at tage dem,« insisterer Cecilie.

Drengene fortsætter.

Med al den autoritet hun som folkelærer kan mønstre, går Cecilie resolut ned, tager kortene og lægger dem på katederet, så undervisningen kan fortsætte.

Men så længe kortspillet er i klassen, bliver en af drengene ved med at køre sig selv op. Derfor lægger hun kortspillet op på lærerværelset.

Ude af syne, ude af sind.

Undervisningen fortsætter. Da dagen slutter, siger Cecilie tak for i dag, vender sig om og begynder at pakke sammen.

Men i mellemtiden er vreden boblet op i en af de to knægte. Den er ved at syde over.

Cecilie vender sig om. Eleven fylder hele dørkarmen. De er alene i klasselokalet.

Han skubber hende.

Adrenalinen pumper i hendes blodårer. Hun ser sig om efter noget, der kan skabe afstand mellem dem.

Øjnene lander på et rullende tv-bord. Med sit nyfundne skjold skubber hun drengen ud på gangen. Hans arme flagrer. Han forsøger at gribe fat i hende.

Drengen råber og videobordets hjul mod de brune 70’er-fliser spreder sig som et ekko gennem skolens murstenskorridorer.

Men der kommer ingen hjælp.

»Jeg er fucked, hvis ikke der er nogen på lærerværelset,« tænker hun.

Som de drejer rundt om hjørnet øjner Cecilie en kollega. Hjælpen er kommet.

Cecilie gelejder sig ind på lærerværelset, låser døren og sætter sig chokeret i en sofa. Hun kan ikke andet end at stirre vildt ud i luften.

Låsen går op. Kollegaen har fået sendt eleven hjem og sætter sig nu ved siden af hende i det blå stof.

»Er du okay,« spørger kollegaen, der er rystet af episoden.

Cecilie hanker op i sig selv. Tager masken på. Ingen skal tro, at hun ikke har styr på situationen.

»Jeg har det fint,« får hun fremstammet.

Efter en forlænget weekend møder Cecilie ind igen om mandagen og gennemfører undervisningen med samme klasse. Med samme dreng i lokalet.

I omverdenens øjne er alt som det plejer.

Cecilie forsikrer sin chef om, at hun ikke vil have meldt episoden med eleven til politiet. Det skal ikke ødelægge drengens liv.

Samtidig sætter hun hælen i over for chefen, når han anbefaler hende at gå ned i tid. Det er ikke nødvendigt. Alt er fint.

Hendes kollegaer og chef roser hende for at håndtere situationen så godt.

Bag masken ulmer afmagten.

Nedsmeltning

Cecilie har altid haft et anstrengt forhold til mad. Hendes vægt svæver typisk lige omkring grænsen for en sund BMI.

Efter episoden i klasseværelset taber hun sig 13 kilo.

September er blevet til februar 2009, og Cecilie er stadig mere irritabel. Jævnligt fører selv de mest ubetydelige ting til skænderier mellem hendes mand og hende.

Denne søndag eftermiddag er ikke anderledes. Men skænderiet tager en drejning.

Nok er nok, og nu er det blevet for meget. Cecilie tager en beslutning: Hun vil ikke være en del af verden mere.

Hun rækker ud efter knivblokken og retter klingen mod sit bryst.

Hendes mand omfavner hende og vrister kniven fri. Cecilie er overmandet og bliver smidt lige på hovedet i seng.

Her ligger hun så. En vagtlæge kommer ind. Cecilie vil ingenting. Alt er ligegyldigt. Lægen indlægger hende.

Cecilie ænser ikke andet end stilheden, da de kører mod psykiatrisk afdeling i Haderslev.

Ved rattet styrer hendes mand bilen gennem mørket, der kun brydes, når snefnuggene rammer ruden.

Selvom hun sidder på passagersædet, er hun ikke rigtigt til stede under køreturens 20 minutter.

Motoren slukker, og sammen går de op til indgangen.

Cecilies morbror var indlagt med skizofreni og bipolar lidelse. Han døde på Sct. Hans Hospital. Det er det, hun ved om den verden, hun nu snart selv bliver en del af.

Fordomme om scener fra filmklassikeren Gøgereden med bindegale patienter spøger i hovedet på Cecilie.

Hun når kun få skridt ind på afdelingens gråmelerede linoleumsgulv, før fordommene bekræftes.

En lille dame med langt, gråt hår, masser af smykker og flagrende gevandter går helt op i hendes ansigt. I forskrækkelse bakker Cecilie et skridt tilbage og gemmer sig dybt inde i sin rulamsjakke.

Personalet får øje på situationen og fører den frembrusende dame væk.

Rystet tænker Cecilie, at her hører hun bare overhovedet ikke til.

Parret føres ned ad gangen til et samtalelokale. De bedes vente, og inden længe kommer lægen ind og begynder at tale, men hvad han fortæller, ænser Cecilie ikke.

For kontorstolen er dyb. Det er som om, Cecilie synker ned i den uden at kunne komme op. Mest af alt føler hun sig forsvarsløs.

Cecilies mand siger farvel, inden personalet fører hende hen til hendes værelse.

Stopuret

Lægerne diagnosticerer Cecilie med anoreksi, og derfor sender de hende videre til afdelingen for spiseforstyrrelser i Odense.

Om et par år finder forskere ud af, at en høj procentdel af kvinder med spiseforstyrrelser har en grad af autisme.

Men den viden har lægerne ikke i 2009.

Cecilies holder sig på sit værelse længst nede ad gangen på den nye afdeling. Hun er ikke meget for at gå ud.

Siden episoden med eleven i folkeskolens korridorer, har hun ikke haft det godt med lange gange.

Pigerne spiller Yatzee og Backgammon i den fælles opholdsstue. Andre ser fjernsyn eller strikker. Modsat andre mennesker, opfatter autister sanseindtryk langt mere ekstremt.

De rystede terninger, dåselatteren og snakken er alt for meget at rumme for Cecilies nerver. Tilværelsen bliver kakofonisk.

Der er regler for at være social. Mad er et strengt forbudt samtaleemne. Det samme er diagnoser.

De andre piger har været indlagt mange gange før. For dem er jargonen naturlig. Men for Cecilie er de sociale koder et mysterie.

Cecilies sanseindtryk er på overarbejde. Hendes autisme gør, at hendes hjerne har svært ved at fortolke og handle instinktivt på, hvad der foregår.

Derfor bruger hun hele tiden energi på at analysere verden og menneskene omkring sig.

Utallige Mandalaer farvelægges og hænges op på værelsets vægge. Og Cecilie kæmper sig igennem lange bøger af forfattere såsom Stephen King og Peter Høgh.

Foruden uret på hendes Nokia 3310 er tilværelsen tidsløs.

Nu fyldes dagene med strikse rutiner.

Pigerne er der for at tage på, og det tager personalet alvorligt.

Cecilie vækkes tidligt hver morgen. Personalet iagttager hende, mens hun tisser. Og drikker hun noget, inden hun skal vejes på overlægens kontor, betragtes det som snyd.

Kun iført undertøj sætter hun hver tirsdag og torsdag morgen fødderne op på den gammeldags vægt, mens overlægen stiller loddet.

Det er aldrig en behagelig oplevelse.

Viser vægten for lidt, får Cecilie yderligere restriktioner og mere mad. Viser den for meget, går hendes spiseforstyrrelse amok.

Ved spisetid sidder afdelingens ni piger samlet om et langt, hvidt bord. De taler ikke meget med hinanden. Alle kæmper de med deres. Og der er tid på.

30 minutter til alle hovedmåltider, 15 minutter til mellemmåltider. Og seks måltider om dagen.

Viserne fra det store ur tikker i faste slag til det næste romertal. Cecilie lægger mærke til hver eneste ryk på viseren.

Spiser hun ikke op, bliver maden vejet, så personalet kan notere det. Sker det flere gange, resulterer det i samtaler, ekstra vejninger og blodprøver.

Selvom Cecilie har det godt med faste rutiner, bliver det hele for meget. For mange sanseindtryk, for meget pres og for meget stress. Det hele hober sig op i hovedet.

Hun bliver fraværende, får selvmordstanker, og hun mister grebet om sig selv.

Hendes mor, Lisbeth, kommer på besøg. Mistrivslen står som malet i ansigtet på hendes datter. Nedslidt.

Cecilie har ikke fået det bedre.

»Jeg ved ikke, hvem jeg er,« sukker Cecilie til sin mor.

De beslutter sig for, at hun nok vil have bedre af at komme hjem på gården i Sønderjylland. Hjem til hendes daglige gøremål, som afleder de negative tanker.

I opholdsstuen fortæller overlægen, at enten må Cecilie have borderline, eller også må hun have PTSD.

Da Cecilie var syv år gammel, blev hun udsat for en bortførelse og voldtægt ikke ulige, hvad der i dag florerer om Kirkerup-sagen.

Hun plages stadig af traumerne fra dengang med flashbacks, som bliver hyppigere, jo mere afkræftet Cecilie bliver.

Ifølge autismeforsker Rizwan Parvaiz, er Cecilie særligt udsat for midlertidige psykotiske anfald, når hun får en autistisk nedsmeltning, fordi hun også har PTSD.

I løbet af hendes tid i psykiatrien er lægerne fast besluttet på, at det er PTSD-diagnosen, der er årsag til hendes problemer. Til trods for at dette løbende afkræftes af flere psykologer og psykiatere.

Men for nu fortæller overlægen, at episoden med eleven er et eksempel på retraumatisering.

Og derfor ændrer han Cecilies diagnose fra anoreksi til en reaktiv spiseforstyrrelse hængt op på traumer fra PTSD.

Overlægen mener ikke, at Cecilie opfylder kriterierne for borderline.

Lisbeth siger ikke noget.

Hun venter på, at overlægen fortæller om det videre forløb, om støtte og henvisning til en psykolog.

Det gør han ikke.

Kampen om behandling

Det er tre dage før juleaften i 2009. Haderslev Dam er frosset til med et tyndt lag is, som knækker til flager, mens Cecilie Skovbjerg går ud i vandet.

Ved bredden råber en kvinde efter hende. Hun er fulgt efter Cecilie og forsøger at få hende til at vende om og komme op på sikker grund igen.

Tilbage på psykiatrisk afdeling venter hendes mand sammen med en læge.

Det er dem, hun er flygtet fra.

Siden Cecilie blev udskrevet fra afdelingen for spiseforstyrrelser i maj, har hun ikke fået det bedre. Tværtimod.

Jobbet som skolelærer blev fortid, og parrets er i økonomiske problemer.

Efter ti år er den store forelskelse forsvundet. Det er skænderierne ikke.

Cecilie og hendes mor kæmpede for at få en opfølgende behandling. De formåede at få Cecilie tildelt en behandling for depression.

Det hjalp, at psykiatrien gik ind og opbyggede et sikkerhedsnet af rutiner i hverdagen såsom ugentlige samtaler og fysioterapi.

Men efter et par måneder blev Cecilie erklæret rask, og de ugentlige samtaler og tilknytning til psykiatrien ophørte. Selvom hun stadig selvskadede og plagedes af selvmordstanker.

Sikkerhedsnettet blev trukket væk under hende.

Cecilies mor ringede rasende til psykiatrien:

»Cecilie vil komme tilbage i hovedet på jer som en boomerang«

Der er intet, Cecilie hellere ville end at være normal igen; glad igen.

I stedet står hun tre dage før juleaften i Haderslev Dam. Efter episoden bliver hun indlagt igen.

Hun træder i vådt tøj gennem dørene ind til afdelingen. Og lidt efter slutter hun sig til sin mand i samtalelokalet.

Her sidder de så igen i de grønne kontorstole. Men denne gang forstår Cecilie, hvad lægen fortæller.

Han mener at have fundet svaret på hendes ulykke i livet. Og det er diagnosen borderline.

Cecilie ved ikke helt, hvad hun skal mene til at starte med. Men så fortæller lægen, at hun med diagnosen kan komme i behandling.

Han rækker hende et papir. Det er en kontrakt på et behandlingsforløb.

På papiret står der, at hvis hun udebliver fra behandlingen tre gange, vil det betyde, at behandlingen slutter.

»Hvorfor skulle jeg udeblive, når jeg gerne vil have det bedre,« tænker den evigt pligtopfyldende Cecilie, som sætter en stor dyd i at overholde aftaler.

Modsat borderline er autisme ikke en psykisk sygdom, men en grundlæggende udviklingsforstyrrelse. Et livsvilkår, der ikke skal behandles, men forstås og i nogle tilfælde gives støtte til.

Men på hospitalet forsøger de at kurere hende.

Tre måneder efter Cecilie er startet i fuld gruppeterapi flygter hun ud i novembersneens kulde. Hun bliver igen indlagt på den lukkede afdeling.

Al håb om at komme tilbage til det normale liv på gården slutter her.

Dette er første afsnit i serien om Cecilie Skovbjerg. Du kan læse andet afsnit her: