I lang tid tænkte jeg: ”Jeg er soldat, og at hvis jeg gør det godt nok, skal det hele nok ændre sig"

Jette Albinus har været i Forsvaret i 36 år og er den første danske kvinde med rang af generalmajor. Hun har altid holdt sig fra at tale om køn og om at være kvindelig soldat – lige indtil ligestilling af værnepligten blev aktuelt.

Du har ikke tidligere villet tale om køn og om at være kvindelig soldat. Hvorfor ikke – og hvorfor vil du det nu?

I lang tid tænkte jeg: ”Jeg er soldat, og at hvis jeg gør det godt nok, skal det hele nok ændre sig.” Udfordringen har været, at der var for få af min slags til at kunne vise, at vi kan – vi var for få til at blive en gamechanger. Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt at tale om køn, for det handler for mig ikke, om man er mand eller kvinde, men om man er god til sit job. Men jeg må erkende, uanset om jeg kan lide det eller ej, at jeg er en rollemodel, og hvis jeg kan være med til at vise, at Forsvaret også er for kvinder, føler jeg, at jeg har en forpligtelse til at gøre det.

Du var 22 år, da du i 1988 søgte ind i Forsvaret. Hvad trak i dig for at gå den vej?

Jeg havde altid haft lyst til det. Min daværende kæreste skulle ind, og så tænkte jeg: ”Så gør jeg det også”. Dengang var der ikke noget, der hed værneret. Jeg havde en studentereksamen og søgte ind som reserveofficer.

Jeg troede, jeg skulle være fysioterapeut bagefter, men i løbet af de to år, var der nogle chefer, der sagde, at de syntes, jeg skulle fortsætte. Jeg syntes, det var sjovt, både det fysiske og at der var udfordringer til hovedet. Det gode ved Forsvaret er, at hvis du klarer dig godt, er der altid et næste trin, du kan søge opad. Jeg har altid kunnet lide udfordringer og konkurrencer, så det ene tog det andet.

Hvordan blev du taget imod?

Vi var to piger og 50-60 mænd, da jeg startede. Vores holdleder sagde, at han ikke syntes, der burde være kvinder i Forsvaret, men at det ikke var hans beslutning. På den måde var det lidt op ad bakke, men jeg har sjældent tænkt over det, for når jeg er i uniform, så er jeg soldat. Det er nok mere mine omgivelser, der har studset over det.

Lige da jeg var blevet løjtnant i 1989, var jeg i Tyskland. Dengang var der ikke kvinder i det tyske forsvar, så kvinder var forbudt i officersmessen, men jeg var inviteret derind. Det blev der gjort en masse ud af, og det var dødpinligt for alle. Sådan har der været meget, fordi det ikke har været almindeligt med kvinder i Forsvaret, især i andre lande.

Jeg har lige været på chefkonference i Polen, og pludselig er der en, der siger til mig, at jeg er den eneste kvinde til stede. Jeg lægger ikke selv mærke til det, men det fylder meget for andre. Som regel trækker jeg på smilebåndet af det, men på det seneste er det begyndt at irritere mig.

Det gør mig ked af det, fordi Forsvaret er et spejl af samfundet, og dermed viser, at vi tydeligvis stadig opfatter hinanden meget som køn.

Hvilken betydning tror du det vil få, at værnepligten ligestilles?

Debatten har været præget af nogle enormt stereotype opfattelser af, hvad en soldat er. Med en mere ligelig kønsfordeling er jeg overbevist om, at værnepligten med tiden vil skabe mere diversitet og en anden kultur i Forsvaret. Som forsvar har vi brug for både mænd og kvinder. Vi kan ikke udelukke 50 procent af en årgang på grund af køn.

Behovet for variation er kun blevet større med tiden. Med den teknologiske udvikling i dag nytter det ikke kun at have fysisk stærke soldater, der kan løbe ud over marken. Vi skal også have nogle, der f.eks. er dygtige til kunstig intelligens og IT.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 37/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.