I sit møde med kvinderne i Uganda var der et begreb, hun bed fast i: Ubuntu

Susanne Possing er et af de mennesker, du gerne vil have til bords i enhver sammenhæng. Et af de sjældne mennesker, som har oplevet så meget, at samtalen aldrig kan dø ud.

Hvor du oplever passionen og dedikationen for en sag, så du forlader samtalen fuld af en blanding af håb, men også foruroligelse.

For det er ikke så lidt, den 73-årige sociolog har oplevet i de over 30 år, hun har arbejdet med køns- og udviklingsforskning i nogle af verdens fattigste lande.

I sin nye bog “Kvindernes land” deler Susanne Possing ud af sine erfaringer og oplevelser fra hverdagslivet i Uganda. Og man skal ikke læse ret langt ind i bogen, før hendes oplevelser sidder under huden.

Som når hun beskriver, hvordan en kvinde i en slumfamilie har fået adskillige skader ved fødslen af sine fire børn, men som, fordi abort er ulovlig i Uganda, er nødt til at føde de børn, der måtte komme trods daglige smerter, en voldelig mand og usle leveforhold.

Eller når Susanne Possing beskriver, hvordan hun fandt hen til toilettet i det hus, hvor hendes veninde tidligere boede ved at “balancere på cementkanten langs huset i en smal gyde, hen forbi to køer, der stod bundet i et aflukke af gammelt mudderdækket tømmer, derfra manøvrere ud og ind mellem tre familiers samlinger af babytrusser, klude, spande, gryder og plastiksandaler, rundt om hjørnet og finde hængelåsen blandt otte andre i den smalle, mørke korridor, for til sidst at finde sig tilrette på det lillebitte lokum.”

Kvinderne trækker læsset

Susanne Possings bog “Kvindernes land” er vokset ud af knap seks års ophold i Uganda fra 2005-2010.

Selve kontinentet har hun rejst i mange gange tidligere, men denne gang boede hun i en årrække forskellige steder i det fattige afrikanske land, fordi hun ønskede at komme helt tæt på de mennesker, hun forsøger at hjælpe i samarbejde med den lokale udviklingsorganisation, hun er ansat hos.

– Mens jeg var dernede, fik jeg lyst til at skrive om det hverdagsliv, jeg oplevede. Jeg ville gerne skrive om, hvordan det er at leve i et delvist militærdiktatur med høj fattigdom og stor ulighed.

– Jeg synes, det var spændende at skrive om det, der sker i mødet mellem en hvid kvinde fra et rigt, privilegeret land som vores og menneskene i det her land.

Bogen består af tre individuelle historier, som flettes sammen undervejs. Alt, der foregår i bogen, har Susanne Possing selv oplevet eller været vidne til.

I bogen møder vi bl.a. slumfamilien bestående af Rose og Philip og deres børn, som prøver at komme ud af slummens fattigdom og de sygdomme, der følger med at bo under kummerlige forhold.

Vi møder også en gruppe passionerede kvinder i et landsbysamfund, som forsøger at bygge en lokal skole op fra grunden, så deres børn ikke skal gå 8-10 kilometer i skole med stor risiko for at blive angrebet eller voldtaget.

Og vi møder mennesker, som er fanget i en borgerkrig, hvor en bestialsk oprørshær kidnapper deres børn, hvorefter den indrullerer drengene i hæren, mens pigerne bliver sexslaver.

Alle tre historier og møderne med de mennesker, der omtales i bogen, har lært Susanne Possing om det ugandiske folk – og ikke mindst, hvad hun mener, vi alle kan lære af dem. For på trods af elendighederne og mismodet, er bogen også et vidnesbyrd om kvinder, som havde et helt unikt syn på livet og en ukuelighed, som kan være svær at forstå fra vores del af verden.

– Overalt kunne jeg se, at det på trods af al den vold og fattigdom, der var dagligdag for dem, samtidig er kvinderne, der påtager sig hovedansvaret både socialt og økonomisk.

– Det er dem, der skaffer mad på bordet, tager sig af hus og hjem, passer børn og de ældre og i øvrigt også andre i lokalsamfundet, siger Susanne Possing.

Et overlevelsesinstinkt

Men det store arbejde, kvinderne udfører, bliver ikke værdsat i Uganda.

– Det er et stærkt patriarkalsk samfund, hvor kvinderne mildest talt betragtes som andenrangs. Den omsorg, der ligger i kvindernes arbejde, bliver ikke anerkendt som nødvendig i samfundet.

– Men landet ville overhovedet ikke hænge sammen, hvis det ikke var for kvinderne.

Alligevel beskriver hun i bogen kvinder, som ikke giver op. Som bliver ved med at kæmpe, og kvinder, som ikke klager over deres livssituation, men aktivt forsøger at ændre den.

I forbindelse med sit ophold i Uganda undersøgte Susanne Possing det afrikanske begreb “Ubuntu”. Det betyder noget i retning af: “Jeg eksisterer kun, fordi du findes”.

– Vi er ikke noget uden den anden. Vi er afhængige af hinanden. Vi er hinandens nødvendighed.

Susanne Possing kan godt forstå, at vi i vores del af verden har svært ved at begribe, hvorfor kvinderne kan blive ved med at tro på et bedre liv. At det kan virke meget fjernt med de vilkår, de lever under. Men årene i Uganda har givet hende en større forståelse.

– Mennesket kan meget mere, end vi tror. Det, jeg oplevede i Uganda, var, at kvinderne finder styrken i trætheden. Som en form for overlevelsesinstinkt.

Susanne Possing fortæller, at det blandt andet kan forklares med, at moderskabet i Uganda har så stor værdi for en kvinde, at man nærmest ikke bliver set som en rigtig kvinde, hvis man ikke har børn.

– Som kvinde i Uganda er du mor, før du er noget andet. Men det betyder også, at det for de kvinder slet ikke står til diskussion, at de skal passe deres familie. Det er en forpligtelse. Ikke en moralsk forpligtelse, som man kunne tro, men et vilkår. De kan ikke forestille sig det anderledes.

Nogle af de kvinder, Susanne Possing mødte, som nægtede at give op, uanset hvad livet havde kastet imod dem, var kvinderne i en lejr for internt fordrevne.

– De sagde: “Regeringen kan negligere os, de kan dræbe os og vores børn, de kan favorisere folk fra andre dele af landet. Men de kender os ikke. Vi bliver ved. Som om vi ville tilslutte os en hær, der dræber vores egne? Nej! Det gør vi ikke. Men regeringen får det til at se ud, som om vi er svage og har brug for deres beskyttelse.”

– Det eneste, de kvinder ønskede, var, at de blot fik mulighed for at bygge deres liv op igen.

To skridt frem og et tilbage

Susanne Possing fortæller i bogen også om, hvordan det ikke altid har været let at arbejde som privilegeret, vestlig kvinde i et udviklingsland. Til tider endda farligt.

Som dengang hun modtog en dødstrussel, efter hun på vegne af en gruppe naboer havde klaget til de lokale myndigheder over den massive larm fra en ulovlig “bar” i nærheden.

Men det er, som om noget af den ukuelighed, hun har mødt hos de ugandiske kvinder, er smittet af på forfatteren. For selv en trussel om at sende hende hjem i en ligpose slog hende ikke ud.

– Det var selvfølgelig en slem oplevelse, også fordi jeg kendte både politikere og journalister, som fik dødstrusler, der faktisk blev eksekveret.

– Men jeg lærte også en masse ting. F.eks. om hvordan man skal tale med lokale myndigheder, og at jeg måske skulle have overladt denne kamp for fred i nabolaget til mine ugandiske naboer.

Det viste sig nemlig, at de kunder, som kom på denne ulovlige bar, var medlemmer af en militær specialenhed tæt på præsidenten.

– Den oplevelse bidrog til, at jeg i endnu højere grad kunne mærke, hvorfor jeg var der. Jeg blev sendt kortvarigt hjem til Danmark, men jeg kunne næsten ikke vente med at komme tilbage, fordi det gav så god mening for mig at være der.

I dag mener Susanne Possing, at der er tegn på fremgang i Uganda, men hun erkender også, at det går langsomt. F.eks. er den skole, hun i 2009 hjalp et landsbysamfund med at stable på benene, endnu ikke bygget. Men for nylig fik hun at vide, at de nu har fået retten til jorden og er ved at bygge et hus til formålet.

Ting går langsomt, men ikke i stå. Og som kvinderne i Uganda er forfatteren heller ikke selv sådan lige at slå ud.

– Jeg kan møde modgang, men jeg bliver ikke slået ud. Jeg er nok blevet inficeret af en form for ydmyghed. Når jeg oplever, hvordan nogle af de her kvinder, som har mistet deres børn og deres hjem, bare bliver ved, så kan jeg selvfølgelig også.

Susanne Possing nævner en jordemoder, hun mødte i Kenya for mange år siden, som bar et udtryk i ansigtet, hun aldrig glemmer, og som hun har svært ved at beskrive.

– Jeg har endnu ikke fundet et ord, der kan beskrive det udtryk, men værdighed er nok det, der kommer nærmest. Hun havde en særlig ro over sig. Der lå unge, gravide kvinder omkring os, nogle var ved at dø, men for hende var det hverdag.

– Det står ikke til diskussion, at man skal blive ved.

Denne vedholdenhed oplevede hun også med familien i slumkvarteret, hvor den ældste søn, som hedder Chris i bogen, formår at bryde den sociale og kulturelle arv.

– Hans far er en meget stolt mand, noget af en sjuft, som ikke kan finde ud af at hjælpe sin familie. Men sønnen gør det helt modsatte: Han formår at tage en skrædderuddannelse, laver sin egen shop og udvider den med et gadekøkken.

– Han er aldrig i tvivl om, at han skal støtte sin mor, som er syg af fødselsskader, og at han skal hjælpe sine søstre på vej. Det giver mig håb at være vidne til sådan en udvikling, siger hun.

Det, der hjælper én, hjælper alle

Med sin bog håber Susanne Possing også, at hun kan være med til at flytte fokusset på ligestilling ud over Danmarks grænser.

– Når man ser man på den generelle mediedebat, så handler den stadig mest om den danske ligestilling. Det er ikke, fordi jeg synes, vi skal holde op med at snakke om det, men jeg kunne godt tænke mig, at vi tænkte lidt ud over vores egne problemer.

Blandt andet savner hun, at vi bliver bedre til ikke kun at se kvinder fra andre dele af verden som ofre, men som kvinder med ressourcer, vi alle kan lære noget af.

– Jeg ville ønske, at vi – mænd som kvinder – kunne knytte alliancer med kvinder fra Iran, Indien eller Afrika. At vi i højere grad anerkender, at når de indiske kvinder går på gaden mod voldtægter, og de iranske kvinder er ved at revolutionere deres land, hvor de risikerer deres liv for det – ja, så er det også vores kamp.

– Der kan godt være en tendens til mest at se dem som nogle stakler, vi skal ”hjælpe”.

I Uganda oplevede hun bl.a., hvordan kvinderne uanset hvor grusomme ting, de var igennem, altid formåede at tage sig af andre end sig selv. “Det, der hjælper én, hjælper alle”, er en gængs talemåde der ifølge Susanne Possing.

– Man kunne jo godt forestille sig, at de var mest optaget af at få deres egen lille hytte op at stå, så de var forberedt, når borgerkrigen var overstået. Men det gør de ikke, fordi de ved, at de er afhængige af hinanden og derfor må hjælpe hinanden.

– Den form for solidaritet synes jeg, at vi kan lære noget af, og jeg så gerne, at den kom til at fylde mere også i en dansk, feministisk debat.

Derudover mener Susanne Possing også, at der trods store forskelle på levevilkårene i Uganda og herhjemme, alligevel kan drages paralleller – og at vi måske ikke er så forskellige, som vi går og tror.

– Vi taler meget om mental load og work life-balance herhjemme, og det er jo dybest set, fordi samfundet også her er kapitalistisk. Det betyder, at arbejdet med hjem og børn ikke bliver anerkendt på linje med andet arbejde.

– Det kræver tid og tilstedeværelse at have børn, men dét clasher med lønarbejdets krav: Vi skal samtidig skynde os på arbejde hver morgen.

Det handler heller ikke om, at vi skal skyde vores egne ligestillingsudfordringer til hjørne, fordi de har det værre andre steder i verden, understreger Susanne Possing.

Manglende ligeløn, ulige fordeling af barsel, kvindernes manglende repræsentation i ledelser og ikke mindst den sexisme, som blev tydeliggjort af Me Too-bevægelsen, bliver ikke til mindre problemer, fordi der er problemer med ligestilling i andre dele af verden.

– Det er ikke et enten-eller. Det er et både-og. Det er virkelig godt, at vi har opnået den ligestilling, vi trods alt har i vores del af verden. Vi står på skuldrene af vores formødre, som har kæmpet for den, og den nyder vi gavn af. Og de problemer, vi stadig har herhjemme, er også reelle.

Men netop, fordi vi har opnået en relativt set stor lighed og frihed i vores del af verden, er det ifølge Susanne Possing på tide at løfte blikket og understrege det internationale.

– Danmark er et rigt land, og vi har mange rettigheder, men vi tilhører faktisk et mindretal. Der er få lande, som har det, som vi har det. Jeg kunne godt ønske mig, at vi så lidt mere ud over vores egen verden.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 9, 2024.