Iris Gold og Hanne Boel om musikbranchen: Hvor blev pigerne af?

Døren går op to gange lige efter hinanden, og med den kølige luft kommer også en fornemmelse af starpower ind gennem glasdøren, selv om håret er rullet op på papilotter, og de to gæster er pakket ind i vinterfrakker.

Vi mødes i et det fotostudie, hvor Hanne Boel og Iris Gold skal have taget fotos efter vores interview. Her er luft og højt til loftet, og vi kan tale sammen på behørig afstand, men dog sammen.

Det ville være nemt at ty til en kliché om, at de er som nat og dag, Iris og Hanne. De tilhører to forskellige generationer, den ene er hvid, den anden sort, blot for at nævne de mest åbenlyse forskelle.

Men faktisk er der mere, der binder dem sammen end det modsatte.

KVINDEKAMP 2021

En polariseret tid med store (og vigtige) debatter har fået os her på femina til at længes efter samtaler, ro og refleksion. I anledning af Kvindernes internationale kampdag har vi sat en række vigtige stemmer sammen og bedt dem tale om nogle emner, der rummer både kamp og håb. Mød:

Maja Lucas og Amalie Langballe om moderskab (og fravalget af samme)

Peter Hummelgaard og Lars Sandahl om barsel til far

Samira Nawa og Ritt Bjerregaard som sexisme i politik

De er to meget arbejdsomme kvinder i dansk musikliv. De fokuserer mere på essensen af deres musik end på alt det ståhej, der også hører til branchen.

De arbejder med skyklapper på på den gode måde. De er begge mødre og kunstnere uden at gøre et større problem ud af det.

Og de insisterer begge med stædighed på at være til stede i en branche, der i 2021 statistisk set rummer langt færre kvinder end mænd, og hvor der i de sidste par år har været rejst en tiltagende kritik af, hvor få kvinder der rammer festivalplakaterne og radiokanalerne, hvor lavt indtjeningen ligger for kvinder i branchen versus mænd, og hvor høj en grad af sexisme der er på spil i musikmiljøet.

Hvordan ser I jer hver især som kvinder i musikbranchen?

Hanne: Jeg er fra en tid, hvor jeg som kvinde og musiker aldrig tænkte over køn. Jeg har aldrig følt, at det var arbejdsmæssigt sværere at gøre noget, fordi jeg var kvinde. I slut-80’erne og start-90’erne var vi en helvedes bunke piger med fart på. Vi var nærmest i overtal; Sanne, Anne, Lis, Søs og så kom Lisa Nilsson fra Sverige, og Annisette var en power woman, allerede inden vi andre kom til. Men i starten af 2010’erne stoppede jeg op og så mig omkring og tænkte: Hvor blev pigerne af?

Hanne Boel slår ud med armene og kommer selv med en mulig forklaringsmodel.

Hanne: Min rolle i det her setup kan jo nemt blive en mor-agtig ”nu må I tage jer sammen”-rolle, for du, Iris, er fra den generation, som min generation mere eller mindre har født og opdraget.

Men fordi jeg har undervist på Konservatoriet, så kender jeg koderne for jeres generation også. Og når pigerne kommer til de sene teenageår i jeres generation, så tænker de allerede over, at de på et tidspunkt skal have børn og tjene penge.

Iris: Jeg ved ikke, om jeg er underlig, men jeg har altid tænkt, at jeg sagtens både kunne være mor og lave musik. Jeg har aldrig følt, at det skulle hæmme mig. Jeg bare kan tage August (Iris’ søn på 8 måneder) med på tour. Men jeg tror også, at der er kommet et shift.

Der har været en årrække, hvor kvinder blev set mere som sexsymboler, og hvor man ikke kunne være sexet, hvis man også var mor. Sådan føler jeg ikke, at det er nu. Jeg vil i hvert fald gerne være med til at vise, at man kan begge dele.

Sexismen er et faktum

Hanne: Men hvis vi skal skille tingene ad og tale om sexisme … Altså jeg kan kun skrive under på, at jeg har været i en branche, hvor der på nogle måder har været magtanvendelse fra mænd, der kunne bruge den.

Iris sprutter af grin. Der er ingen tvivl om, at vi ikke skal til at tale om, hvorvidt der er eller ikke er sexisme i musikbranchen, men om hvor den er, hvordan den ser ud, og hvad man (måske) kan gøre ved den.

Hanne: Det er ikke, fordi jeg selv har været et stort offer for den, men jeg har f.eks. lavet rigtig meget tv, og det var da sådan, det var. Det var da sådan, mine lærere på Konservatoriet var. Og det skulle man kunne navigere i.

Jeg fik så skabt et modstandsforhold, hvor jeg var one of the boys. Jeg var hurtig til at sige: Hvad så, skal vi have en bajer eller hvad? Jeg kan have et sprog, der er så grimt, hvis jeg ikke passer på. Det har givet en dejlig magt i nogle situationer.

Iris: Det kender jeg godt. Sådan er jeg også tit.

Har det været o.k. for jer, at I skulle tage den rolle på jer?

Hanne: Næ, det var vel ikke o.k. Det var en måde at navigere i det hele på. Mænd er generelt røget ind i en strukturel måde at være mænd på, som har været uheldig.

Jeg vil slet ikke gå ind i, om folkedomstolen skal dømme nogen for noget. Jeg vil bare sige, at sexismen i vores branche er et faktum. Men jeg vil samtidig sige, at jeg aldrig har oplevet sexisme fra en medmusiker. Der skal det der magtforhold ind i ligningen.

Så det er i det lag, hvor producerne og andre beslutningstagere sidder? Ser du også det, Iris?

Iris: Jeg ser det, ja, for det er over det hele. Men jeg lader mig ikke gå på af det. Jeg bliver generelt nødt til at lave tunnel vision og gøre min ting. Men jeg tænker dog utrolig meget over det at være en sort kvinde, hvad vi går igennem for at være i musikbranchen, og hvordan jeg kan gøre en forskel med min tilstedeværelse.

Én ind, én ud

Er der en ekstra hurdle ved at være sort kvinde og lave musik?

Iris: Helt sikkert. Jeg har været heldig at have et team omkring mig, men jeg synes, at det er sværere som sort kvinde at finde fem mennesker, der tror på dig. Jeg har set andre, der er lige så gode eller bedre end mig, der ikke har fået den samme hjælp, fordi de f.eks. er for mørke eller ikke har en krop, der er på mode.

Iris: Og det er også sådan, at det er én ud, én ind. Der kan ikke være to sorte kvinder i dansk musik på samme tid. Hvis Anne, Sanne og Lis er på tur sammen, er der ikke nogen, der siger: Se, det er tre hvide kvinder. Jeg kunne godt tænke mig, at det blev normalgjort, at man kunne se flere sorte kvinder på plakaten samtidig.

Hanne: Det med én ind, én ud, har altid været sådan i pladebranchen, synes jeg. Jeg var også en type. Når jeg var der, var der ikke plads til andre, der lignede mig.

Er det den samme problematik for mændene i jeres branche?

Iris: Nej, der kan godt være seks-syv drenge, der laver popmusik, og som spiller på festivaler og bliver spillet i radioen.

Men nu hvor der er kommet en debat, er der ved at komme en ændring også.

Iris om sexisme

- Jeg arbejdede med en stor producer i USA, hvor vi indspillede en plade. Jeg følte, at jeg ville blive en kæmpe stjerne i USA. Nu skete det for mig, ikke? Men den sidste dag ville han med mig op på mit hotelværelse. Jeg sagde, at det behøvede han ikke. Han prøvede så at kysse mig, men det ville jeg ikke.

- Jeg fik bagefter at vide, at det skulle jeg nok have gjort, for nu blev jeg nok ikke inviteret tilbage igen. Og sådan blev det. Jeg blev ikke inviteret tilbage igen, og den plade blev ikke til noget. Det var ret vildt. Men jeg fortryder det ikke. Det tog bare lidt længere at få min plade ud.

- Jeg har fået af vide at dem, jeg kalder suits i branchen, at jeg ikke skulle vise mine bryster så meget, for det var vulgært, og jeg rystede dem for meget. What?! Hvor er deres fokus henne? Når jeg ryster mine bryster, er det i øvrigt ikke for mændenes skyld, men for at vise, at sådan her kan man også se ud, og jeg har det nice med min krop.

- Jeg er ikke perfekt, men jeg har det godt med mig selv. Det er befriende for kvinder at se det. Tænk hvor ærgerligt, det havde været, hvis jeg havde ladet mig gå på af det.

Hanne om sexisme

- Jeg fik mit gennembrud, da jeg var 30 og havde et lille barn på 3 år. Det gav mig noget styrke og noget fokus. Og når jeg havde et lille barn med overalt, blev jeg ikke så nemt et offer. Men jeg har jo set det udfoldet omkring mig i stor stil. Mange af mine ældre, mandlige samarbejdspartnere har været nogle grissebasser.

- På Det Rytmiske Konservatorium er der en utrolig lille procentdel af piger, der klarer cuttet på Perfomance-uddannelsen, selvom de efterhånden er godt repræsenteret på den andre linjer på Konservatoriet. Det har noget at gøre med, at der er noget, der er skævt længere nede i skolen og i opdragelsen.

- Når der er musikundervisning i folkeskolen, hugger drengene trommesættet til den første time, og de giver ikke slip på det igen. Hvis man skal have fat i pigerne, skal man nå dem i et forum, hvor der ikke er drenge til stede.

Flere kvinder højere oppe

Ligesom det for hverken Hanne eller Iris handler om, hvorvidt sexismen findes i branchen, handler det heller ikke om, hvorvidt der er nok kvindeligt talent.

Det er dope, hvor mange dygtige kvindelige musikere der er i øjeblikket, som Iris siger.

For Hanne er der sket en mainstreaming i de øvre lag i branchen. Tidligere var der kvindelige pladeselskabsdirektører.

I dag sidder der groft generaliseret et tungt lag af mænd, der alle ligner hinanden på de bestemmende poster. Det betyder ofte, at de, der bliver booket og spillet, også ligner hinanden og har det samme køn.

Det har skabt en struktur af enshed, som det kan være svært at bryde igennem.

Iris: Der er flest mandlige producere og A&R’s (talentspejdere og -udviklere, red.). Og der er tastemakerne, altså dem, der ligesom bestemmer, hvad der er cool, og hvad der er not. Drengene har altid været gode til at bigge hinanden op og hjælpe hinanden frem. Nok fordi de ikke er blevet spillet ud mod hinanden, som vi kvinder er. Heldigvis er der en total girlpower-bølge i gang nu, og vi har fundet ud af, at vi er stærkere united.

Så der skal mere solidaritet til mellem kvinderne, så de også holder hinanden oppe?

Iris: Ja, det med, at det har været én ind, én ud, har skabt meget konkurrence. Men der er kommet mere søstersolidaritet nu med mange af de tiltag, der er kommet, f.eks. Hej Søster, Urban Girls, Shecanplay. Der kommer også flere kvindelige producere nu på grund af de her forummer. Det er fedt. Jeg har arbejdet med en kvindelig producer, og der kunne jeg slappe meget mere af.

Hanne: Men vi støder altid ind i de ting, der er vanskelige i den her debat. Det tager tid at ændre de ting, vi gerne vil ændre. Jeg var professor på Det Rytmiske Konservatorium i otte år. I de år var jeg den eneste kvindelige fastansatte lærer. Vi kæmpede for at finde flere kvinder, når vi skulle ansætte. Nu er bl.a. Sharin Foo og Nina Persson ansat, og det hjælper, men man kan ikke skabe ændringerne over night.

Fremtiden

Hvad skal man gøre, for at det bliver bedre?

Iris: Man skal starte med at spille nogle flere kvinder i radioen.

Hanne: Ja, radioen styrer stadig helt vildt meget, selv om der er kommet streaming. Og der sidder et playlisteudvalg på radioen. De er alle sammen hvide mænd i sort tøj i 40’erne, der alle sammen synes det samme. Det er et vanvittigt problem. Der kunne jeg godt tænke mig, at der blev smidt en bombe. Det kunne gøre en kæmpe forskel.

Iris: Ja, der skal meget mere diversitet ind: Kvinder, sorte, brune, gamle, unge. Der skal flere kvinder ind i magtpositionerne.

Hvilken forskel gør det, at der er blevet rejst en debat, f.eks. gennem #MeToo?

Hanne: Jeg hilser de her debatter som #MeToo velkomne. Så må der falde nogle hoveder og ryge nogen her og der. Det er nødvendigt. Det er nødt til at være så stort i folks bevidsthed, at der rent faktisk sker noget. Så skal det nok finde et leje derhenad. Jeg er tryg ved, at mændene er ved at have fattet, at den strukturelle sexisme er yt nu.

Iris om racisme

- Jeg gik forbi nogle fyre på Roskilde, der sagde: ’Hun ligner Buttenschøn, men jeg vil stadig gerne kneppe hende’. Eller jeg bliver kaldt ’negerbolle’ på gaden. Den slags sker desværre stadig.

- Da jeg hyrede mit band, fik jeg at vide, at jeg skulle have nogle hvide med, så det ikke blev for skræmmende. Men fordi de sagde det, prøvede jeg et stykke tid kun at hyre sorte. Og ved du hvad når vi så stod på scenen, var det kun good vibes fra publikum. Det er heldigvis de færreste mennesker, der tænker over den slags, tænker jeg.’

Iris: Det er så fedt, at man ikke skal sidde og diskutere, om racisme eller sexisme findes længere. Selvfølgelig eksisterer det. Jeg er så glad for, at jeg kan sidde og tale om, hvad det betyder at være en sort kvinde, uden nogen synes, at jeg er skinger. Let’s move forward.