Jeg hører folk sige: "Ja, hun har jo fået lov til at gå ud med veninderne, mens han passer børnene." Han passer jo ikke børnene. Han er far!

”Man fødes ikke som feminist, man bliver vred.”

Sådan indleder Sanne Søndergaard sin nye bog, ”F-ordet”. En pink sværvægter, som hun genremæssigt har svært ved at placere, men som måske kan kaldes en ”aktivistisk, vred og sjov grundbog”.

– Det er i hvert fald ikke en klassisk grundbog uden humor. Men det er en bog, der konfronterer det, jeg kalder kerneproblemet.

– Jeg synes dæleme, der er skrevet og sagt meget rigtigt om feminismen, men jeg synes hele tiden, vi snakker om alt det uden om problemet. Og jeg vil gerne snakke om selve problemet.

Altså kerneproblemet. Roden, som samtlige ligestillingsproblematikker udspringer fra.

Kerneproblemet, siger hun, er, at ”det feminine” har lavere status end ”det maskuline”.

At alt, hvad kvinder bidrager med til økonomien, kunsten, historien, videnskaben, parforholdet og familien, ses som mindre værdifuldt end det, som mænd bidrager med.

Ifølge Sanne Søndergaard har feminisme intet med ideologi at gøre.

Det er derimod kritik af et patriarkalsk samfund, hvor det maskuline er normen, mens det feminine skal forsvare sin berettigelse.

– Vi kan sagtens snakke om MeToo, slutshaming, kropsbilleder og sygeplejerskes løn, men hvis vi ikke forstår, at det hele falder tilbage på, at det feminine opfattes som mindre værd, så tror jeg aldrig, vi kommer til at rykke på noget for alvor.

Sanne Søndergaard ved godt, at mange mener, at vi allerede har opnået ligestilling i Danmark.

Men er man af den overbevisning, at patriarkatet for længst er brændt ned, foreslår hun, at man starter med at se på et lille ord som ”tøsedreng”.

– Det illustrerer jo så fint, at det i patriarkatet er ydmygende for en dreng at blive sammenlignet med en pige.

– Det er lig med at have lavere status og at være mindre værd, siger hun og oplister fra rygraden en række eksempler på, hvordan vi som samfund tillægger forskellig værdi til det, der opfattes som maskulint, og det, der opfattes som feminint; der er krimier og femikrimier. Film og chickflicks. Fodbold og kvindefodbold. Komikere og kvindelige komikere.

– Det normale og det afvigende. Højstatus og lavstatus. Maskulint og feminint.

Piratskibe og dukkehuse

Sanne Søndergaard er kendt for at tale uden filter, og vreden mod patriarkatet har fået afløb i samtlige af hendes standupshows med det resultat, at mænd i branchen har kaldt hende en ”sindssyg kælling” og nægtet at arbejde sammen med hende.

I dag er hun debatainer – en komiker, der vil have sit publikum til både at grine og reflektere – og så skriver hun bøger. ”F-ordet” er den syvende til boghylden.

Som hun sidder her i sin parcelhushave i Egå nord for Aarhus, er det dog ikke vreden, der dominerer. Sanne Søndergaard taler højt og hurtigt, men med en nonchalant sikkerhed i stemmen.

Hun ved, hun har ret.

– Der er jo grundlæggende set de to muligheder, at enten har feminismen ret, eller også er jeg forkert. Og der har jeg valgt, at feminismen har ret. Så simpelt er det.

Sanne Søndergaard kører en lys lok om bag øret. Hendes blomstrede kjole matcher de lyserøde mormorblomster på terrassen.

– Jeg synes, at lyserød er så fin en farve.

– Men jeg har som så mange andre kvinder – og mænd for den sags skyld – haft en periode, hvor jeg tog afstand fra alt det, vi forbinder med ”det feminine”. Da jeg startede med at lave comedy, var jeg meget opmærksom på at optræde i jeans, T-shirt og med håret sat op.

– Med tiden begyndte jeg at vise en mere feminin side, men det blev hurtigt tydeligt, at det var sværere at få samme respons. For det første er der jo dén der med, at kvinder ikke er lige så sjove, og for det andet opstod der en uoverensstemmelse med normerne, fordi jeg både havde kjole på og gik på scenen og bandede og skældte ud.

Var det dér, du blev så vred, at du blev feminist?

– Nej, jeg var vred fra starten. Jeg var hurtig til at lure, at der er de her uligheder, fordi jeg oplevede en kønnet mobning meget tidligt. Det er jo ikke alle kvinder, der oplever kvindehad. Det er dem, der ikke opfører sig efter reglerne.

– Jeg var for kreativ, for udfarende, for intelligent. Jeg ville noget, jeg var passioneret. Grundlæggende set, som en ”dreng” skal være, men ikke som en ”pige” skal være. Så allerede dengang blev jeg rasende. Rigtig rasende. Og det er jeg sådan set stadigvæk her 25 år efter.

Men må piger ikke være dét? Passionerede og udfarende?

– Jeg synes, det er meget tydeligt, at vi har de her dobbeltstandarder til drenge og piger. Jeg oplevede det allerede i min børnehaveklasse, hvor pigerne ikke måtte lege med Playmobil-piratskibet. Vi måtte lege med dukkehuset.

– Det var selvfølgelig i 80’erne, men det er stadigvæk efter de to såkaldte første feministbølger. Man siger også, at hvis en kvinde vil have mere i løn, så skal hun bare slå i bordet, men hvis en kvinde så slår i bordet, så bliver hun kaldt en emsig kælling.

Hvem bestemmer, hvad der er feminint?

Men hvad er det så, der definerer ”det maskuline” og ”det feminine”? Findes der ikke et klart og afgrænset skel, en almengyldig regel?

Svaret er nej, siger Sanne Søndergaard, definitionerne af maskulint og feminint ”blæser ret meget i vinden”.

I ”F-ordet” kommer hun med en række eksempler på, at ”det feminine” og ”det maskuline” aldrig har været fastfrossede størrelser, og at køn til alle tider har været flydende og omdefineret, alt efter hvem der har siddet på magten, og hvad de har set som henholdsvis højstatus og lavstatus.

Høje hæle er for eksempel opfundet til mænd. Rød var oprindeligt en drengefarve.

I 1800-tallet strikkede både mænd og kvinder, og da computerne så småt kom frem i 1950’erne, blev det at kode dem set som et feminint erhverv på lige fod med sekretærjob.

Men selv om normerne for køn ændrer sig over tid, vil ”højstatus-maskulinitet” over for ”lavsstatus-femininitet” blive ved med at dukke op som insisterende dobbeltstandarder, mener Sanne Søndergaard.

– For sådan fungerer patriarkatet. Og mænd vil fortsat kunne hapse noget af det feminine, uden at de mister status – men det ændrer ikke på, at ”det feminine” beholder sin lavstatus, når kvinden står for det.

Hun nævner det stigende antal mænd, der tager barsel, går i fædregrupper og blærer sig med bleskift.

– Jeg synes, det er fantastisk, at mænd kommer mere på banen som fædre, det gør jeg virkelig. Men det, der sker, når fædre gør de her ting, det er, at det bliver gjort til noget særligt. For nu er dét maskulint. Men det er stadig lavstatus, når mor tørrer snotnæser og tager på legepladsen.

– Jeg hører også ofte folk sige, ”ja, hun har jo fået lov til at gå ud med veninderne i aften, mens han passer børnene”. Men han passer jo ikke børnene for fanden. Han er far!

Hør tre mænd fortælle, hvorfor øremærket barsel til far er en god idé i videoen herunder:

– Jeg synes, det er så frustrerende at opleve mænd få anerkendelse for det usynlige ”feminine” arbejde, som det er at passe egne børn, huske mærkedage, tage barsel, gå til forældremøder og passe hjemmet.

Sanne Søndergaard kalder det feminin appropriation, fordi det ligesom kulturel appropriation handler om, at en højstatusgruppe stjæler noget fra en lavstatusgruppe og får anerkendelse for det.

Men kvinder kan selvfølgelig også bevæge sig over på den traditionelt maskuline banehalvdel, erkender hun.

– Det, der sker, er så bare, at hvis en kvinde eksempelvis bliver topchef, er hun nødt til at inkorporere mange maskuline træk i sin væremåde, og så vil hun ofte blive opfattet som en bossy bitch eller en emsig kælling.

– Selv om en kvinde smadrer glasloftet, vil hun altid blive associeret med det laverestående feminine.

Det er dérfor, Sanne Søndergaard hele tiden vender tilbage til det grundlæggende problem, at det feminine bliver ved med at have lavere status, uanset hvor meget mænd indtager feminine domæner og vice versa.

Topchef 30 timer om ugen

Så hvad skal der til for at opnå reel ligeværdighed mellem køn?

Sanne Søndergaard vil gerne understrege, at hun ikke ligger inde med en shake’n’bake-løsning.

Men når dét er sagt, så mener hun først og fremmest, at vi som samfund skal anerkende, respektere og værdisætte kvinders hidtil usynlige arbejde, ligesom mænd skal tage del i arbejdet uden at tage afstand fra det eller få mere ros og status, end når kvinder udfører det samme job.

– Uanset hvad der i en given tid ses som maskulint, har det altid højstatus, og det presser det feminine til at have lavstatus.

– Dén ulighed kan vi ikke flytte, hvis ikke vi konfronterer kerneproblemet, siger Sanne Søndergaard og tilføjer, at det i øvrigt bør være i alles interesse at gøre endeligt op med kønsstereotyperne.

– For når alt med ”femi” foran trækkes ned, går det ud over alle, der udtrykker noget feminint – det vil sige kvinder, men også transpersoner, homoseksuelle eller mænd, som ikke konformer til de maskuline normer.

Kan man godt være kvinde og feminist og stadigvæk trives med at være dén, der tager sig af det traditionelle feminine arbejde?

– Det kan man godt, men det er dér, diskussionen rækker ud over den enkelte. For det at gå hjemme og passe børn og familie er jo et usynligt, lavværdisat arbejde, og det skal det ikke være, for det har lige så meget værdi som at være politiker eller økonom.

– Men i vores nuværende samfund har det nul værdi sammenlignet med at have et lønmodtagerarbejde. Det er også derfor, nogle feminister ikke mener, at kvinder kan gå derhjemme eller være på deltid.

– Men jeg er af den overbevisning, at vi skal have lov til at træffe de valg, der er bedst for os, og vi skal lade være med at nedgøre det feminine arbejde.

Men økonomisk opnår vi vel aldrig ligestilling, hvis kvinder går hjemme, mens manden tjener kassen?

– Nej, men hvorfor har man overhovedet sine egne lønninger i en familie? I virkeligheden burde man jo tage mandens og kvindens løn, sætte dem i en pulje og fordele dem ligeligt til hver. For man må formode, at begge laver lige meget.

– Så kan det godt være, at han har flere timer på et lønmodtagerarbejde, og hun laver mere derhjemme. Men det, hun laver, er afgørende opgaver. Jeg vil tilmed vove den påstand, at det er vigtigere end 80 procent af det lønmodtagerarbejde, der bliver lavet.

– De fleste mennesker skriver rapporter og går til møder, men det er fandeme vigtigere at passe et barn eller sin syge forælder.

Men skal kvinder ikke ind i magtens centrum, hvis vi skal have ændret, hvilke arbejdsopgaver der tillægges værdi?

– Jo, men det er der, jeg mener, vi er nødt til at diskutere værdisætningen, inden alle kvinder bliver topchefer. For hvad skal kvinderne gøre? Skal de droppe deres børn og mase ind for at lave politik?

– Kvinder kan godt bevæge sig ind på den maskuline arena, men vi gør det ved at tage afstand fra det feminine. Og det er simpelt hen helt galt. Vi er nødt til at få det feminine med op på rangstien.

– Vi skal have flere topledere af begge køn, af alle køn, som nægter at arbejde mere end 30 timer om ugen, fordi de skal hente børn og have familielivet til at fungere.

– Det er tarveligt, at det er den enkelte, der skal tage stilling, for den enkelte kvinde – og mand for den sags skyld – står jo med en familie, der skal fungere. Som samfund har vi simpelt hen værdisat arbejdet forkert.

Det følelsesmæssige arbejde

Sanne Søndergaard kan snakke om feminisme i en evighed. Det ved hun godt, ”men der er jo så åndssvagt meget at gøre op med”.

At få bogen til at fylde godt 400 sider var en smal sag, for der skulle både være plads til historiedelen, statistikkerne, de personlige erfaringer og de feministiske ordforklaringer.

– Og så har jeg dedikeret en stor del af pladsen til det, jeg kalder koordinationsarbejdet og det følelsesmæssige arbejde.

– Koordinationsarbejdet handler om alt, der skal handles, spises, vaskes, planlægges. Det er et kæmpestort arbejde, som jeg tror, 99 procent af heteroseksuelle kvinder sidder på.

Det følelsesmæssige arbejde handler derimod om, hvordan vi har det med hinanden. Det indebærer at spørge ind til andre, fornemme hvad de har brug for, sætte grænser, fornemme andres grænser, afkode humør og være en slags ”in house-terapeut”.

Et vigtigt, men usynligt stykke arbejde, som Sanne Søndergaard mener, at piger skoles til at være ansvarlige for, således at relationer glider forholdsvist konfliktfrit.

Hun er selv vokset op med en far, der ”bare kom hjem og gryntede og brummede lidt”, så det var op til resten af familien at afkode stemningen.

– Sådan er mange mænd i min fars generation jo. Herhjemme udfører Jonas dog næsten lige så meget af det følelsesmæssige arbejde, som jeg gør.

– Det var noget af det, vi brugte lang tid på at diskutere … skændes om … i starten, fordi han ikke er så kønnet til det. Men han kan godt, for han er jo også interesseret i, at alle har det godt.

Men det er Sanne Søndergaard, der står for det meste af koordinationsarbejdet.

– Så er aftalen bare, at han betaler mere til husholdningen samt inviterer ud og køber blomster. Vi har altså talt om og besluttet, at det er sådan, vores respektive arbejde og økonomi ligestilles.

– Han kompenserer mig økonomisk og romantisk for mit koordinationsarbejde, som jeg i øvrigt også godt kan lide og er god til.

Og det er netop hendes pointe; det er i princippet ligegyldigt, hvem der gør hvad, så længe det har samme værdi og ikke er noget, kvinden knokler med at gøre på overtid, mens manden tuller af sted med sine fritidsinteresser.

– Kvinder skal ikke tage afstand fra det feminine, men det skal italesættes og værdisættes.

”Der er bare forskel på mænd og kvinder”

Biologikortet er heller ingen undskyldning for ikke at gøre det bedre, mener Sanne Søndergaard.

– Jeg ved i princippet ikke, om kvinder biologisk er mere omsorgsgivende og mænd mere konkurrencemindede, det kunne de sagtens være. Men det bliver kun brugt til at værdisætte kvinder ringere. Og dét er jo noget, vi har valgt.

– Jeg synes, det er slapt, når folk siger: ”Sådan er mænd, sådan er kvinder.” For betyder det så, at vi ikke skal prøve at ændre det til det bedre?

– Der er da masser af ting, som er på en bestemt måde. Det er også naturligt, at folk får kræft, men det forsøger vi alligevel at forhindre. Det er bare lige, når det kommer til køn, at folk siger: ”Det kan vi ikke gøre noget ved.”

– Men er det hensigtsmæssigt? Vil vi ikke gerne i en anden retning? Jeg synes, det er dovent, slapt og nemt, for hvis vi beslutter os for det, kan vi godt ændre på værdisættelsen.

I ”F-ordet” fremgår det, at mennesket deler 98,8 procent dna med chimpansen og bonoboen, fordi vi alle tre nedstammer fra den samme abemor.

Men de fleste af os har sikkert lært mere om chimpansen end vores anden abefætter. Hvorfor det, spørger Sanne Søndergaard og svarer selv.

– Måske fordi det hos bonoboerne hovedsagligt er hunnerne, der styrer. Vold finder sjældent sted, og aberne bruger det meste af deres tid på at dyrke sex med hinanden.

Men vi er selvfølgelig heller ikke aber, sådan da.

– Vi er mennesker, vi bestemmer selv, hvordan vi ønsker at leve. Og feminismen er kritikeren, der insisterende spørger, om ikke snart vi kan begynde at træffe de valg, der er mest fair for alle?