Jeg mente ikke, der var grund til, at jeg deltog i debatten om ligestilling. Men så skete der noget

Kommentaren er udtryk for skribentens holdning. Karen Bro er chefrådgiver hos Lederne og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet.

Danske kvinder får værnepligt, og værnepligten forlænges fra fire til 11 måneder. Det sker dog tidligst efter det næste folketingsvalg og formodentlig i 2027.

Som de fleste vil have bemærket, har det givet anledning til en del debat, hvor særligt én ting undrer, når man er iført ledelsesbriller. Nemlig når argumentet lyder, at kvinder ikke skal ind på Forsvarets arbejdspladser, fordi der er dårligt arbejdsmiljø, og fordi undertøj, sko og uniformer ikke passer dem.

Lad mig starte med at sætte en tyk streg under, at det selvfølgelig er helt afgørende, at arbejdsmiljø og udstyr bringes i orden og gøres tidssvarende. Der er i dén grad plads til forbedring, og det er Forsvaret også selv klar over. Det står slet ikke til diskussion.

Men det, at der er behov for at forbedre arbejdsforholdene i Forsvaret, er præcis en af de rigtig gode grunde til, at kvinderne kommer ind som værnepligtige på lige fod med mændene.

For kvinderne vil med det samme kunne se, hvor arbejdspladserne halter i forhold til at give dem lige betingelse med mændene, og den form for førstehånds ekspertviden har lederne i Forsvaret brug for i deres arbejde.

Debatten får mig til at tænke på min egen tid som leder i mediebranchen. Indtil jeg kom op i de øverste ledelseslag, mente jeg ikke, der var nogen grund til, at jeg deltog i debatten om ligestilling.

Der var vel ikke noget at snakke om, det var bare at komme i gang. Men da jeg kom ind i de ledelsesrum, hvor jeg ofte var den eneste kvinde, fik jeg i overført betydning mærket på min egen krop, at der var uniformer, der ikke passede til mig.

Jeg oplevede, at de andre i ledelsesrummet, som lignede hinanden og som stod på skuldrene af nogen, der også lignede dem selv, ikke havde øje for, at der kunne være andre regler at spille efter end deres egne.

Først da jeg gjorde mig erkendelsen, at den ”uniform”, som passede de andre, ikke passede mig, begyndte jeg at interessere mig for ligestilling.

Jeg kastede mig ind i debatten og talte om, hvad der kunne gøre ledelsesrummet bedre for mig selv og andre kvinder.

Hele den fælles samtale ved jeg, at mange ledere i dag er glade for, for det giver dem bedre mulighed for at skabe et inkluderende arbejdsmiljø. Det er ledere nemlig helt afhængige af at kunne, hvis de vil tiltrække talenter af alle køn.

På samme måde får lederne i forsvaret en gave, når der kommer endnu flere kvinder ind, for kvinderne er de bedste til at fortælle dem, hvad de skal ændre, for at arbejdspladsen bliver god for dem.

Det gælder både jargonen, beklædningen og måden, man omgås hinanden. Og det handler helt overordnet om at gøre Forsvarets arbejdspladser tidssvarende og mere attraktive for både mænd og kvinder.

Kvinderne kan give lederne værdifulde værktøjer til at udføre rettidig og god ledelse. Lige nu er der knap 10 pct. uniformerede kvindelige ansatte i Forsvaret, og når der om få år kommer en ekstra bølge, vil endnu flere kunne stå sammen om at italesætte, hvor der er problemer.

Hermed ikke sagt, at det er kvindelige værnepligtiges ansvar at rette op på de ting, der endnu ikke er, som de skal være på Forsvarets arbejdspladser.

Men de har en enestående mulighed for ved deres blotte tilstedeværelse at gøre en forskel, fordi det vil blive åbenlyst, at diversitet fører forbedringer med sig.

Hos Lederne er ligestilling en mærkesag, for ligestilling gavner hele samfundet. Det gælder hele vejen rundt, hvad enten vi taler lederjob, barsel eller værnepligt.

Derfor opfordrer vi til, at alle bakker op om kvindernes værnepligt og om de ledelsesopgaver, som er nødvendige for at gøre en af landets største arbejdspladser tidssvarende og attraktiv for alle.

Vi tror på, at diversitet giver bedre arbejdspladser, og at gode arbejdspladser har uniformer, der passer alle.