Jeg står svedklaustrofobisk i min flyverdragt og forsøger at give min søn sutsko på, da en mor afbryder mig

Det er årets store basar min datters Steiner-skole på lørdag.

Det er en af de mange dage på, hvor forældrene samler sig og bidrager. Jeg skal medbringe salater, noget med uld og have vagt i filt-boden.

For at forberede os filtvagthavende godt på dette har der været indkaldt til filtworkshop en aften forinden.

Dette falder sammen med basaren i min søns børnehave, hvor man også skal have en vagt, bidrage med brunkagedej, hjemmebagte æbleskiver eller noget i håndlavet træ.

Her torsdag morgen står jeg nede i børnehave en mørk morgen helt svedklaustrofobisk i min flyverdragt, mens jeg giver min dreng sutsko på.

En anden mor afbryder afleveringsseancen for at fortælle mig, at jeg er blevet sat på vagtplanen i morgen fredag aften, hvor vi skal mødes og gøre hele børnehaven klar til basar.

“Vi seeeees”, smiler hun. Min puls stiger og sveden pibler. Jeg. Må. Ikke. Rase. Eller. Råbe her i garderoben – messer jeg for mig selv.

Så nu gør jeg det her i stedet: NU STOPPER DET!

Hvordan skal man ægte jonglere livet med små børn, 178.356 sygedage pr. barn i snotsæsonen, skolevægring, arbejdsliv, aldrende forældre, veninder, vasketøj, madpakker, rengøring, legeaftaler, en form for motion, bestyrelsesarbejde, pensionsopsparing, klimabevidsthed, arbejdsdage i børnehave, skole og i bofællesskabet, yoga, meditation, Netflix og diverse indbakker?

Uh! INDBAKKERNE – de er de værste.

Men hvis nu jeg havde haft styr på dem, ville jeg vide, at min fredag aften nu var blevet inddraget af basarudvalg i børnehaven.

Og så ville jeg ikke svede ekstra tran i min flyverdragt. Eller også ville jeg.

For at besvare mit eget spørgsmål – det kan ikke være meningen, at man skal jonglere det hele. For det hele er for meget. I hvert fald for mig.

Jeg føler mig som min 81-årige far, da han skulle oprette sig på MitId, og han blev ved med at sige, at det hele simpelthen er for indviklet og går for hurtigt.

Jeg er enig og føler min egen indre firsårige stærkt.

Jeg har knap nok tid til at gå til psykolog eller lave 12 minutters åndedrætsøvelser for at vedligeholde egen mentale sundhed i et samfund, som modarbejder mental sundhed.

Måske er jeg stresset, måske er jeg bare menneske, der reagerer naturligt på noget unaturligt?

Når man er menneske, er man også natur. Men det har vi glemt i hverdagens vanvid.

Det betyder ikke kun, at det er godt at tage på skovtur, men også at vi er nødt til at leve i synk med vores naturlige rytmer.

Naturen har aldrig travlt. Den stresser ikke. Moder Natur tager tingene i sit eget tempo.

Hun når altid det, hun skal. Hun er cyklisk, og det er vi mennesker også, selv om vi forsøger leve lineært.

Sommer bliver til efterår, som bliver til vinter. Lige nu er det vinter. Vinterens natur beder os om at gå i hi, sænke farten og samle kræfter, inden vi skal spire i foråret.

Det stemmer desværre ikke overens med hyperkapitalismens hurtighedskultur, hvor det næsten er skamfuldt at være stille, hvilende, langsom og måske endda, uha nej, doven.

Vores samfunds speedy energi passer bedre til foråret. Foråret er frem ad march. Det er der, vi er forever young.

Der er der, livet begynder, der vi stråler, der vi sår. Men nu er det vinter. Og derfor føles det naturstridigt for mig at have kronisk travlt og tage til julefrokoster (eller børnehavebasarforberedelse) fredage aftener.

Jeg er ikke født til at være en bordbombe af energi, guld og glimmer i denne tid.

Derfor føles det noget nært rebelsk og revolutionært at melde afbud og sætte autosvar på indbakkerne. Til gengæld føles det naturligt.