Kære dig, der er gravid. Der findes ikke en naturlig eller unaturlig måde at føde på
Foto: Privat
"En af de bedste beslutninger, jeg tog i mit liv, var at få en epiduralblokade."
Sådan skriver journalist og radiovært Maria Jencel i en række Instagram-posts, hvor hun deler sine fødselstanker.
Hun blev, sammen med manden Pelle Peter Jencel, forælder til Penelope i januar 2021.
I de tre Instagram-posts forsøger Maria Jencel at gøre op med idéen om, at den ideelle fødsel skal ske med mindst mulig smertestillende medicin. Det, der i mange sammenhænge kaldes en "naturlig fødsel".
– Både under min første og anden graviditet har jeg til alle fødselsforberedende kurser fået fortalt i ophøjede vendinger om den "naturlige" fødsel.
– Et ord, jeg synes, vi skal stoppe med at bruge, fordi dens modsætning er den "unaturlige" fødsel – og altså underforstået den forkerte fødsel, skriver hun.
Hun skriver, at når man begynder på fødselsforberedelse, så lærer man om det mest prestigefulde og beundringsværdige, man som gravid kvinde kan opnå: At smertelindre sig selv gennem kærlighedshormonet oxytocin, vejrtrækningsøvelser osv.
Alle de måder man kan undgå smertestillende medicinske hjælpemidler på.
Det er hendes oplevelse, at der er en indforståethed omkring, at det selvfølgelig er at foretrække, hvis man kan "klare" sig uden medicinsk smertelindring under fødslen.
– Jeg har veninder, der har haft frygtelige fødsler og afvist epiduraler og andre hjælpemidler – uden andre argumenter end, at "det har millioner af kvinder gennem historien klaret før mig. Så det skal jeg også kunne."
– Og så har de følt sig som snydere i deres ellers kraftpræstation af en fødsel, hvis de til sidst har givet efter og fået bedøvende medicin alligevel.
Instagram-opslagene har fået meget medvind, og der mange hjerter og lignende historier at finde blandt kommentarerne.
"Så fin en fortælling, der viser, at smertestillende og epiduralblokaden ikke skal udskammes(...)" lyder en af kommentarerne.
"Jeg fik ve-stimulerende ved første fødsel og har hørt så ekstremt meget dårligt om det siden … godt jeg ikke vidste det inden, for jeg havde et high af en fødsel", lyder en anden kommentar.
Maria Jencel afslutter med at skrive, at hun ikke skriver opslaget for at ophøje det at få smertestillende medicin som det mest rigtige.
– Jeg skriver dette opslag for at skabe en bevidsthed hos gravide og mennesker, der har med gravide at gøre, omkring den kultur, den sandhed og den retorik vi bruger, som potentielt kan presse kvinder til at gennemgå helvede på jord bare for at kunne leve op til idealet.
– Så kære dig, der er gravid. Der findes ikke en naturlig eller unaturlig måde at føde på. Der findes ikke en rigtig eller forkert måde at føde på. Der findes kun din måde.
– Hvad end den er, hvad end der føles rigtigt for dig, hvad end din fødsel ender med, i den grad også, hvis det ender i kejsersnit. Der findes ingen konkurrence. Og du er det vildeste og stærkeste menneske præcis som du er, lige meget hvordan du har født, skriver hun.