Kan et medie dække MeToo seriøst, hvis chefen for det hele synes, sexisme er en joke?

Kirstine Holst er forkvinde for Voldtægtsofres Vilkår. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Michael Dyrby, en af landets mest erfarne mediebosser, forlod i sidste uge sin post som chefredaktør på dagbladet B.T. Det blev konsekvensen af et vedholdende fokus i medierne på Dyrbys rolle i Discovery +-dokumentaren ”MeToo – sexisme bag skærmen” om sexisme på TV 2.

Dyrby havde i sin tid som chefredaktør på TV 2 haft ”upassende forhold”. Dem beklagede han og blev bakket op af sin chef, Anders Krab-Johansen, som mente, at fortid var fortid, men også at der er nultolerance over for sexisme i dag i Berlingske Media-koncernen, som udgiver B.T.

Men en sag fra oktober 2020 om otte B.T.-studentermedhjælpers klage over krænkelser fra en ledende medarbejder dukkede igen op til overfladen og satte spørgsmålstegn ved, om der virkelig er nultolerance i koncernen.

Sagen blev dengang fortiet og gemt væk. De unge kvinder fik ingen undskyldning, mens krænkeren fik en advarsel og senere blev forfremmet af Dyrby.

Anders Krab-Johansens insisterende hånd over Dyrby og påstand om nultolerance over for sexisme – samtidig med, at han kendte til Dyrbys mangelfulde håndtering af sagen på B.T. - afslører en påfaldende mangel på vilje hos mediebosserne til at erkende sexismen som et problem, der skal bekæmpes og ikke bare krisehåndteres.

Sexobjekter

Det er skræmmende at tænke på, at de chefer, som sætter dagsordenen for den offentlige samtale, har så blinde vinkler.

Det rejser et væsentligt spørgsmål:

Hvis man som medieboss accepterer, at kvinder behandles nedværdigende og som sexobjekter på sin egen vagt, hvordan kan man så løfte den offentlige samtale om kvinders rettigheder og vigtige ligestillingspolitiske emner på en troværdig måde?

Mit svar vil være, at det kan man ikke.

Og hvis man som redaktør end ikke vil erkende, at sexisme findes, hvordan påvirker det så den måde, et medie dækker sexisme og ligestillingsproblemer?

Da danske medier dækkede den første bølge af MeToo i 2017, havde langt de fleste medier dobbelt så meget negativt indhold om bevægelsen som positivt. Berlingske indtog førstepladsen. Det viste en undersøgelse fra 2019.

Frontalangreb på mediebranchen

Den viste også, at medierne havde tendens til at behandle MeToo som debat- og underholdningsstof. Medierne var altså i høj grad medansvarlige for, at sexisme ikke blev dækket som et alvorligt samfundsproblem.

Der var fra mediernes side et påfaldende større behov for at diskutere, om sexisme overhovedet fandtes - end at undersøge de konsekvenser, sexismen har for vores samfund.

Den manglende erkendelse af sexismens eksistens gennemsyrede simpelthen dækningen.

Der skulle et frontalangreb til på mediebranchens selv, før det i 2020 blev uundgåeligt at igangsætte en konstruktiv, offentlig samtale om emnet, og det var tiltrængt.

Men hvad har det betydet for alle os, der læser, lytter og ser nyheder, at MeToo så længe har været præsenteret for os som noget, der blot skulle underholde? At det har været debatstof, vi alle kunne mene noget om – som om der ikke rigtig fandtes fakta om emnet?

De spørgsmål bliver vi nødt til at søge svar på, for vi er som samfund afhængige af, at medierne vil rette projektøren mod sexisme, og at de evner at få øje på den i alle dens forklædninger – også når den foregår i egne rækker.