"Kritisk" og "virkelig bekymrende": Flere kvinder med brystkræft må vente
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Har du brystkræft, skal du nu forvente endnu længere ventetider på operationer.
Mangel på nøglemedarbejdere på hospitalerne i hovedstadsområdet er nemlig årsagen til, at kun hver femte kvinde med brystkræft er blevet opereret rettidigt hen over sommeren. Det skriver Berlingske.
De kedelige tal stammer fra en orientering til politikerne i forretningsudvalget i Region Hovedstaden, og de viser, at der, trods politisk fokus og løfter om forbedringer, langt fra er sket nok på området.
Det er en bundrekord, der har fået den administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, til at røre på sig. Han kalder tallene ”virkelig bekymrende læsning”.
– De er kritisk lave. Bag tallene er der jo kræftsyge kvinder, der har brug for hjælp og ret til udredning. Det er langt fra acceptabelt, at kvinder, der bor i hovedstaden og har brystkræft, venter længere tid på deres behandling, end kræftpakkerne tilsiger, udtaler han til Berlingske.
Grundet mangel på personale og afvikling af ferie
Lige nu er der tre ugers ventetid til brystkræftoperationer, og den ventetid er en uge længere, end kræftpakken tilskriver.
Årsagen til den dårlige udvikling på området er ifølge orienteringen ”mangel på personale og afvikling af ferien hen over sommeren”.
Herudover er der flere mennesker, der har været gennem screeningsprogrammet, hvilket har betydet, at tilkomsten af patienter er højere end tidligere somre.
Ifølge orienteringen er der ikke udsigt til forbedringer i den kommende tid. Det skyldes, at kapaciteten fortsat er presset.
Formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K), erkender overfor Berlingske, at det ikke er godt nok. Han kalder tallene for meget, meget bedrøvelige og uacceptable.
– Vi mangler anæstesisygeplejersker til at medvirke ved kræftoperationerne, som vi ellers ønsker at prioritere. Det skal vi have gjort noget ved,« siger han til Berlingske.
Mangel på operationssygeplejersker tilfører ekstra pres på den alarmerende mangel på specialister, som blandt andet mammaradiologer, der i forvejen er på området.