Kronprinsesse Mary i Burkina Faso: "Vi skal hjælpe dem, der har mest brug for vores hjælp"
Foto: Marie Hald
Der er 42º i skyggen i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou.
Pigen sidder stille på en rød plastikstol, hendes bare fødder når ikke jorden. Hun hedder Latifatou. Hun er seks år. Hun venter.
Fem andre piger og kvinder sidder på række sammen med hende i Gisèle Kambou-centrets baghave. De venter også. Længe. Der er ingen snak. Stemningen er trykket.
Det er ikke, fordi kronprinsesse Mary er på vej. Det er, fordi de skal fortælle hende om noget svært og tabuiseret.
Centret drives af organisationen Voix des Femmes og hjælper piger og kvinder, der har været udsat for forskellige overgreb. Omskæring, børneægteskab, voldtægt.
De brandvarme fakta:
De brandvarme fakta:
Burkina Faso har 20 millioner indbyggere og er overvejende muslimsk – 61,5 procent. Landet ligger udviklingsmæssigt som nummer 182 ud af 189 lande.
Polygami er udbredt – mændene må have op til fire koner.
Hver kvinde føder i gennemsnit 4,85 barn – raten er faldende. I år 2000 var det syv børn pr. kvinde. Hver fjerde kvinde i den fødedygtige alder bruger prævention, som er gratis. 1 ud af 48 kvinder dør i forbindelse med graviditet og fødsel.
Pigeomskæring er forbudt, og antallet af omskårne er faldende. Ikke desto mindre: i 2015 var 67,5 procent af kvinderne mellem 15 og 49 år omskåret.
Børneægteskaber er et problem. Hver 10. pige bliver gift, før hun er 15 år. Hver anden før hun er 18. Loven siger 17. Gennemsnitsgiftealderen for piger er 16-17 år.
Stort set ingen er vaccineret imod corona. Befolkningen tror ikke rigtigt på sygdommen. Malaria er meget værre. Og en covid-test koster astronomiske 300 kroner.
Kilde: Udenrigsministeriet
Kronprinsessen ankommer, trækker sin egen plastikstol tættere på lille Latifatou og de fem unge piger og kvinder og sætter sig med front mod dem.
En for en fortæller de deres historie. Latifatou virker traumatiseret og kan ikke selv, det er hendes mor, der bliver lukket ind i rækken og forklarer, hvordan hun som fattig enke måtte efterlade sin datter hos bedsteforældrene, og bedstemoren uden hendes vidende fik datteren omskåret.
”Hun har ondt i maven”, siger moren flere gange.
I Burkina Faso er det tabu at adressere, hvad det egentlig handler om: smerterne sidder imellem benene.
Moren har brudt med bedsteforældrene og har søgt hjælp til sin datter, hvis kønsorganer er ødelagte.
Burkina Faso er et af verdens fattigste lande. Og et af verdens farligste.
Udenrigsministeriet har placeret det i farven rød sikkerhedsmæssigt. Det er ikke et sted, man tager hen, medmindre man skal.
Men det skal man, hvis man er kronprinsesse Mary og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen. Fordi?
– Fordi vi simpelthen er nødt til at hjælpe og sætte fokus på mennesker i så ekstremt svære livsvilkår, siger både kronprinsessen og udviklingsministeren.
En del af Danmarks udviklingshjælp går til Burkina Faso. De to dages tætte program fokuserer på kvinders og pigers rettigheder.
På omskæring, ligestilling, prævention, kønsbaseret vold, fødselshjælp, mødredødelighed, børneægteskaber og flerkoneri. Her er det okay at have fire koner.
10-årige Samira i sit stiveste puds på "Centre de Santé et Promotion Sociale", som blandt andet tilbyder gratis børnevaccinationer. Det er konsekvent mødrene, der dukker op med børnene.
Det er fem år siden, kronprinsessen sidst var i landet. Det er gået den forkerte vej.
Dengang var der mere end håb. Nu er den politiske situation ustabil, sikkerhedssituationen i landet ekstremt skrøbelig, trusselsbilledet alvorligt.
Importerede danske sikkerhedsfolk i den tunge afdeling er med på rejsen, som har været holdt top-secret og af sikkerhedshensyn først må omtales, når kronprinsessen er lettet igen (hvis du læser videre, kan du møde hende i et interview inden takeoff).
Over 400 civile er blevet slået ihjel i år. Af jihadister, smuglere, al-Qaeda, banditter og kidnappere …
Ouagadougou er med sin relative sikkerhed ved at udvikle sig til en slags selvvalgt fængsel i landet. 100 kilometer nord for hovedstaden kan man køre, derefter er det simpelthen for farligt.
100 kilometer nord for hovedstaden ligger provinshovedstaden Kaya. Der er vi kørt til dagen før. Eskorteret af store biler med svært bevæbnet lokalt politi på ladet.
Presset
Kaya er støvet som en cowboy-by. Geder trasker rundt på gaden. En kvinde kommer vandrende med et kæmpe fad bananer på hovedet.
Kronprinsessen: enkel, blomstret skjortebluse, khakifarvede slacks, sneakers. Tynd guldkæde om halsen og små guldøreringe. Underspillet. Og varm.
Medmenneskeligt især. Empatien stråler fra hende. Men også bare helt almindeligt menneskeligt varm.
Det er ufattelig hedt på det offentlige sundhedscenter ”Centre de Santé et Promotion Sociale”, hvor 10-årige Samira tager imod med alvorlig mine og en kæmpe buket eksotiske blomster i cellofan.
Og hvor 19-årige Maquisa, der er skrædder og selv har syet sin kjole, venter med sin lille baby, der skal have sin ”2-måneders-vaccination”, mod hvilke sygdomme ved hun ikke.
”Det er mit første barn. Jeg vil gerne have fem, min mand vil det samme”, siger hun.
Det er konsekvent mødrene, der dukker op med børnene for at få dem vaccinerede.
I Burkina Faso er børn kvinders ansvar. Centret giver børnevaccinationer, opsøger mødre i oplandet og opfordrer dem til at få deres børn vaccineret og giver graviditets- og fødselshjælp, gratis prævention, følger et stigende antal underernærede børn og har en psykolog ansat til psykosocial støtte efter kønsbaseret vold.
Men pengene er der slet ikke til at dække de faktiske behov, de har end ikke en computer, al registrering foregår på papir.
På grund af sikkerhedssituationen er 13 sundhedscentre i det nordlige område lukket, og centret er yderligere presset af, at internt fordrevne søger hjælp og ly her.
Op mod halvanden million mennesker er internt fordrevne i landet, de fordrevne fortæller historier om mord, tæv, voldtægter og om at prostituere sig for vand, når de er på flugt. Gående.
På centret taler jeg med en gruppe fordrevne kvinder, en af dem, en 69-årig kvinde, flygtede hertil, da hendes mand blev myrdet. Hun siger:
– Vi vil hjem. Vi savner mad og tøj og brænde og vand, men allermest savner vi at komme hjem.
Vand
Ris-kooperativet SCOOPS i området har 144 medlemmer – alle kvinder. Siden etableringen i 2014 har de forarbejdet cirka 500 ton ris.
En sæk vejer 25 kilo og giver 10 kroner i overskud ved salg. Problemet er vand, for brønden er gået i stykker, og en ny pumpe vil koste 100.000 kroner, så kvinderne må gå fem kilometer for at hente vand til processen, og der går 400 liter vand til EN sæk ris.
Og situationen forværres på grund af sikkerhedsproblematikken. Der er tre kvinder in charge i kooperativet: præsidenten, generalsekretæren og den økonomiansvarlige.
Det er præsidenten, Haoua, der fører ordet og på spørgsmålet ”Hvad sker der, hvis ingen hjælper jer?” svarer:
– Så kan vi bare sidde og vente på døden!
Men hun siger trods alt også:
– Fællesskab er styrke. Før arbejdede vi alene, nu deler vi viden og erfaring.
Og:
– Regeringen plejede at købe vores ris, men betalte aldrig til tiden. Det var et problem for os, for vi betaler mad til familien og skolepenge for vores børn med vores arbejde. Det er kun kvinder, der arbejder her, arbejdet er for kvinder, mænd kan ikke. Kvinder kan forudse ting. Og er forenede. Det er mænd ikke. Derfor kan vi gøre det her.
”Hvem arbejder hårdest i det her land, mændene eller kvinderne?”, spørger jeg. Og de tre kvinder råber i kor:
– KVINDERNE!
Nærmest symbolsk sidder områdets chef, som kvinderne omtaler som ”kongen”, i sin klapstol på kooperativets gårdsplads og råber efter drikkevand.
Han rejser sig ikke selv, en af kooperativets kvinder må hente og servere for ham.
Der var faktisk to kvindelige præsidentkandidater ved sidste valg, men kvinderne stemte på mændene. Det ærgrer den kvindelige tolk, der er med, men det undrer hende ikke: ”Det er vores kultur”.
Hemmeligt
På den lokale Marie Stopes-klinik tager forkvinden Tiguida Sissko imod i fantastisk kjole og hovedbeklædning med den internationale organisations navn og logo trykt i lyseblåt overalt på det hvide stof.
Afdelingen har mobile teltklinikker og jordemoder-motorcykler – stedets jordemødre kører simpelthen ud til gravide og fødende kvinder.
Men det er en stigende udfordring i den usikre situation.
– Det er modigt og vigtigt, at der findes mennesker som jer, siger kronprinsesse Mary.
Mary Stopes-klinikken informerer om kondomer, spiraler, p-piller, p-stave, sterilisation. Og rettigheder.
Og tjekker for kønssygdomme og udfører mindre operationer.
Klinikkens teams er ikke velkomne alle steder – nogle gange bliver de truet, når de informerer om prævention.
Nogle mænd er simpelthen modstandere af, at deres koner ved noget om den slags ting.
Og nogle kvinder får indopereret deres p-stav et hemmeligt sted på inderlåret i stedet for det normale sted på overarmen, så deres mand ikke opdager den. Sex er tabu, og kulturen er stærk.
Til mødet med kronprinsessen og udviklingsministeren i dag sidder kvinderne og mændene hver for sig – ellers vil kvinderne ikke tale om det, vi skal tale om: hvordan man undgår at blive gravid.
Sygeplejersken Felicity går frem og tilbage mellem kvinderne med en kuffert fyldt med præventionsformer, hiver en spiral frem og siger: ”Hvis I får sådan en i dag, kan i have sex i dag. Og den holder 10 år”.
Kvinderne griner lidt fjoget. Felicity gennemgår de forskellige metoder. Også kondomer til kvinder. Og til mænd.
Hun fumler med en dildo, men den kommer aldrig frem.
Hun ville gerne vise kvinderne, hvordan man sætter et kondom på, men landsbyens ældre mænd vil ikke have det.
Så Felicity og et par andre sygeplejersker uddeler gratis kondomer til mændene, der er færdige af grin og stikker dem i lommen, som om de mere har fået en kuriositet end noget, der skal bruges.
Kvinderne selv foretrækker også de langtidsholdbare metoder og dem, der nemt kan gemmes, fordi mændene er modvillige.
Mange kvinder er klar over, at prævention er vigtigt, for det er dem, der tager sig af familien og hænger på børnene.
På et ultrakort og impulsivt arrangeret pressemøde, før vi kører tilbage mod Ouagadougou, spørger jeg kronprinsessen, hvilke tre ting hun ville ændre i Burkina Faso i morgen, hvis hun kunne trylle.
Hun bryder ud i et skævt og overrasket grin, siger lidt forsigtigt, at det er svært at vælge, for der er mange faktorer, der spiller ind, men når frem til, at der i hvert fald er én ting, hun gerne ville lave om:
– Alle børnene skal have uddannelse!
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen er enig:
– Jeg siger uddannelse som det første, for jeg tror, det vil føre til så meget bevidsthed mellem kønnene, det er afgørende. Så jeg ville lave uddannelse til alle, sørge for, at der blev fred, og så skulle man finde en vandressource, som kunne revolutionere fødevaresikkerheden og skabe rent drikkevand og sanitet. Uddannelse. Fred. Vand.
På vejen tilbage til Ouagadougou kører vi forbi Royal Beach Hotel, og det er alligevel noget – der er 1.000 kilometer til nærmeste hav.
Langs vejen står små boder med genbrugsflasker fyldt med benzin. Her køber man gerne halvanden liter benzin ad gangen.
Pigeomskæring
”Mam tara yel-segdi”, står der på væggen ind til Gisèle Kambou-centret, hvor Latifatou sidder og venter dagen efter. Det betyder ”Jeg har rettigheder”. Tolken, der oversætter for mig, tolkede også, da kronprinsesse Mary var i landet sidst, og siger om hende:
– Hun er meget ligetil og nem at snakke med, hun er meget african – og så er hun smuk.
Pigeomskæring er forbudt i Burkina Faso. Landet har faktisk udmærket lovgivning på flere kvindeundertrykkende områder, men de bliver bare ikke nødvendigvis overholdt.
Det er især bedstemødrene, der fastholder omskærings-praksissen. i 2015 var 67,5 procent af kvinderne mellem 15 og 49 år omskåret.
Procenten er faldende. Det er blevet bedre for pigerne mellem 0 og 14 år. Men det sker stadig. Argumentet er, at ellers vil datteren ikke være tro.
En pigeomskæring kan sende både omskæreren og forældrene i fængsel, men den kulturelle tradition er indgroet.
Hvis en pige ikke er omskåret, får hun ikke et succesfuldt ægteskab, forlyder det. Hvis hun bliver skilt og ikke er omskåret, er det nok årsagen. Sex er tabu. Det er kvindelig lyst også.
Centret, der er en af Voix des Femmes syv afdelinger i Burkina Faso, reparerer også på kvinder, der er blevet ødelagt af en omskæring.
Og lærer unge piger og kvinder, hvorfor det er så vigtigt at stoppe traditionen. Alene i år har de haft 14 sager om omskæring, og tre er endt i retten.
Og dér sidder 24-årige Guemilatou på sin røde plastikstol i centrets baghave og siger:
– Jeg kunne ikke have sex med min mand.
Guemilatou kunne ikke gennemføre et samleje med sin mand på bryllupsnatten, omskæringen gjorde det simpelthen umuligt.
– Min mand kendte det her sted og tog mig heldigvis med hertil, jeg blev opereret i sidste uge.
Rahinatou er 30 år, i gang med en længere uddannelse og lever med konsekvenserne af en voldsom omskæring.
– Det skete i år 2000. Det var min bedstemor, der fik det ordnet. Jeg var lille og var først ikke klar over, hvad der skulle ske. Det gik efter tur, vi ventede på en række.
– Da jeg så, at de andre piger blødte bagefter, vidste jeg, hvad der skulle ske med mig. Det var sådan, jeg blev omskåret. Da jeg kom i skole, gik det op for mig, at der var noget ved mig, der så anderledes ud. Når jeg tog mit tøj af, blev jeg blufærdig over for de andre.
– Min bedstemor spurgte, om jeg kunne gå på toilettet, jeg sagde til hende, at jeg ikke havde noget problem, men jeg så ikke ud som de andre, og jeg havde et problem: jeg kunne ikke gå på toilettet.
– Jeg opsøgte en jordemoder, som sagde, at det var nødvendigt at operere mig, men jeg havde ikke pengene. Så opdagede jeg Voix des Femmes på Facebook. Jeg er meget glad for den hjælp, jeg får her, det skaber håb for mig.
15-årige Aminata blev voldtaget af en 37-årig mand, der nu er i fængsel. I armene har hun sin lille søn – resultatet af voldtægten.
– Jeg gik til bageren for at købe brød, så mødte jeg en mand, der kaldte på mig. Det var sådan, det skete. Jeg vidste ingenting. Da jeg kom hjem, fortalte jeg min mor om det.
– Efter noget tid så hun, at min krop begyndte at ændre sig. Så fik jeg en test. Jeg var seks måneder henne. Da min far opdagede det, bad han mig forlade huset. Jeg havde ingen steder at sove, men Voix des Femmes hjalp mig. På grund af det her er mine forældre ikke sammen mere, jeg bor sammen med min mor.
Kronprinsesse Mary har blanke øjne og spørger:
– Hvad hedder din smukke baby?
– Adama.
Og så er der lille Latifatou. Og Neimata på 16 og Neimata på 15 – de hedder det samme – der begge er blevet reddet fra at havne i børneægteskaber. Det møde er hjerteskærende.
Sidste stop i Ouagadougou er ABBEF-centret – den burkinske forening for familievelfærd, som informerer og rådgiver unge om familieplanlægning, seksuelt overførte sygdomme og tabubrydning.
En af de unge siger: ”Den unge og den ældre generation taler ikke samme sprog, vi har vores eget sprog, som vores forældre ikke forstår og ikke vil have, at vi taler. Vi er ikke på bølgelængde”.
Og en anden siger: ”Vi er meget påvirkede af traditioner. Det er forbudt at tale med sine forældre om sex. At tale om sex er det samme som at tage tøjet af foran sine børn. Det påvirker vores sundhed.”
Og kronprinsesse Mary rejser sig og taler direkte til de unge om mod til forandring og siger til sidst to ord, de skal tage med sig: ”Knowledge and choice” – viden og valg. Det er vejen frem.
Kronprinsessen
Den røde løber ved indgangen til det firestjernede Hotel Silmande, hvor både kronprinsessen, udviklingsministeren, delegationen og pressen bor, er slidt, mosaikkerne i poolen er faldet af mange steder, flisearbejdet i badeværelserne er – kreativt.
I loungebaren har kronprinsessen fundet tid til et interview med femina om de to voldsomme dage i Burkina Faso. Det kræver et par tiltrængte kopper kaffe.
Så er det næsten overstået?
– Ja. Men det er det egentlig ikke. Turen er overstået, men agendaen … der er lang vej, kan man sige.
Hvad er det for følelser, der er involveret i oplevelsen?
– Ja … det er mange følelser, mange tanker. Noget, der kan være svært at acceptere, er den store ulighed, der eksisterer i et land som Burkina Faso. At kvinders og pigers rettigheder ikke bliver respekteret eller håndhævet.
– De får jo ikke muligheder for at få en uddannelse eller deltage på lige fod med deres brødre. Og de bliver udsat for nogle virkelig voldsomme krænkelser af deres menneskerettigheder. Det er så forkert og så uretfærdigt, som det kan være.
Det får én til at reflektere over livets tilfældighed?
– Ja, det kan man ikke undgå at tænke. At man er godt nok heldig at blive født i et land som Danmark og især som pige, fordi man er på lige fod med sine brødre, og man HAR lige muligheder og rettigheder og kan deltage på samme niveau og få adgang til, hvad samfundet har at byde på.
– Man kan udfolde sit fulde potentiale og forfølge sine drømme.
Jeg spurgte om det der med at trylle i går …?
– Ja, og ved De hvad – jeg har tænkt lidt mere over det spørgsmål, ha ha. For det kunne være så dejligt at kunne trylle, og jeg står ved det, jeg sagde i går: At der er så mange udfordringer, som er overlappende og forbundne med hinanden, at det med at ønske sig én ting måske ikke vil løse det hele.
– Så jeg havde svært ved at svare andet, end at børn skal have adgang til uddannelse for at sikre deres fremtid. Men … at komme til Burkina Faso igen – jeg besøgte jo landet for fem år siden – er meget kontrastfyldt. Første gang var der fred, der var stor optimisme og gejst, og ”nu gør vi det fælles, og vi skaber den forandring, vi alle sammen gerne vil have”.
– Denne gang oplever jeg et land, som er præget af terror og konflikt. Så hvis jeg skulle ønske mig bare EN ting, så ville det være, at det kunne lade sig gøre at skabe fred og stabilitet, for uden fred kan man ikke skabe udvikling.
Men det går den forkerte vej?
– Det er meget skræmmende og bekymrende … den udvikling, der sker lige nu.
Nu har det handlet om kvinder og piger. Spørgsmålet er, om ikke en større ligestilling også vil være et nødvendigt udgangspunkt for en bedre verden i det hele taget?
– Det er jeg helt enig i. Og … vi har så mange eksempler og beviser på, at når kvinder får adgang til muligheder, så forbedrer de ikke kun deres egne livsvilkår, de løfter deres familier, de løfter deres lokalsamfund, de bidrager til hele deres lands fremtid.
De tre kvinder i ris-kooperativet var helt enige om, at kvinder var stærkere end mænd?
– Jeg har været mange forskellige steder i Afrika og også på andre kontinenter med den her agenda, og det er lige meget, hvor man kommer: også i krisesituationer står kvinder meget stærkt, de er en ressource, der skal bruges i de hårde situationer, fordi de vil så meget for andre, man kan måske sige, at de holder håbet i live.
Hvis man ikke er feminist i forvejen, så bliver man det her?
– Ja. Ha ha …
Kronprinsessen siger ikke mere. Feminisme hører nok til i afdelingen for potentielt sprængfarlige emner. Så taler vi om nødvendigheden af at besøge steder som Burkina Faso. At det er mere end en forpligtelse.
– Det handler om medmenneskelighed. Det er at bruge min platform, min stilling og det land, jeg hører til – som også har den her agenda som en prioritet i udviklingssamarbejder. Det er det, der driver det. Vi skal hjælpe dem, der har mest brug for vores hjælp.
Er det så kvinderne eller mændene, vi skal satse på her?
– Det er ALLE. Kønsligestillingen er ikke en kvindesag, det er en agenda for alle, fordi den berører alle. Og det er lige meget, om man taler med kvinder i Burkina Faso eller i Danmark. Vi skal selvfølgelig være SAMMEN om det. Vi kan forskellige ting, vi skal bare give plads for vores forskelligheder og for, hvad vi er gode til.
Man får lyst til at hjælpe kvinderne i ris-kooperativet med 100.000 kroner til en ny brønd …
– Ja … det er rigtigt. Man kan ikke sige, at man ikke har lyst til det. Men den form for udvikling, vi gerne vil have – og det lyder måske lidt klichéagtigt – er hjælp til selvhjælp.
– Den danske udviklingspolitiske strategis formål er at have sammenhæng mellem udvikling, fred og den humanitære indsats. Vi skal hjælpe på mange forskellige måder, og det skal være orkestreret. Hvis man for eksempel gav de kvinder en lastbil, så de kunne køre ud og hente ris, hvor længe ville de så have den lastbil, før der manglede reservedele til vedligeholdelse? Så det er ikke en langvarig løsning. Der skal skabes håb og muligheder.
– Et af dilemmaerne i Burkina Faso er de stærke og bindende kulturelle og sociale normer, der underminerer pigernes og kvindernes ret til at bestemme over egen krop. Og de står i kontrast til den progressive lovgivning på området.
– Det viser nødvendigheden af at arbejde holistisk – lovgivning alene er ikke altid nok. Der skal også være fokus på adfærdsforandring gennem ny viden og oplysning. Den bedste og mest bæredygtige forandring kommer, når befolkninger selv skaber den.
– Når de selv beslutter sig for, at for eksempel en skadelig praksis som omskæring ikke længere passer i deres samfundsudvikling. Det kræver en kontinuerlig indsats, så vi er nødt til at holde fast i optimismen: At det, vi gør, betyder noget.
Hvad er et godt liv?
– Åh, et godt liv … hvad er et godt liv … Når man er lykkelig, ha ha. Et godt liv … Det er vel at føle sig tryg. At føle, at ens basale behov bliver mødt. At man har kærlighed. At man bliver holdt af. At man holder af andre. At man har sit helbred. At man har muligheder og valg og den rigtige viden til at tage valg.
Kronprinsesse Mary taler indirekte om sig selv. Ud fra de basale behov i hendes eget liv. Men det, hun siger, gælder i virkeligheden os alle sammen. Ikke mindst kvinder og piger i Burkina Faso.
Har du læst så langt som hertil? Barka! I Burkina Faso betyder det: Tak.