Kvinders fodboldstøvler er designet til mænd: "Det er foruroligende"
Foto: Jonathan Moscrop/AP/Ritzau Scanpix
Der er direkte forbindelse mellem fodboldstøvlers design og kvinders risiko for at blive skadet på grønsværen.
Sådan lyder resultatet af forskning om den teknologiske udvikling for kvindelige fodboldspillere, skriver DR.
Danske Katrine Okholm Kryger er lektor på St. Mary’s University i London, og hun er en af forfatterne bag en videnskabelig artikel fra november i år, der blandt andet viser, at kvinder har to til fem gange højere risiko for en alvorlig knæskade sammenlignet med mænd.
Hun savner opmærksomhed og yderligere forskning på emnet, så vi undgår, at flere kvinder kommer til skade på fodboldbanen i fremtiden, fortæller hun til DR.
Særligt i år har man set en ekstra høj risiko for korsbåndsskader for de kvindelige spillere, påpeger Katrine Okholm Kryger.
Forskerne har blandt andet interviewet engelske fodboldspillere og holdlæger. De fortæller, at de savner flere og bedre muligheder for fodboldudstyr, der er specifikt designet til kvinder.
Det største problem er støvlerne, fordi kvindelige fodboldspillere generelt er lettere end deres mandlige kolleger, forklarer Katrine Okholm Kryger.
– Knopperne skal sikre optimalt greb i græsset, men den mindre vægt gør, at støvlen risikerer at sidde fast, fordi underlaget ikke giver efter, når kvinderne ændrer retning som ved herrespillerne, fortæller hun til DR.
– Og så er det i stedet knæet, som kan give efter. Det er foruroligende, når vi ser på mekanismen for korsbåndsskader, som sker uden kontakt til andre spillere.
Foruden fodboldstøvlerne mener Katrine Okholm Kryger, at det ville være relevant at forske yderligere i sports bh’er og størrelsen på fodbolden.
Sports bh’er er nemlig primært er designet til løbere, som derfor giver fodboldspillerne rygsmerter, fordi de foretager flere pludselige retningsskift.
Derudover kan størrelsen på bolden også udgøre et problem, fordi fodbolden har samme størrelse, uanset om det er mænd eller kvinder, der er på banen.
Studiet beskriver blandt andet, hvordan hovedstød til bolden måske kan lede til flere hjernerystelser blandt kvinder.