"Kvinders seksualitet er meget mere vild og eventyrlig og forbundet med risiko og spænding"
Foto: Robin Skjoldborg
En svag duft af røgelse, eksotiske puder i støvede farver, velourplaider, gulnede billeder af for længst afdøde familiemedlemmer og fine arvestykker. En rejsendes hjem.
Suzanne Brøgger har altid sit pas med i tasken. Hun byder på rooiboste og ingefærsmåkager med pebret bid i 1700-tals lejligheden med de ældgamle skæve gulve. Suzanne: Sort turban, sort bluse, sorte bukser, sorte støvler og sort kohl om øjnene. Alt er, som det skal være.
Hun er nu en lille smule bekymret ved situationen.
Men Suzanne Brøgger er selvfølgelig den allerførste modtager af Feminas nyindstiftede Ærespris. Det er indlysende hvorfor.
I 1973 debuterede hun med essaysamlingen ”Fri os fra kærligheden”, som er en milepæl i dansk feministisk historie. Og en milepæl i Suzannes egen.
Hvis nogen dansk kvinde har kæmpet for kvinders frisættelse – erotisk, kønsrolle- og samfundsmæssigt – er det Suzanne. Med sig selv som spydspids.
– Jeg er faktisk meget dårlig til at tage imod ære. Så jeg har været sådan lidt … ”åååh, hvad skal jeg gøre?”.
– Jeg blev helt forskrækket, det ved jeg virkelig ikke, hvordan jeg kan leve op til, selv om jeg har fået dronningens ridderkors. Men der behøver man ligesom ikke at udfolde noget som helst, der skal man bare sige tak.
Der er meget latter i det køkken, men også mange pauser. Eftertænksomhed. Tidsåndsanalyse. Retrospektive betragtninger. Og en knivskarphed om det, der har gjort ondt.
femina kårer Årets Kvinder 2021
Deres historier og kampe er vidt forskellige. Men kvinderne har én ting til fælles: De har ændret verden – og de er slet ikke færdige.
Suzanne Brøgger vinder Årets Ærespris.
Helvede
Suzanne Brøgger var en verdensdame i et Danmark, der ikke rigtig havde set noget lignende siden Karen Blixen, og det var alligevel noget andet.
I 1973 blev den fri abort indført. Og ligelønnen, selv om det var mere formelt end reelt. Suzanne skrev vidende, svidende og elegant om kønskamp og kvinders seksualitet og frisættelse.
I 1975 kom ”Kærlighedens veje og vildveje”. Suzanne indtog litteraturscenen som flamboyant, excentrisk og filosofisk feminist. En globalist, før nogen anede, hvad det var.
Hun havde tilbragt en del af sin opvækst i Østen og mindede om en eksotisk fugl. For nogen en eksotisk fugl, der var landet her ved en fejltagelse.
Hvordan oplever du dit liv i tilbageblik?
– Jeg synes, det ydre liv har været lidt af et helvede, og det indre liv … det har jeg selv skabt lidt som et paradis.
Latteren igen. Afværgende.
Hvordan kan det være?
– At der er så stor forskel? Ja … der må jo være noget, der ikke rigtig hænger sammen. I mig. Eller i samfundet. Der er et eller andet, der gør, at det ikke rigtig har kunnet mødes.
– Helvedet er jo det ydre, det er hele tabloidiseringen af mit arbejde. Eller i hvert fald i hele starten af mit forfatterskab og nogle år frem var det sådan et tabloidformat af skandale og …
Snask?
– Snask. Simpelt hen. Der kunne jeg med god ret føle, at jeg ikke blev taget alvorligt.
– Det har været hårdt at lægge afstand til det og insistere på mit eget indre liv, hvori kreativiteten består, og det, at jeg overhovedet har kunnet arbejde videre og ikke blev… helt smadret og et psykisk vrag.
– Der kom en fuldstændig modsætning mellem det, jeg egentlig er, og den måde, jeg kan blive opfattet på.