Livet begynder ved undfangelsen, lyder det fra talerstolen. Så træder et ungt par med et spædbarn ind ad døren

Foran det færøske lagting står ni skilte med fotos af spædbørn og fostre.

På dem står statements som “Mit hjerte begyndte at slå otte måneder inden, jeg kom ud af min mor” og “Jeg har ingen stemme, så du må være min.”

Skiltene er placeret af organisationen Pro Vita, der ihærdigt kæmper for det ufødte barns rettigheder, og som i anledning af dagens afstemning om fri abort er mødt talstærkt op i det lille parlament.

Inde i parlamentet løber Hervør Pálsdóttir frem og tilbage. Hun er medlem af det færøske parti Tjóðveldi, forkvinde for retsudvalget samt stifter af organisationen Frítt Val, der kæmper for retten til fri abort.

– Min mavefornemmelse lige nu er, at loven bliver vedtaget, siger hun, mens hun fører os ind i et lille mødelokale, der tilhører Tjódveldi. Et venstreorienteret parti, der arbejder for færøsk selvstændighed.

På væggen hænger fotos af partimedlemmerne i nationaldragter samt plakater med politiske slogans om selvstyre og retten til egne råstoffer.

29-årige Hervør Pálsdóttir har siden 2017 brugt det meste af sin tid på abortspørgsmålet. Som ung færøsk kvinde et det et emne, som ikke kun har politisk betydning, men også berører hende personligt.

– Jeg er glad for, at jeg ikke selv har fået en abort og skal høre på de ting, der bliver sagt, siger hun med henvisning til den debat, der de seneste måneder har splittet det færøske samfund i to. Retorikken har været hård og grusom, forklarer hun.

– Man snakker om at dræbe børn, at man er nazist og ligesom Hitler. Det er forfærdeligt for de kvinder, som har fået en abort, at skulle høre på den slags.

Pludselig løber Hervør Pálsdóttir sin vej, fordi hun skal ind at stemme. Noget om en ny skolebygning. Kort efter henter hun os. Der er fem minutter til debatten går i gang.

Hervør Pálsdóttir er den første taler. Hun trækker vejret dybt.

– Puha, så er det pludselig nu, siger hun.

I lagtingssalen er der proppet. Pro Vita har fået pladser på første række. Dem fra Frítt Val sidder på gulvet. Stemningen er hektisk, folk løber ud og ind, taler i krogene.

Klokken 14:34 går det for alvor i gang. Forkvinden for lagtinget maner til ro i salen.

Hervør Pálsdóttir træder op på talerstolen og læser lovforslaget op: Kvinder på Færøerne skal have ret til fri abort frem til 12. graviditetsuge.

– Abortloven har ikke været ændret siden 1956, og derfor mener jeg, at tiden er inde til at ændre den. Vi ser, at kvinder rejser ud af landet for at få en abort, og det kan vi som samfund ikke leve med.

Den næste på talerstolen er Helgi Abrahamsen fra Sambandsflokkurin, et liberalt færøsk parti.

– Livet begynder ved undfangelsen, og med en abort tager du derfor livet fra et menneske, siger han.

Dernæst kommer Henrik Old fra det socialdemokratiske regeringsparti Javnaðarflokkinum på banen. Han starter med at sige, at man helst ikke skal stille ham nogle spørgsmål, da han nok ikke kan svare på dem. Så begynder han at tale om, hvor dejligt et samfund Færøerne er at vokse op i.

– Færøerne er et dejligt sted at vokse op. Jeg har selv besøgt Afrika, og der har børn det meget værre. Man skal være glad for at blive født på Færøerne.

Flere mennesker træder ind i salen. De tilslutter sig deres egne. En kvinde sidder med håndfladerne vendt mod himlen og hvisler stille bønner, en anden har fundet strikketøjet frem.

Karlot Hergeirsson fra partiet Framsókn, et liberalt og separatistisk parti, træder op på talerstolen. Det er utrolig mange mænd i mørke jakkesæt, der skal tage stilling til kvinders ret til abort. Det bemærker han også.

– Kvinden skal kunne bestemme selv. Den færøske kvinde er klog, og jeg har tillid til hende, siger han og fortsætter:

– Tør vi fritstille den færøske kvinde? For mig er der ingen tvivl.

Bagerst på rækkerne sidder de to partimedlemmer Jenis Av Rana og Steffan Klein fra det kristendemokratiske og socialkonservative parti Miðflokkurin, der er kendt for at føre en hård linje mod abort.

Og nu er det Steffan Kleins tur til at overbevise lagtinget om at stemme nej til den frie abort. Mens han lister op, hvilke legemsdele et foster allerede har i ottende uge, træder et ungt par med et yndigt spædbarn ind ad døren i lagtingssalen. De nikker venligt rundt, og stiller sig ved siden af Steffan Kleins kone, Rebekka Fuglø Poulsen, der også er forkvinde i Pro Vita.

– Livet begynder ved undfangelsen, siger Steffan Klein.

– Et barn er ikke bare en klump af celler, det er et menneske lige fra begyndelsen.

Derfor mener han, at fri abort vil være en social og moralsk falliterklæring

– For hvem ved, om barnet potentielt kunne være blevet den nye Albert Einstein, Christiano Ronaldo eller Justin Bieber? som han siger.

Ude foran Lagtinget har en lille gruppe demonstranter forsamlet sig. Fra en gammel radio følger de live med i debatten inde fra salen. De har også hængt et banner op, hvor der står “Fri abort redder liv.”

– Vi er ikke imod børn, som mange ellers tror, vi er bare pro choice, siger Elin Sólvør á Løgmansbø, der er en af demonstranterne. For hende er det vigtigt at vise sit ansigt; at vise, at der rent faktisk er mennesker som støtter op om retten til abort.

– Jeg bliver simpelthen så skuffet, hvis det ikke går igennem, siger Sigmundur Mørkøre, der går rundt med en anarkistisk fane.

– Det er sådan en basic human right at have kontrol over sin egen krop.

Inde fra salen kommer en flok af deres venner ud. De kan ikke holde ud at høre på mere, siger de. Elin Sólvør á Løgmansbø nikker forstående.

– Sagde Steffan Klein lige, hvad hvis man kommer til at abortere Justin Bieber? Altså hvordan kan det være et argument?

Demonstranterne fortæller, at de kender masser som har fået en abort. At det ikke er spor ualmindeligt, men stadig meget tabubelagt.

– Alle ved, at det sker, de taler bare ikke om det, siger Elin Sólvør á Løgmansbø.

Inde i salen er det blevet Eyðdis Hartmann Niclasens tur. Ligesom Helgi Abrahamsen er hun fra det liberale parti Sambandsflokkurin, men modsat ham, er hun fortaler for, at den færøske kvinde bør få retten til fri abort.

– Loven er gammeldags, og vi burde for lang tid siden have fået en ny. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, kan kvinder på Færøerne føle sig trygge, akkurat lige som kvinder kan i de lande, vi normalt sammenligner os med.

– Det er ikke okay, at en kvinde skal rejse ud af landet og betale 14.000 kr. for at få en abort, eller at de skal spørge andre kvinder: “Hvilken læge gik du til for at få en abort?”.

Det er ikke okay, fastslår hun.

At kvinder er nødt til at rejse udenlands er en “ærgerlig konsekvens” af den nuværende lov, mener også landsstyremanden for justits – svarende til justitsminister – og fremsætter af lovforslaget, Bjarni Kárason Petersen.

Han ser de 12 uger som et godt sted at sætte en grænse, fordi man på den måde både tager hensyn til “barnet” og til kvinden. En kvinde på tilskuerrækkerne fnyser og ryster på hovedet.

Efter mange timers intens debat, hvor usædvanligt mange politikere har ønsket at indtage talerstolen, som en bemærker, er vi ved at være nået til en af de sidste i talerækken – Jenis av Rana fra det kristendemokratiske parti Miðflokkurin.

Og hos ham er der ingen tvivl, når det kommer til spørgsmålet om fri abort.

– Folk siger, at det er svært at tage stilling, men for mig er det ikke svært, siger han, og fremhæver det kristne slogan “WWJD”, som står for: “What would Jesus do?”

– Jesus ville sige: “Du må ikke tage liv. Kom til mig med alle dine problemer,” siger Jenis av Rana, der på brystet har en lille broche forestillende et par barnefødder.

Klokken er blevet 18:37. En nonne træder ind i salen, sætter sig blandt de mange kvinder på bagerste række. Flere har foldede hænder. Støjniveauet i salen stiger. Det vrimler med folk nu. Udenfor er en plæneklipper gået amok, så en må storme hen for at lukke alle vinduerne, så den brummende motor ikke overdøver de mange ord om liv og død, celleklumper og kvinderettigheder.

Tre af lagtingets 33 medlemmer er udeblevet, hvilket betyder, at en uafgjort afstemning vil gå til abortmodstandernes fordel. En lovændring kræver flertal.

– Nu er det tid, siger lagtingets forkvinde.

Salen forstummer, tiden føles endeløs. Alles blikke er rettet mod skærmen, der viser stemmefordelingen. Røde og grønne prikker lyser op. Først tæller det langsomt op: fire røde, seks grønne, så fem, seks, syv røde, 14 grønne, 14, røde, 15 grønne.

Og til sidst: 15 røde. Ingen siger noget, ingen forstår helt, hvad der er sket. Lovforslaget er forkastet, siger forkvinden så. Klokken er 18:50.

– YES, råber Jenis av Rana højt.

Kvinderne på forreste række kaster sig om halsen på hinanden. De jamrer af glæde. Taberne udvandrer, som en lang kortege med bøjede nakker. Nonnen bøjer sig frem mod de krammende kvinder og hvisker noget om en lys fremtid.

Uden for salen er Hervør Pálsdóttir i chok. Jeg troede virkelig på det og er virkelig ked af det, siger hun, inden hun smutter hen til sine venner fra Frítt Val, der har sat sig på en nærliggende bar for at drikke gravøl.

I løbet af aftenen spreder et hashtag sig på de sociale medier. Det hedder #ikke mítt val og bliver delt af færøske kvinder landet over. På Facebook er der flere der deler opslag med ord som “Halleluja” og “Tak Gud”. Landet er fortsat splittet i to.