Samfund
6. november 2023

Mand og kvinde er kendt skyldige i drabet på gravide Sana Yaseen

37-årige Sana Yaseen blev slået ihjel for et år siden med 78 knivstik foran plejehjemmet, som hun arbejdede på. Nu er gerningsmændene kendt skyldige i drabet.
Af: Silje Qvist
Skilt ved retten i Holbæk den 3. juni 2021

Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Sana Yaseen var 37 år gammel og gravid i 26. uge, da hun, efter en vagt på Plejecenter Samsøvej i Holbæk, blev brutalt dræbt foran sin arbejdsplads. Lægerne fik i første omgang reddet hendes ufødte dreng, men efter fem dage døde han også.

Nu er en 25-årig mand og en 34-årig kvinde begge kendt skyldige i drab og medvirken til drab på Sana Yaseen. Det har et enigt nævningeting afgjort i dag i Retten i Holbæk.

Det skriver TV 2.

Den 25-årige mand er kendt skyldig for selve drabet. Den 34-årige kvinde, der tidligere var i et forhold med Sana Yaseen, er fundet skyldig i medvirken til drabet.

Den 25-årige mand straffes med fængsel i 16 år for drabet, udvises af Danmark og får indrejseforbud, mens den 34-årige kvinde dømmes til anbringelse på ubestemt tid, udvises af Danmark og får indrejseforbud. Det skriver TV 2 via Ritzau.

Både den 25-årige mand og den 34-årige kvinde er afghanske statsborgere og har nægtet sig skyldige i drabet. Men retten har forkastet deres forklaringer.

Da barnet ikke var født endnu, har man ikke rejst tiltale for drab på barnet.

I selve retssagen har teleoplysninger spillet en central rolle, forklarer TV 2-journalist Brian Lindhoff til TV 2.

Det er på det grundlag blevet dokumenteret, at manden på gerningsdagen forlod asylcenteret Sandholm, hvor han har adresse, og befandt sig tæt på drabsstedet i Holbæk i timerne op til drabet.

Derudover har man lydfiler af den 34-årige tiltalte kvinde, som truer Sana Yaseen og hendes ufødte barn på livet.

Retten har også lagt vægt på, at politiet i efterforskningen fandt blod på den tiltalte mands jakkeærme, som med stor sandsynlighed stammer fra Sana Yaseen. Manden fik desuden håndteringsskader som stiksår på hænder og på sit ene ben, da han førte kniven for drabet.

TV 2 skriver, at der i retten er tegnet et billede af Sana Yaseen og den kvindelige gerningsmands forhold som meget turbulent og præget af jalousi.

De to har tidligere boet sammen med deres sammenbragte børn. Ifølge den tiltalte kvinde tog Sana Yaseen til Iran i 2022, hvor hun skulle giftes med en mand, og på den rejse blev hun gravid.

Den 25-årige mand har forklaret i retten, at han vil giftes med kvinden, der er kendt skyldig i medvirken til drabet.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også