Med ét var alt forandret - og Anne Skare skammede sig lidt over, hvor godt det føltes

Himlen var klar og blå. Der var ingen hvide flystriber eller støjende flytrafik. Og vi fik øje på det, fordi vi tog os tid til at kigge op.

Fremtidsforsker Anne Skare oplevede, som den introverte type hun er, corona som forløsende og noget nær en åbenbaring.

– ”Det må være det her, jeg har trænet til hele mit liv”, tænkte jeg, da corona kom ind fra højre og forvandlede verden. Det føltes, som om et parallelunivers åbnede sig. Hjemmearbejde, fleksibilitet og hybride arbejdspladser havde vi jo snakket om i 10-15 år, og jeg troede faktisk, at omstillingen ville komme på grund af klima og bæredygtighed. Da corona blev it-chef, hoppede vi ind i fremtiden med et brag og en maveplasker. Pludselig arbejdede vi alle sammen hjemmefra, talte sammen online, og vi rejste ikke på ferie i udlandet – hverken med bil eller fly. Og vi var – set i bakspejlet – åbenbart mange, der opdagede, at det kunne vi faktisk rigtig godt lide. Det var et tiltrængt stop, siger Anne Skare.

Som om nogen pludselig havde slukket for den emhætte af støj og travlhed, der hele tiden kører i baggrunden af det moderne menneskes liv.

– Jeg ladede op under nedlukningen. Det er noget af det, der adskiller introverte fra ekstroverte. De ekstroverte kan lade op overalt. Introverte kan kun lade op på det bøjede stik derhjemme, og der skal helst ikke være andre til stede. Corona gjorde de introverte til “dem med overskud”: ”Fred og ro, hvor er det dog dejligt”, tænkte jeg og skammede mig lidt. Alene det, at du ikke skulle kramme folk, når du mødte dem, var ganske vidunderligt. Når jeg så de ekstroverte holde vejfest i firkanter tegnet med kridtstreg, lave fællessang eller virtuel fredagsbar, kunne jeg ikke lade være med at tænke: ”Så slap dog af, I er i vores verden nu”. Jeg har fuld forståelse for, at det er superubehageligt at blive tvunget ind i en stor stillekupé, når man elsker det sociale, men sådan har vi andre jo haft det hele vores liv.

– Lockdown var rigtig hård for mange unge, men ifølge Børns Vilkår og Egmontfonden fik 25 procent ændret deres livstilfredshed mærkbart. Næsten halvdelen satte pris på en pause fra skolens krav, og hver tredje nød friheden fra de sociale forventninger. Det er jo ikke, fordi de nød at blive frataget deres skiture eller hellere ville være sammen med deres forældre end med vennerne. Det er et udtryk for, at de nød at få en pause fra præstationsræset. Og her skal man også huske, at der jo er rigtigt mange introverte unge, der ikke synes, at gymnasiefester, introforløb eller rusture er særligt fede. For dem var det en lettelse pludselig at være en af dem, der hører til de stærke, fordi man godt kan klare – og ovenikøbet trives bedst – i sit eget selskab.

– Forskning fra Aarhus Universitet har vist, at især introverte, men også mange ekstroverte, oplevede et markant lavere stressniveau under nedlukningen, fortæller fremtidsforskeren.

Samtidig understreger hun, at vi selvfølgelig heller ikke skal negligere de mange tragiske historier, der også knyttede sig til perioden med pandemien.

At der blev set en stigning i vold i hjemmet mod kvinder og børn, var jo absolut forfærdeligt.

– Jeg tror, vi er en del, der oplevede familien, nærmiljøet og den lokale bager på en helt anderledes vedkommende måde. Men der er også mange ting, jeg personligt slet ikke kan huske fra dagligdagen. Hvordan gjorde vi egentlig, når vi skulle på apoteket? Havde man sådan et tidsslot? Når jeg savner det, er det jo ikke selve pandemien, jeg savner, men det, at den gav ro og nærvær. Vi var mange, der opdagede, at vi kunne overleve uden at skulle pendle to timer og konstant være på.

– I efterdønningerne af corona sagde en million danskere deres job op, og mange af dem gik ikke til noget andet. Nogle af dem flyttede til Læsø, og det er dejligt, men det er jo ikke meningen, at vi alle sammen skal bo der. For de fleste handlede det om at blive vækket af en robotagtig, ritualiseret og vanepræget tilstand.

Det, corona gjorde, ud over at sænke tempoet, var at minde os om, at livet grundlæggende er farligt. Hvilket ifølge Anne Skare har vist sig at være en god ting.

– Vi kom i kontakt med den dér ur-frygt, som findes i alle mennesker. Men midlet mod ur-frygt er jo ikke at gemme sig – det er derimod ur-redskaber. Det er at kunne tænde et bål uden lighter og tændstikker. Du kan gå ned i Spejdersport, købe et tændstål og bruge noget af det dér fnuller fra vaskemaskinen – puf, så har du lavet ild. Det kan også handle om at tage en uge uden elektricitet for at finde ud af, at man faktisk godt kan overleve. Lige nu læser folk bøger som aldrig før, og under corona gik vi i gang med alle de gamle sysler, netop for at se hvordan generationerne før os har klaret sig igennem svære perioder. Hvad gjorde de? Hvad kunne de? Vi skal bygge os selv op, så vi er robuste og stærke med overskud og livsglæde, vi kan øse ud af, når den næste krise eller pandemi – som de kloge siger – kommer. Ikke hvis.

– Jeg vil gerne opfordre til, at vi holder fast i de gode råd, vi gik all in på dengang: Vask dine hænder, bliv hjemme, når du er syg. Det skulle vi også før, og det skal vi blive ved med. Det er jo utroligt, at man nu kan komme ud på hoteller og restauranter, hvor spritten er blevet gemt væk, og alle står og nyser i den samme buffet. Og vi bliver stadig ikke hjemme, når vi er syge. Og hvis vi gør, putter vi vores snottede unger i børnehave. Vi bør ændre lovgivning og institutionalisering, så trivsel, sundhed og robusthed bliver det nye normale. Jeg er vild med at tænke både i ”vi” og ”jeg”. I Asien går mennesker med mundbind for ikke at smitte de andre. Det kunne man da godt gøre her, ikke?

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 11/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.