Michael Olesen troede, at svaret fra lægen var en fejl: "Jeg syntes, det var så pinligt"

Men hvad pokker skal jeg med en fodfil?

Det var “Vild med dans”-danser Michael Olesens første indskydelse, da han første søndag i advent 2020 åbnede en tynd, aflang adventsgave fra sin kæreste.

Så fik han øje på de to streger på pinden. Og pludselig samlede der sig en lykkefølelse inden i ham.

Men med følelsen fulgte også frygten og uvisheden, for skulle parret nu miste et barn – igen-igen?

Da Michael Olesen og kæresten, Joan Divine, for ni år siden besluttede sig for, at de sammen gerne ville bringe nyt liv til verden, havde han aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at der skulle være noget galt med hans sædkvalitet.

Han var overbevist om, at der måtte være sket en fejl, da parret fik svar på sædprøven.

– Jeg tror, at det er en meget naturlig reaktion for mænd at benægte det, fordi det at kunne få børn er så meget hængt op på ens maskulinitet.

– Jeg synes, at det var så pinligt, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det måtte jeg gøre noget ved, siger Michael Olesen.

Der blev slukket for sædevarmen i bilen. De stramme bukser blev skiftet ud med en løsere model, og så blev forskellige urter en del af hans daglige kost. Det hjalp da også en smule, men ikke nok til, at parret kunne blive gravide på gammeldags maner.

De begyndte derfor i fertilitetsbehandling, hvilket Michael Olesen selv beskriver som “ni år i helvede”.

Starten på fertilitetsbehandlingen var ellers en succes.

Joan blev gravid i første forsøg. Men lykkefølelsen var kun til låns, for i 11. uge mistede hun og Michael barnet, og lige midt i sorgen indtraf uvisheden, der skulle vise sig at blive deres tro følgesvend gennem forløbet.

På ni år har parret i alt været igennem 16 omgange fertilitetsbehandling. Før de endelig blev forældre i sommeren 2021, havde de været gravide fire gange og mistet alle gangene mellem 5. og 11. uge.

– Det har været så hårdt i de perioder, hvor vi har mistet, og nogle gange har jeg slet ikke forstået, hvordan jeg er kommet videre. Når det sker, har man ikke noget mod tilbage, og man har lyst til at gemme sig under dynen i sin lejlighed og aldrig komme ud igen, siger Michael.

I begyndelsen af fertilitetsforløbet var der mange nye ting, som fik plads i deres liv.

Joan skulle tage en masse hormoner og sprøjter, mens Michael skulle sørge for, at hans sæd var så optimal som mulig, og så skulle den holdes kropsvarm på vej til klinikken.

Selv om parret var i behandling, prøvede de stadigvæk at blive gravide på normal vis. Men også det blev ligesom turene til sygehuset en noget mekanisk proces.

– Det blev meget hurtigt sat efter et ur og hendes cyklus. Jeg tændte så meget af, fordi det bare blev maskineagtigt.

Den første følelse, der ramte Michael Olesen, var afmagt. Han fandt nemlig hurtigt ud af, at hans funktion i fertilitetsbehandlingen var forbeholdt lægterne.

– Jeg skulle: 1. levere klatten, 2. holde frakken alle de gange, vi var på sygehuset. Min opgave var at holde en frakke og en taske, og det var på mange måder vildt frustrerende, at der ikke var andet, jeg kunne gøre for at hjælpe vores situation.

– Jeg følte enormt stor afmagt, fordi jeg som mand ikke kunne tage hånd om situationen. Hvis jeg har mødt modstand tidligere i livet, er jeg vant til at kunne kæmpe dét hårdere eller arbejde dét mere. Og det var utroligt svært at acceptere, at jeg ikke rigtig kunne gøre så meget andet end at støtte Joan.

Sprøjterne, hormonerne, klatten i koppen og turene til sygehuset var ikke emner, der kom på tale, når Michael Olesen var sammen med venner og familie. Faktisk delte han slet ikke fertilitetsforløbet med nogen de første fire år.

– Jeg følte ikke, at det var noget, jeg kunne snakke med mine kammerater om, fordi jeg syntes, det var så pinligt. Jeg vidste ikke, om de ville se ned på mig.

“Skal I ikke snart have børn?”, “kan I ikke lide børn?”. Det var den slags spørgsmål, der fire år inde i forløbet alligevel fik parret til at offentliggøre, hvad de kæmpede med.

– Det var så smertefuldt hele tiden at skulle komme på undskyldninger og lyve om, hvorfor vi ikke havde børn. Vi kunne mærke, at fertilitetsbehandling var et tabu, og det var også en af grundene til, at vi ønskede at være offentlige omkring det.

– Det var den bedste beslutning. Vi blev overdynget af kærlighed fra venner og familie – ja, fra hele landet, fortæller Michael.

Et sidste skud

Otte et halvt år inde i processen var både Joan og Michael ved at give op. Men der var én ting, de stadig ikke havde prøvet.

“I må simpelthen ikke give op, før I har undersøgt det her sted i Rusland”. Sådan lød et hav af de henvendelser, parret fik fra fremmede, da de fortalte om deres vanskeligheder med at blive gravide. Michael var enormt skeptisk i starten, for “hvad fanden skulle de kunne i Rusland?”

Alligevel fik Joan ham overtalt til at tage med til et seminar i Malmø, hvor de første gang mødte overlægen fra det nærmest sagnomspundne sted i Rusland – Doktor Olga.

Hun havde læst alle deres papirer og var fuldstændig ærlig: Hvis de fortsatte på samme måde, ville de aldrig få et barn.

– Joan blev screenet på en helt anden måde for at undersøge hele hendes system, og for at se, om “ovnen” var klar.

Og det var den ikke. For inde i Joan fandt man en masse enzymer, som gjorde, at et æg ikke ville kunne sætte sig fast. Joan begyndte på et medicinforløb og blev siden gravid i første russiske forsøg.

Og for snart et år siden kom Felix så til verden.

Lykken over ham overskygger alt det, parret har været igennem.

– Jeg troede virkelig, at de ni år, som var et helvede, ville fylde resten af mit liv. Men når jeg tænker tilbage, kan jeg næsten ikke huske det. Det er så vildt, hvordan vi mennesker er i stand til at fokusere på det gode, siger Michael.

– Det er også det håb, jeg gerne vil give andre: Der er håb for, at det lykkes, og når det lykkes, er det alt det gode, der kommer til at fylde.