"Min mor kiggede mig i øjnene og sagde: Det var det her, vi flygtede fra"

Hun er 22 år, læser uddannelsesvidenskab og kæmper for piger og kvinders ret til at spille fodbold.

Sidste år vandt hun PlanBørnefondens Pigepris for sit arbejde med at ændrer normer og give Gellerups piger muligheden for at komme ud på fodboldbanen.

De sidste to uger har hun haft svært ved at føle, at alt det, hun kæmper for, giver mening.

Mens hun selv kan føle sig tryg i Danmark, frygter hun for resten af sin familie i Afghanistan.

– Hver dag går vi spændt og venter på at høre fra dem, for det er et tegn på, at de er i live.

Nagin Ravand flygtede som 3-årig til Danmark sammen med sine forældre og søskende.

Hun og familien er i daglig kontakt med resten af familien i Afghanistan, der sender beskeder og lydklip, så de kan følge med i, hvordan situationen udvikler sig.

Det påvirker hende at være vidne til, hvad der for hende føles som en gentagelse af historien.

– Jeg har det ad helvede til, men samtidig føles det mærkeligt at sige, at jeg ikke har det godt, for hvordan må de så have det i Afghanistan?

15. august indtog Taliban hovedstaden Kabul og har nu igen officielt magten i landet. Efter 20 år med fremgang for kvinders rettigheder er Nagin bange for, at det hele er tabt.

– For et par dage siden, da helvede lige så småt var begyndt at bryde løs, kiggede min mor mig i øjnene og sagde: ”Nagin, det var det her, vi flygtede fra.”

– Alt det, vi tog til den anden side af jordkloden for at undgå, det sker nu for dem, der ikke formåede at flygte dengang. Det er sindssygt.

En ende på den afghanske kvindes frihed

I Gellerup har Nagin skabt et fodboldhold, der skal gøre sport mere tilgængeligt for piger med anden etnisk baggrund.

I Afghanistan er hendes kvindelige familiemedlemmer blevet sendt hjem fra arbejde. Nagin fortæller, at deres verden nu er blevet afgrænset til hjemmets fire vægge.

– Kvinderne er i den værste position, for det er en håbløs kamp. Jeg stiller mig ud på en fodboldbane og påstår, at jeg kæmper for piger og kvinders rettigheder, men det er jo slet ikke en mulighed dernede.

– De basale menneskerettigheder, som vi så tit tager for givet, det er et drømmescenarie for dem nu.

I sidste uge udtalte Taliban ifølge BBC, at de ”forpligter sig til rettigheder for kvinder under Sharia-systemets forudsætninger.”

Men Nagins kvindelige familiemedlemmers frihed og ret til at gå på arbejde er blevet taget fra dem.

– Jeg har bare lyst til at græde på enhver afghansk kvindes vegne, for der er ikke mere tilbage for dem. Jeg føler, at deres liv ender nu, også hvis det ikke er med døden til følge. 

Nagins familiemedlemmer frygter for deres liv, fordi de har været nogle af de mest fremtrædende og arbejdsomme kvinder i deres by.

– De fortæller, at der ikke er flere tårer tilbage at græde. At der ikke er mere stemme tilbage til at råbe højt. Alt, hvad de ønsker sig, er at komme væk.

Magtesløs

Selvom Nagin sidder med en følelse af, at det lige så godt kunne være hende, der var i deres sted, er hun bevidst om, at hun ikke kender deres smerte.

Hun vil aldrig kunne sætte sig ind i, hvordan kvinderne har det lige nu.

For Nagin er det vigtigt, at vi ikke kigger væk, bare fordi det ikke foregår i vores baghave.

– Jeg føler, at ingen gør noget, og jeg bliver magtesløs af det. Det bedste, jeg kan gøre, er at skabe opmærksomhed omkring situationen.

– Det kan godt være, at vi ikke kan holde dem i hånden, men vi kan påvirke det hele ved at lave noget larm, sætte foden ned, kræve, at der er nogen, der skal gøre noget. Ligesom de gjorde for min familie i tidernes morgen. Det kunne have været mig.