Min søn var otte måneder gammel, og jeg pumpede ud i et mødelokale. Det er stadig noget af det bedste, jeg har gjort for ham

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Min søn var godt og vel otte måneder gammel, da hans far overtog barslen. Væk var jeg - ofte på lange aftenvagter - og jeg vil ikke lyve: Det var ærlig talt ægte bøvlet.

Min søn nægtede at tage modermælkserstatning. Vi prøvede fem forskellige slags, inden vi modstridende måtte erkende, at vi havde fået en mælkeconnaisseur i ble. Så der sad jeg i et mødelokale og pumpede. Det hektiske newsroom pulserede i baggrunden.

Det var et shitshow. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at det er noget af det bedste, jeg har gjort for min søn.

I de seneste uger er debatten om øremærket barsel igen blusset op. Det er den, fordi den nyeste statistik viser, at en del af den øremærkede barsel går til spilde, fordi en del fædre ikke holder deres del. Resultatet er, at nogle børn må starte tidligere i institution.

Kritikken går på, at det er synd for børnene. At det er en meningsløs konsekvens af en mere eller mindre ligegyldig ideologisk kamp.

I et læserbrev fra august sidste år lyder det for eksempel, at omsorg bliver glemt i kampen for ligestilling.

Men har vi glemt, at ligestilling er omsorg? De to ting er ikke modsætninger.

Det er tværtimod omsorg, når jeg gør mig umage for at vise min datter, at man godt kan være mor og have en krævende karriere.

Det er omsorg, når jeg viser min datter, at hun ikke står alene med forældreansvaret, hvis hun en dag bliver mor. Men at hun skal finde en partner, der tager sin del af det.

Det er omsorg, når jeg viser min søn, at fædre er fuldt ud ligeså vigtige omsorgspersoner som mødre.

Det er omsorg, når vi lærer vores børn, at de kan blive lige præcis de mennesker, de har lyst til at være - uanset køn. Og når vi kæmper for at nedbryde de uformelle barrierer, der stadig eksisterer i samfundet.

Jeg er stor fortaler for bedre barselsvilkår, og jeg håber, at det fornyede fokus vil give langt flere mænd ret til løn under barsel. Jeg deler bekymringerne for et a- og et b-hold, når nogle familier ikke har råd til at lade far gå hjemme.

Men det ændrer ikke på, at den øremærkede barsel er afgørende for mere ligestilling. Og mere ligestilling er afgørende for mine - og dine - børns mulighed for frit at definere deres liv.

Det er ikke en ligegyldig ideologisk kamp.

Det er ikke et egoistisk selvrealiseringsprojekt. Det handler om at give vores børn bedre muligheder.

For faktum er, at normer er enormt afgørende for, hvilke roller vi ender med at påtage os i livet.

Forsker Anne Sophie Lassen har for eksempel undersøgt, hvad der var det afgørende parameter, når det kom til længden af barsel.

Her stod det klart, at det, der gjorde udslaget, ikke for alvor var økonomi eller amning som ellers er nogle af de faktorer, der altid nævnes i debatten, men tværtimod normer.

Med andre ord. Hvis vi insisterer på at holde fast i, at det primært er mor, der tager barsel, primært er mor, der går på deltid og primært er mor, der står med det ubetalte arbejde i hjemmet, så lærer vi vores børn, at det er normaliteten.

Også selv om vi siger alt det rigtige.

For helt ærligt, hvad betyder det, at vi fortæller vores børn, at far er lige så god som mor, hvis det altid er mor, der henter tidligt? Hvad betyder det, at vi siger til vores børn, at mor og far hjælpes ad derhjemme, hvis de kan se, at det altid er mor, der laver aftensmaden?

Betyder det så, at mødre ikke må gå på lang barsel? At de ikke må gå på deltid.

Nej, selvfølgelig ikke.

Men vi kan ikke ignorere, at børn spejler sig i voksne, og hvis vi reelt vil give dem frit valg fra alle hylder, er vi nødt til at nedbryde nogle af de forestillinger, der stadig hersker, om hvad kvinder og mænd kan - og ikke mindst ikke kan.

Hvis vi vil give vores børn frit valg til at være lige præcis de mennesker, de drømmer om, er vi nødt til at ændre rammerne.

Og det frie valg vil vi jo gerne give dem, ikke?